Når kommunerne henvender sig til etniske minoritetsældre og opsøger dem i hjemmet, kan de ofte blive mødt af en lukket dør og et nej. 

De svarer ikke på breve, og de ønsker ikke hjemmepleje, hvor fremmede mennesker skal ind i deres private hjem. Ofte skyldes disse problematikker en sprogbarriere, viser en rundspørge blandt landets kommuner. 

Derudover er der kulturelle forskelle. Herunder er et anderledes syn på sygdom, alderdom, familieforståelse og mistillid til autoriteter blandt det, der kan skabe misforståelser.  

Henvendelser kommer for sent 

Mange kommuner oplever udfordringer med at kommunikere med gruppen, og der er forskellige bud på, hvordan man griber opgaven an.  

Ofte sete problematikker i Aarhus Kommune er, at borgerne har store vanskeligheder med at forstå deres egne rettigheder: 

- Det kræver derfor, at personalet har mulighed for at hjælpe dem med at ”oversætte selvfølgeligheder” samt få overblik over, hvor man kan få hjælp – fx at det er muligt at få hjælp til personlig pleje, så børnene kan forblive på arbejdsmarkedet, når man bliver meget plejekrævende, fortæller sundheds-strategisk konsulent Vanja Horvat Pedersen. 

Derudover er det en udfordring, at der er en anden forståelse for alder i mange kulturer.

- Man oplever sig selv gammel markant tidligere end i det øvrige danske samfund. Det udfordrer arbejdet med forebyggelse, idet mange borgere oplever, at det er for sent i deres liv fx at træne, passe kosten mv. (”Jeg er gammel (55 år). Dør snart”), tilføjer Anja Horvat Pedersen.

Man har netop af samme grunde i Odense Kommune valgt at tilbyde forebyggende hjemmebesøg, når borgeren fylder 65 år, hvilket er ti år tidligere end for etnisk danske ældre.  

I Social- og Sundhedsforvaltningen i Aabenraa svarer man, at de sproglige barrierer “selvfølgelig” er den største udfordring, og at der derudover også “i visse kulturer er et stort ønske om at løse opgaven i familien, hvilket er meget prisværdigt, men det kan gøre, at det til tider er svært at give den faglige understøttelse, og at nogle familier venter for længe med at modtage hjælp, og at der derfor er meget lidt overskud i familierne med de konsekvenser, det nu har”.  

Udviklingskonsulent Christina Schaumann Nielsen fra Ikast-Brande Kommune skriver, at “generelt henvender pårørende til borgere med demens sig først langt fremme i sygdomsforløbet, og for pårørende med anden etnicitet henvender de sig endnu senere og ofte først, når der kommer adfærds-ændringer, vrangforestillinger og tegn på svær mistrivsel. Familien er derfor ofte meget slidt, når de får hjælp, og har også sværere ved at tage imod hjælpen.”

I en snak med Sussie Enghøj Bruun, leder for medborgerskab og brobygning i Fredericia Kommune, fortæller hun, at sprogbarrierer også her udgør en væsentlig faktor, når det handler om denne gruppe. 

Hun forklarer, at man i kommunens breve oplyser om muligheden for en tolk. Dette tilbud er dog formidlet på dansk, og man satser dermed på, at de ældre kan få hjælp af pårørende til at forstå, hvad kommunen vil.  

- Vi  er opmærksomme på, at det kræver mere koordinering, siger hun.

Det vanskelige andetsprog 

Knap ti procent af flygtninge har ingen sprogkundskaber på andetsproget efter ti år. Det beskriver professor Morten Sodemann i sin bog ‘Det du ikke ved får patienten ondt af’. 

De største internationale undersøgelser af sprogtilegnelse blandt flygtninge og migranter viser, at 50-60 pct. af flygtninge opnår moderate sprogkundskaber på ti år, mens 70 pct. af arbejdsmigranter opnår moderate sprogkundskaber på samme tid. 

Der er flere forskellige grunde til, at sprogtilegnelsen er svær. I forskning på området beskrives det, at noget af det, der demotiverer flygtninge i processen, er den store forskel i læsefærdigheder mellem dem og baggrundsbefolkningen. Forskellen er størst i de nordiske lande. 

