Regeringens plan om at afskaffe store bededag har affødt massiv protest. Det er der flere grunde til, og jeg kunne godt tænke mig at grave et spadestik dybere i problemet med regeringens logik. For hvorfor har vi så stor modstand mod at arbejde en enkelt dag mere om året?

Mennesker er flokdyr, og fra naturens hånd er vi gearet til at være afhængige af hinanden. Vores hjerners indretning gør, at vi socialt og praktisk har brug for hinanden, og med det følger en helt grundlæggende trang til at bidrage til og være en del af fællesskabet. Derfor køber jeg ikke præmissen om, at modstanden skyldes manglende ansvar ind i fællesskabet. Nærmere tværtimod, da man kan tænke, at danskerne allerede giver så meget af sig selv til fællesskabet, at der ikke er mere at give af. 

Tankegangen bag regeringens plan går i al sin enkelhed ud på, at hvis man sætter et menneske til at arbejde flere minutter om ugen, så får man 1:1 lige så mange flere minutters produktivitet. Men mennesker er ikke maskiner, så derfor holder det regnestykke ikke.

De seneste 20-30 år har den teknologiske udvikling betydet, at vi har effektiviseret arbejdsgange og processer i alle dele af samfundet. Det betyder, at mængden og kompleksiteten af den information, vores hjerner skal forholde sig til, er vokset helt enormt. I 1990’erne sendte man et brev, og så fik man svar et par dage senere. I dag går der sekunder mellem e-mail og svar. Man ringede, men var folk i møde, måtte man vente. I dag er vi ofte på sms, mail og sociale medier, selv når vi sidder i møde. Tidligere fik elever lektierne for i skolen, og de afleverede i skolen. I dag kan lektier blive lagt op på skolens portal efter skoletid, og afleveringerne kan blive sat til forskellige tider på døgnet. Tidligere skulle en sosu tilbage til kontoret efter endt vagt og udfylde fysiske skemaer og overlevere til den næste. I dag foregår det online og i et helt andet tempo. Fortsæt selv listen over alt det, som har ændret sig med internettet og app-baserede devices.

Vi har arbejdet hurtigere og hurtigere og hurtigere. Vi har over tid skabt et højhastighedssamfund. Et skridt ad gangen har vi overophedet vores indre systemer - i særdeleshed vores hjerner - uden helt at bemærke at speederen er blevet trykket i bund. Som frøen i vandet, der langsomt bliver varmet op og ikke opdager, at den til sidst bliver kogt, har vi ikke haft en umiddelbar og naturlig reaktion til overophedningen. Men statistikkerne viser tydeligt, at vi faktisk har passeret smertegrænsen for, hvad vi kan yde. 430.000 stress-sygemeldte taler sit sprog. Dalende trivsel på arbejdspladserne. En ungegeneration, som er vokset op i en digital tidsalder, har en enorm og kompleks trivselskrise. Yderligere overophedning kan få alvorlige konsekvenser.

Forsøg og forskning både i Danmark og udlandet har det seneste år vist, at effektiviteten og trivslen stiger, hvis man sætter arbejdstiden ned. Der har været afprøvet både 4 dages og 30 timers arbejdsuge. I Storbritannien laver man et forsøg med 73 virksomheder med i alt 3000 ansatte på tværs af brancher, hvor man har sat arbejdstiden ned til 80 pct. fordelt på en 4 dages arbejdsuge. 46 pct. af virksomhederne oplever samme produktivitet, 34 pct. en let øget produktivitet, mens 15 pct. fortæller at produktiviteten er øget markant.

Så logikken i regeringens plan holder ganske enkelt ikke.

Og det skal slutteligt også lige nævnes, at økonomien i regeringens forslag heller ikke holder. Regnemodellerne tager ikke højde for, hvad yderligere stress-sygemeldinger betyder økonomisk. Ej heller de langsigtede konsekvenser af stress, der som bekendt både kan føre til angst, depressioner, hjertekarsygedomme og andre sygdomme. Dette bør også indregnes i et samfundsregnskab.