I ugen før påske landede et bemærkelsesværdigt datasæt på de danske mediers skriveborde. Det var fra den multinationale techgigant Google, der pudsigt nok lige havde data tilovers om, hvor danskerne var henne. Om de var inde eller ude, hvornår, hvor længe og hvor tit.

For en måneds tid siden regnedes den slags data for noget svineri. Stalking uden samtykke. Overvågningskapitalisme. Nu synes alle at have glemt det faktum, at data først er blevet anonymiserede EFTER de forlod Google, som stadig har dem liggende med navn, adresse og apparatnummer.

Venlig overvågningstech
Forleden fik jeg et link til en app.
Den er ikke færdig, men det bliver den, lover de fire studerende bag ‘covidguard appen’, der via bluetoothsignaler skal kunne registrere, om man har været i nærheden af en covid19 smittet.

Det er helt anonymt, forsikrer de. Ved hjælp af machine learning skal data kunne bruges til at ‘finde mønstre’, som sundhedsmyndighederne skal kunne bruge til at ‘præcisere eller revidere anvisninger om hensigtsmæssig adfærd’.

Det hele er lavet i bedste mening. Og mange vil det samme: Der findes i skrivende stund flere hundrede apps, som måler alt fra hoste og søvn til feber. Alt sammen for vores egen skyld.
Det, der boomer mest i dag, er temperaturmålinger på afstand med varmefølsomme kameraer, der kan detektere, om nogen har feber. 

Ok tll politistatsmetoder 
Det danske samfund har med andre ord igen gang i det store tekniske fix. Og aldrig har det været så nemt at rive halvtotalitære værktøjer ned fra de multinationale hylder. Aldrig er etisk problematiske projekter blevet hilst så varmt velkommen.

For data redder liv. Hvem kan protestere imod det? Tak google, siger vi og glemmer, hvorfor de har de data, og at de ikke spurgte om lov til at indsamle dem. 

Lige nu er der verdensomspændende stigende efterspørgsel på værktøjer til kontrol af menneskers bevægelser: Hvor vi var i går, hvem vi var sammen med, om vi gør noget, vi ikke må…

Lige nu mener mange faktisk, at vi kan blive nødt til at leve i, hvad der mest af alt minder om en hardcore politistat for at redde os selv fra det, vi ikke kan kontrollere. 

For mange videnskabsmænd
Vi har alle sammen en indre, emsig lille satan af en kontrollør, der mener, at når nu jeg gør det så godt, når jeg gør mig umage, ja så skal alle de andre også. Mindst lige så ihærdigt.

Vi råber til hinanden, undgår at komme for tæt på og holder børnene inde på deres værelser. 
Vi har ikke prøvet det her før og håber bare, det holder op en dag.

Vi ser ind i coronakrisens statistikker og grafer på facebook, hvor alle mine venner er blevet eksperter i statistik og epidemiologi. 

Men rigtige videnskabsmænd nøjes ikke med at opstille hypoteser. Rigtige videnskabsmænd eksperimenterer og opsøger så data for at se, om hypoteserne passer.

De samler ikke bare data, fordi de kan. For de ved, det kan være kontraproduktivt. Man drukner i ’junk-data’, der ikke kan bruges.

Måske smitter du
Og så har vi et grundlæggende problem: Vi har ikke overblik over, hvor mange der er smittede og hvor mange, der har været smittede.

Alligevel råbes der nu i øst og vest på den her app, der skal fikse det hele.

I Israel har man HaMagen-appen. Navnet kan oversættes til ’Skjoldet’. Den registrerer via gps og wifi-data hvor brugeren befinder sig. Tanken er så, at man får en advarsel op på skærmen, hvis man har været tæt på en, der er eller har været smittet med corona. 

Herefter får man et fint link tilsendt med sundhedsministerielle anbefalinger, som de fleste vist efterhånden kender i forvejen.

Men undgå smitte kan den ikke hjælpe dig med. Den kan fortælle, at du for 14 dage siden mødte en person, der siden har vist sig at være smittet. Men gør det dig roligere? Gladere? Mere sund? Jeg tvivler.

Alt får en ende
Hvis vi alle sammen har bluetooth tændt konstant, så kan butikkerne og statens sensorer følge os og genkende os, uanset hvor anonym appen er.
Det skal vi spørge ind til.

Men lige nu står vi overfor en tankeløs og grusom organisme, så det eneste, der interesserer os, er vores egen chance i det her store RNA-lotteri, hvor et stykke kode pludselig har manifesteret sig ud af det blå og bemægtiget sig hele verden.

Folketinget vedtager i disse dage en sky af love, der indskrænker vores frihed.
Det er jeg nogenlunde rolig ved, for de er forsynet med en såkaldt ‘solnedgangsklausul’, som betyder at lovene falder bort igen om et år, hvis de ikke vedtages endeligt inden. 

Jeg forventer, de falder bort. For jeg stoler på Folketinget. Men jeg kan også mærke, at  stramninger er blevet populære. At forbud og højere straffe dulmer angsten og løfter humøret.

Pas på kontrolløren
Vores villighed til at afgive frihed under denne tragiske krise bekymrer mig.
‘Det skal gøre ondt, før det gør godt’, sagde man i min barndom, når man talte om problemer med økonomien eller når man fik sviende, brun jod på et sår på knæet.
I dag siger vi det samme til hele samfundet.

Vi dropper alle rettigheder for helbredets skyld, og prøver man på de social medier at sige en smule om frihed og borgerrettigheder, ja så får man læst og påskrevet.
Det er egentlig stort, at vi vil gå så langt for den fælles kamp imod corona. Men det svarer også lidt til at skære armen af, fordi man har ondt i fingeren. For en sikkerheds skyld.

Jeg håber, der stadig vil være etik og privatliv efter det her.
At de, der bestemmer, tænker sig rigtig godt om.
At solnedgangsklausuler overholdes.
At vi lytter til hinanden og minder hinanden om, at der også er en verden på den anden side, hvor vi ikke længere er binære størrelser, smittede eller raske.
At vi husker, at alle de andre også er empatiske og ønsker at gøre det rigtige. 

Vi kan godt, hvis vi husker at styre den lille kontrollør indeni.