Problematikken om ensomhed hos minoritetsældre er ikke enestående for Danmark. Den hollandske seniorforsker Tineke Fokkema har i mange år undersøgt årsagerne bag ensomheden i denne gruppe, som kan være svær at nå, og hun finder flere forklaringer, som kan gøre sig gældende i mange lande. 

Blandt andet med rapporten ”Older migrants and loneliness: scanning the field and looking forward”, hvor hun har kigget på immigranter fra ikke-vestlige lande. Her fremhæves det, at selvom gruppen har mange ligheder, så kan den optræde divers i udfordringer, for eksempel i forhold til, om man er kommet som gæstearbejder eller har krigstraumer.  

Dog er der centrale udfordringer, som går igen hos etniske minoritetsældre. 

Gennem sin forskning har hun fundet ud af, at frivillige aktører er et helt centralt bindeled mellem de isolerede borgere og kommunerne. Blandt andet i forhold til at opbygge tillid og modvirke ensomhed. 

Forventninger som faktor for ensomhed 

Gennem forskning ved blandt andet Netherlands Interdisciplinary Demographic Institute har Tineke Fokkema undersøgt ældre flygtninge og immigranter fra en lang række lande, hvor hun peger på tre centrale faktorer, som kan forklare, hvorfor grupperne er mere ensomme.  

Den første faktor er, hvad hun kalder generelle risikofaktorer. De indebærer, at dårligt helbred, manglende samfundsdeltagelse og lav indkomst kan gøre dig ensom.  

- Og når vi ser på de ældre migranter, har de en højere eksponering for disse generelle risikofaktorer, forklarer hun.  

Den næste kalder hun immigrantspecifikke faktorer. Det er for eksempel ikke at tale det lokale sprog ret godt, hjemve og ikke at føle sig som sig selv i det land, man er kommet til. Heri ligger ifølge Tineke Fokkema også de fordomme og den diskrimination, som de kan blive mødt af.

Den tredje faktor, som er ret betydelig, er de kulturelle forskelle. Noget overraskende peger hendes forskning på, at i de mere familieorienterede samfund i Europa som eksempelvis Italien, Grækenland og Portugal er de ældre mere ensomme end i de nordiske lande.  

Men det er der en forklaring på.  

- Ensomhed er noget andet end at være alene, og det ligger i de relationer, man har, og hvad man gerne vil. Eksempelvis har italienere og grækere måske højere forventninger til deres sociale relationer, især børnene. 

De høje forventninger illustrerer Tineke Fokkema med et eksempel på, hvordan ensomheden kan opstå. Hvis den ældre italiener har forventningen om, at hele familien kommer til søndagsmiddag, og et barnebarn ikke dukker op, vil skuffelsen over dette være større og fylde, fordi forventningerne er højere.  

Omvendt har man i Norden færre forventninger til familien, fordi vi er mere individualiserede. 

- For eksempel bliver en gammel kvinde eller mand i Norge glædeligt overrasket over, at sønnen kommer, fordi de ved, at han arbejder hårdt, og at han bor langt væk. De tænker: Okay, jeg har mit liv, og mine børn har deres. Hey, pludselig kommer barnebarnet forbi. En glædelig overraskelse.

På den måde ser hun kulturelle forskelle i forventninger til familien som helt centrale, når det kommer til ensomhed hos de ældre.  

Med disse faktorer kan ensomheden hos de minoritets-ældre i Danmark også ses i et større perspektiv, hvor forventninger til børn og pårørende om pasning og pleje er høje i alderdommen, hvilket kan komme på tværs af eksempelvis arbejde.

Savnet til hjemlandet 

Tineke Fokkema peger også på, at det for førstegenerations-indvandrere kan være en sorg, når der ikke spørges meget ind til deres hjemland eller gives anerkendelse for de ting, som de ofte har ofret for at komme til Europa. Derudover at det i mange kulturer kan være svært at tale om emnet, fordi det er tabubelagt.  

- Det er okay, hvis alt går okay i dit liv, men hvis du har brug for hjælp eller føler dig deprimeret eller ensom, kan du ikke tale om det, eksemplificerer hun.  

Hun fremhæver desuden, at den retorik, der er opstået i kølvandet på, at mange politiske partier i Europa er blevet markant mere højreorienterede, kan føre til, at minoritetspersoner føler sig udskammede, og at de derfor søger hinanden i lukkede grupperinger.  

Hvordan bekæmper vi ensomheden? 

Tineke Fokkema kalder frivillige foreninger og civilsamfundet for “key figures”. De er helt centrale i at bekæmpe ensomhed hos de mange ældre. 

Hun mener, at den proaktive tilgang er vigtig. Dog er det afgørende at overveje årsagerne til ensomheden hos de borgere, man rækker ud til. Eksempelvis i forhold til om de har mest brug for et socialt fællesskab eller nogle at tale om svære ting med.  

- Generelt siger folk, at det ikke kun er én gang, at man banker på en dør og så kan komme ind. Det handler om at skabe tillid, og det tager tid.

For disse ældre har netop andre behov og sårbarheder og skal mødes på en mere opsøgende måde, for at man lykkes.  

Hun peger på, at nogle gange, kan det, at man tilbyder alle borgere ens forløb og tilbud, skabe en skævvridning, fordi indvandrerældre netop har behov for andre ressourcer for at kunne blive en del af samfundet.  

- Migranterne har nogle andre ønsker og behov, så hvis man vil have alle til at være lige med de samme muligheder, må man nogle gange behandle folk forskelligt.

Hun ser ikke, at problematikken løser sig selv, for vi vil fortsat se folk med forskellige kulturer og sprog komme til Europa. Og når de bliver ældre, vil mange af de samme udfordringer opstå hos dem i fremtiden.