Seks ud af ti flygtninge har et sprog, der rækker til at klare sig på deres arbejdsplads og til indkøb, men derudover er utilstrækkeligt i uvante sociale sammenhænge eller ved sygdom. Det er noget af det, kommunerne genkender i rundspørgen. 

Derudover spiller mange forskellige faktorer ind, når man som flygtning eller migrant lærer et nyt sprog: Forskellen mellem sprogstammerne og  uddannelsesniveauet, inden man skal lære et nyt sprog. 

Flygtninge, der kommer til Danmark med krigstraumer eller PTSD, er ofte endnu værre stillet i forhold til at tilegne sig et sprog, der giver mulighed for optimal pleje. Det skyldes, at det er faktorer, der direkte påvirker hukommelsen, koncentrationen og indlæringsevnen, herunder specielt sprogindlæring. PTSD-patienter mister meget let deres tilegnede danske sprogkundskaber. Det samme gælder patienter med demens. 

KL genkender problematik 

Hanne Agerbak, kontorchef for sundhed og ældre i KL, genkender kommunernes udfordringer med minoritetsældre. Især når det kommer til dem, der i alderdommen får en demenssygdom.  

“Det er bestemt en problematik, vi kender til og er opmærksomme på. Mange mennesker med minoritetsbaggrund, som får konstateret demens i familien, takker nej til kommunernes demenstilbud, bl.a. fordi de gerne selv vil hjælpe og pleje deres syge familiemedlemmer. Og her taler vi om de tilfælde, hvor demensen overhovedet bliver opdaget.  

Det kan derfor også være svært for kommunernes demenskoordinatorer at tilbyde den nødvendige hjælp og skabe en relation til familierne. Det er grunden til, at mange kommuner tilbyder rådgivning, støtte og vejledning til familierne, som gerne selv vil stå for plejen, så man på den måde kan sikre, at de demensramte ældre får den rette hjælp og pleje,” forklarer hun i et skriftligt svar.  

Google Translate og tolkeservice 

Der er mange måder, hvorpå kommunerne forsøger at komme de sproglige udfordringer til livs. Fra Ikast-Brande oplyser udviklingskonsulent Christina Schaumann Nielsen videre, at “der kan være sprogbarrierer, som kan give udfordringer i dagligdagen, f.eks. hos borgere, der er i daghjemstilbud og ikke kan dansk eller engelsk. Der forsøges her med forskellige måder at kommunikere på, fx hjælp fra medarbejdere, der kan sproget, eller Google Translate”. 

I Roskilde tager en sundhedskonsulent med tyrkisk baggrund ofte de forebyggende samtaler med tyrkiske familier på deres modersmål. Ellers gør man efter behov brug af en professionel tolk, når der opstår sprogbarrierer.

“I Sundhedscentret benytter vi professionelle tolke, da vores erfaring er, at der er mange ting, man ikke kan sige som familietolk. Desuden kan der være ord og begreber, som bliver forkert oversat,” lyder det i et svar fra Lene Stampe Krusaa, afdelingsleder for træning, sundhed og rehabilitering. 

Som det påpeges fra Roskilde, kan der være klare problemer ved brug af familietolke, også kaldet ad hoc-tolke.  

Som Morten Sodemann opsummerer i sin bog, kan det føre til dårligere behandlingskvalitet, da der sker flere fejl i form af tilføjelser eller udeladelser af oplysninger. Derudover er der en tendens til indblanding af egne meninger og antagelser, og det kan resultere i misinformation begge veje.  

Brugen af professionelle tolke giver færre misforståelser og større patienttilfredshed. Dog er det for kommunerne ofte en nedprioriteret udgift, hvis det eksempelvis er muligt at gøre brug af ad hoc-tolke, konkluderer han.  

Brobygning og etniske ressourceteams 

I Københavns Kommune er man tæt på en handleplan for det gode ældreliv for minoritetsetniske ældre. Det skyldes blandt andet, at man i mindre grad møder dem i kommunens tilbud. Derudover har kommunen et Etnisk Ressourceteam under Peder Lykke Centret, hvilket er “en kulturel- og sproglig brobyggende funktion.”  

