For de ældes ofte tidligere, sygdommene er flere, fattigdommen større, og ikke mindst er ensomheden højere. Og så passer de ikke ind i den kommunale hjemmepleje, mens børnene skal arbejde og har derfor ikke det samme overskud, som de ville have haft i hjemlandet.  

Mange er kommet hertil inden årtusindskiftet, men har ofte ikke lært det danske sprog, eller de har glemt det igen efter en demenssygdom.  

- Det er ikke en gruppe, som står ret stærkt i forhold til at kæmpe for egne rettigheder, og ofte kender de ikke deres muligheder i Danmark. Vi har fokus på målgruppen og oplever også, at der ude i kommunerne og i civilsamfundet er en stigende interesse for at blive klogere på hvordan minoritetsetniske ældre kan inkluderes i lokale fællesskaber, siger Lotte Frejo Varder, projektleder for Mangfoldige Seniorfællesskaber i DRC Dansk Flygtningehjælp.  

Ifølge forskning fra Vive vil der om tyve år være næsten 100.000 personer i målgruppen, og det kan blive en udfordring for samfundet.  

Ønsker om en styrket sundhed 

De immigranter og flygtninge, der kom til Danmark før årtusindeskiftet, er i dag blevet ældre, og lever ofte en sværere alderdom end etnisk danske ældre.  

Når kommunen banker på døren, bliver de ofte utrygge på grund af sprogbarrierer og siger derfor nej til den hjælp, som tilbydes.  

- Det er en gruppe i hastig vækst, hvor over dobbelt så mange af de ældre oplever at føle sig ensomme end deres jævnaldrende med dansk baggrund. Det er bl.a. begrænsede danskkundskaber, helbredsudfordringer, fattigdom og manglende netværk, der er barriererne for at blive en del af lokale fællesskaber, siger Lotte Frejo Varder og fortsætter:  

- Der er stor ulighed i sundhed for etniske minoritetsældre, og vi vil gerne have styrket fokus på deres fysiske og mentale sundhed.

Ensomhed og fattigdom 

Netop de ovennævnte problemstillinger har forskere fra Vive undersøgt i bogen Etniske minoritetsældre og selvudpegede hjælpere fra 2021. Her angives, at der i samme år var cirka 27.400 borgere fra ikkevestlige lande over 65 år. Det tal forventes at være cirka 59.000 i 2030 og 99.500 i år 2040.  

Gruppens problematikker kan skyldes mange ting. Eksempelvis har de ofte levet et hårdt migrant- og arbejdsliv, født mange børn og har diverse helbredsudfordringer såsom gigt, demens og sukkersyge.  

De er fattigere end de etnisk danske ældre, og mellem 10 og 26 pct. af de etniske minoritetsældre tjener mindre end halvdelen af medianindkomsten. Det gælder for omkring en pct. af etniske danskere.  Forskellen skyldes blandt andet, at mange fra målgruppen får en lavere pension, brøkpension, grundet at de ikke har været i landet længe nok til at modtage fuld pension. 

De minoritetsetniske kvinder er økonomisk dårligere stillet end de minoritetsetniske mænd. Det skyldes begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, kortere opholdstid og længere levetid.   

De etniske minoritetsældre bor i gennemsnit på 41-49 kvadratmeter pr. person. Etnisk danske ældre bor i gennemsnit på 75 kvadratmeter pr. person. 

Anika Liversage er forsker ved Vive og er blandt folkene bag forskningen på området.   

Hun peger på flere udfordringer hos målgruppen, hvor sproget kan være en barriere for at bruge tilbuddene i velfærdssystemet.   

- De er langt mere fattige, de har på mange områder et dårligere helbred, de lider mere af ensomhed, og de har ringere viden om deres muligheder i Danmark. Det er nogle af de forhold, som vi i hvert fald kan pege på, siger hun og tilføjer:   

- Rigtig mange af dem taler et begrænset dansk. Enten har de aldrig lært så meget dansk, eller også har de mistet det dansk, de har kunnet, på grund af svækkelse i alderdommen og mangel på danske kontakter. Så bliver det jo også svært for eksempel at benytte sig af de almindelige tilgængelige tilbud til ældre, simpelthen fordi man ikke kan tale med.

Ikke kun sprog 

Udover sprogbarrieren, som en stor del af de minoritetsældre oplever, kan det at skille sig ud og føle sig fremmedgjort også være en barriere i forhold til at blive en del af lokale fællesskaber med danske ældre.   

