Klumme/
Regeringen må ind i vandkampen for rent drikkevand
Klumme/
Regeringen må ind i vandkampen for rent drikkevand
Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk
There’s no such thing as free lunch, plejer man at sige om det, man populært betegner som bagsiden af medaljen. For når vi skruer på vandhanen, stiller glasset ind under og skænker et glas vand fra hanen, så tager vi det for givet, at vandet er rent og drikkeligt.
Det er ikke gratis, at vandet er rent. Og hvis ikke vi beskytter det endnu bedre, så kan vi blive tvunget til spanske tilstande. Der, hvor man går ned hos den lokale købmand og køber seks 2 liters flasker, for at kunne holde sig hydreret.
For der er brug for, at vi beskytter vores drikkevand. Man skal bare tage et kig på en ny undersøgelse fra Danmarks Naturfredningsforening. Undersøgelsen viser blandt andet, at der i den fynske by Krogsbølle er blevet målt sprøjtegifte i drikkevandet, som er 44 gange over den tilladte grænseværdi. I Syd- og Sønderjylland, hvor jeg er valgt, ser det heller ikke for godt ud. I Esbjerg kommune er der fundet pesticidrester i 46 pct. af drikkevandsboringerne, hvor mængden af pesticidrester er over grænseværdien i ti af boringerne. I Tønder kommune er der fundet pesticidrester i halvdelen af drikkevandsboringerne, hvor niveauet i syv af dem er over grænseværdien. Ja, og faktisk er der fundet pesticidrester i drikkevandsboringerne i alle Syd- og Sønderjyske kommuner med undtagelse af Fanø.
Vi er utålmodige
Derfor ser det heller ikke godt ud, når det gælder vores drikkevand, og vi er mildest talt utålmodige. For i valgkampen lovede Socialdemokratiet at redde vores drikkevand sammen med SF og de andre grønne partier. Men siden valget har Regeringen med S i spidsen syltet de aftaler, der blev lavet.
For eksempel har de forlænget landmændenes frist for at indgå frivillige aftaler om stop for brug af pesticider helt frem til 2025. Og i stedet for at lave de lovede 200.000 hektar grundvandsparker med totalforbud mod pesticider, har regeringen sat et enkelt pilotprojekt i gang.
Jeg drømmer ikke om en fremtid, hvor rent drikkevand er noget, man køber nede i kiosken. Og ærligt talt, så har vi ikke brug for flere pilotprojekter, frivillige aftaler eller undersøgelser. Der er brug for handling, og det skal være nu.
Derfor skal regeringen i arbejdstøjet, og vi vil da gerne hjælpe dem en smule på vej. For inden udgangen af 2024 skal regeringen have udpeget de 200.000 hektar grundvandsparker i vandvindingsområderne. De skal gennemføre et straksforbud mod brugen af pesticider i de områder, der er helt tæt på vandboringerne. Faktisk skulle det allerede være indført i 2022, men det er ikke sket endnu, og drikkevandet kan ikke vente længere.
50 mio. kr. på finansloven
Og så ved vi også, at der er PFAS i alt omkring os. Det er desværre også i vores drikkevand. Derfor skal der gennemføres en akutindsats imod PFAS-forureninger i vandvindingsområderne. Eksempelvis skal jord fra større punktforureninger i de områder renses. Fx ved brandøvelsespladser, som eksempelvis i Vandel ved Vejle. Vi foreslår, der afsættes 50 mio. kr. på finansloven til den indsats.
Kommunerne kæmper lige nu med at holde hovedet oven vande, når det gælder om at få økonomien til at hænge sammen. Derfor skal der også hjælp fra Christiansborg til at sikre rent drikkevand og oprensning af grundene.
Og vi vil ikke stå i en venteposition, samtidig med at vores drikkevand bliver mere og mere forurenet. Derfor siger vi nu, at det bliver et centralt krav for SF til finansloven. Regeringen skal levere på det løfte, som de stod med under valgkampen. For det er ikke en gratis omgang at love rent drikkevand. De må ind i vandkampen for rent drikkevand.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.