“Mange minoritetsetniske ældre taler og forstår kun begrænset dansk, og de kan blive utrygge og forvirrede i kontakten med medarbejdere. Samarbejdet stiller derfor nogle særlige krav til SUFs (Den Sociale Udviklingsfond) medarbejdere, som kan være svære at imødekomme fx på grund af manglende viden, kompetencer og berøringsangst. Det kan skabe konfliktfyldte samarbejder og magtesløshed blandt medarbejderne, og at de ældre trækker sig,” forklarer Trine Bruun Mathiasen, frivillighedskonsulent i afdeling for fællesskaber. 

Ikke kun i København har man etableret målrettet støtte til minoritetsældre. For eksempel i Ikast-Brande er det en del af demensstrategi 2023-2026 ”at udbrede viden om demens og mulighed for hjælp og støtte til mennesker med anden etnisk baggrund”. 

Udvalgsformænd har forskellige bud 

Flere udvalgsformænd kender til de udfordringer, der kan være i forhold til minoritets-ældres sprogudfordringer, og de har forskellige syn på de politiske skridt, der skal til for at imødegå disse.  

May-Britt Andrea Andersen (K) er formand for sundhed- og omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune.  

Hun peger på, at digitale værktøjer og velfærdsteknologi i fremtiden bliver centralt for hele ældreområdet, og at de også skal tænkes ind ved fx kommunikation med minoritetsældre.  

Udvalgsformanden ser de frivillige tilbud som en god indgangsvinkel til at skabe tillid mellem kommuner og borgere, da hun også genkender kulturforskelle som en hæmsko i forhold til relationen. 

Og derudover vedgår hun, at pårørende og civilsamfundet skal spille en større rolle. 

- De, som ikke har pårørende, og det gælder også de etnisk danske ældre, er svære at nå, og det er simpelthen en gordisk knude, hvordan man løser det. Jeg har ikke et bud her og nu, men vi som danskere skal måske lære at byde os mere til. Hvis naboen, den gamle fru Hansen, er alene, kan man jo tilbyde at købe en liter mælk. 

Derudover har Esbjerg Kommune huset Mosaikken, et kommunalt drevet aktivitetshus for ældre med etnisk minoritetsbaggrund. May-Britt Andrea Andersen fortæller, hvordan huset blandt andet havde succes med at udbrede vaccination hos målgruppen under corona-pandemien, fordi de ældre havde tillid til huset i forvejen.  

Den enkeltes ansvar 

- Jeg respekterer, at man har sin egen kultur, egen religion, og at hvad man gør inden for hjemmets fire vægge, bestemmer man selv. Men at man har været i Danmark for eksempel i 30-40 år og ikke har lært sproget. Det har jeg ikke meget respekt for. 

Sådan lyder det fra Ellen Petersen (S), formand for omsorgsudvalget i Randers Kommune.  

Hun mener ikke, at det kun er kommunerne, som skal være proaktive for at nå gruppen, men at minoritetsældre også selv skal undersøge tilbud og opsøge kommunen.  

- Vi tilbyder altid hjælp, når man står i en ny livssituation, for eksempel hvis man mister sin ægtefælle. Men at blive gammel i et land, man har været i i mange år, er ikke en ny livssituation.

Hun mener, at da vi bor i Danmark, kan man ikke altid forvente, at medarbejdere kan formidle tilbud på andre modersmål. Dog ser hun potentiale i at ansætte medarbejdere, som kan flere sprog, på eksempelvis plejehjem. 

Ellen Petersen mener, at borgernes frihed til selv at vælge skal værnes om, og at der med den følger et ansvar for eget liv.  

- Vi tilbyder alle en samtale, når man når en vis alder, hvor vi kan opspore, hvis borgeren har problemer, som vi kan hjælpe med. Men man bestemmer selv, hvad et godt liv er. Hvis man har mistillid og på grund af kulturel baggrund ikke vil have noget med nogen fra kommunen at gøre, så er det den enkeltes ansvar, for den frihed skal kommunen ikke bestemme over. Vi kan jo ikke agere barnepige, siger Ellen Petersen.