- Mange oplever kulturelle forskelle, og de stikker ud i fællesskaberne. De oplever at blive set som de fremmede, og at de skal forklare sig selv. Det kan styrke den oplevelse af ensomhed, som vi ser hos gruppen, forklarer Lotte Frejo Varder.  

Følelsen af distancering kan være en del af forklaringen på, at minoritetsældre isolerer sig derhjemme, men også kultur og religion spiller ind, når de afviser en medarbejder fra kommunen ved døren.  

- Der er et fællestræk i de forskellige familier, vi har kigget på, den arabiske, den tyrkiske og den pakistanske. De ønsker alle sammen at varetage plejeopgaven af deres ældre. Det vil sige, de er generelt afvisende overfor at modtage hjælp fra kommunen, fx kommunens hjemmepleje. Tanken om plejehjem er no go for dem, og det har noget at gøre med kultur og religion, lyder det fra Abir Mohamed Ismail, der også er en af forfatterne bag bogen Minoritetsældre og selvudpegede hjælpere. 

Bliver passet derhjemme 

I sin Ph.d afhandling har Abir Mohamed Ismail beskrevet, hvordan disse borgere har en mistillid til velfærdsstatens one-size-fits-all ældreplejemodel.  

Et resultat af det kan være blandt årsagerne til, at familier med anden etnisk herkomst i langt højere grad gør brug af Servicelovens §94 om selvudpegede hjælpere, hvor et familiemedlem kan blive ansat af kommunen til at passe sine ældre slægtninge.  

Det er en mulighed for at drage omsorg for sine ældre og give dem familiær pleje, men flere peger på dilemmaer. For eksempel at de pårørende bindes til hjemmet sammen med den ældre, og at det kan være svært for kommunerne at sikre sig, at personen får den rette pleje.  

Hun forklarer, at det på den måde kan være en udfordring for den selvudpegede hjælper at få ferie eller tage en sygedag, fordi det kan være svært at vide, hvem der i så fald kan overtage plejen.  

- Hvis plejebehovet opstår, og det opstår jo uventet og på forskellige tider af døgnet, så kunne den selvudpegede hjælper heller ikke få et arbejde ved siden af. Vi så sjældent, at den selvudpegede hjælper blev ansat på fuldtid, uddyber hun.    

Netop disse vilkår ønsker man mange steder i kommunerne at forbedre, og KL og FOA har indgået en aftale om, at selvudpegede hjælpere fra september 2024 skal være ansat på overenskomst.  

Hanne Agerbak, kontorchef for sundhed og ældre i KL mener, at man med aftalen kan strømline ansættelserne som selvudpegede hjælpere. 

“Tidligere er de selvudpegede hjælpere blevet ansat på individuel basis. Med den nye overenskomst får vi skabt et mere ensrettet grundlag for administrationen af ordningen,” oplyser hun i et skriftligt svar.

De nye gamle 

Flere aktører arbejder med at øge trivslen hos etniske minoritetsældre, blandt andet i DRC, Dansk Flygtningehjælp, hvor man har haft et styrket fokus på at forebygge ensomhed siden 2022 med en bevilling fra Velux Fonden.    

- Vores hovedspor er at undersøge, hvordan vi kan forebygge ensomhed og få flere ind i fællesskaber for at styrke trivslen. Vi arbejder med at styrke de ældres handlekraft, hvor de i fællesskaberne oplever at blive set og hørt, og hvor de kan spejle sig i andre i samme situation. For nogle kan fællesskaberne også blive et springbræt til at deltage i andre aktiviteter i lokalområdet, siger Lotte Frejo Varder.   

Regeringen præsenterede tidligere på året en ældrereform, som skal løfte ældreplejen i fremtiden. Der nævnes ikke noget om minoritetsældre, dog står der i aftaleteksten, at “Aftalepartierne er enige om at anerkende den vigtige rolle, pårørende spiller i mange ældres liv (…) Pårørende skal i højere grad ses som en ressource i forhold til at skabe klarhed om den ældres ønsker og behov og i den løbende tilrettelæggelse af hjælp og pleje.” 

Med ældrereformen lægges der altså op til, at for eksempel de ældres børn skal være med til at skabe en bedre alderdom for dem. Og måske det er en brik i, hvordan trivslen kan øges for de snart 100.000 minoritetsældre.