Klumme/
Nøglen til fremtidens velfærdssamfund ligger i frisættelsen
Klumme/
Nøglen til fremtidens velfærdssamfund ligger i frisættelsen
Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk
Hvis der skal være råd til velfærd i fremtiden, bliver vi nødt til at tage et opgør med måden, vi skaber velfærd på. Derfor er det Socialdemokratiets og regeringens ambitiøse mål at skabe et velfærdssamfund med langt mere lokal frihed, ansvar og engagement, og hvor borgeren sættes før systemet. Opgaven foran os kommer til at gribe dybt ind i den måde, kommunerne forvalter ressourcerne på i dag.
Hvis vi skal lykkes, skal pengene selvfølgelig også stadig følge med, når vi bliver flere ældre og flere børn. Det står vi fast på. Men der er brug for mere, hvis vi skal holde fast i vores høje velfærdsniveau. Vi risikerer, at velfærden sander til i regler, dokumentation og standarder. Derfor vil vi gennemføre den nok mest omfattende frisættelse af den decentrale offentlige sektor i velfærdsstatens historie og grundlæggende forandre den måde, velfærden forvaltes på.
Modsat tidligere forsøg på at afbureaukratisere begynder vi ikke fra nul. I forrige valgperiode lavede vi velfærdsaftaler med syv kommuner på udvalgte velfærdsområder. Vi vendte vores sædvanlige logik på hovedet. I stedet for at begynde med at lede efter enkelte regler, vi kunne fjerne, begyndte vi i stedet med at fjerne alle regler. Det var et nybrud.
Minuttyranniet kom ikke af intet
Velfærdsaftalerne er nu halvvejs og der er skabt en række erfaringer og viden fra de syv kommuner, som kan tage med videre i frisættelsen af kommunerne. Samtidig er der ligger der et grundigt forarbejde med den nye ældrelov, der skal skabe bedre ældrepleje. Arbejdet er baseret på en lang række interessenters viden og erfaringer. For ældreområdet er et af de steder i vores velfærdssamfund, hvor dokumentation, kontrol og detailstyring har taget mest overhånd. Det er ikke uden grund, at ”minuttyranniet” er opstået.
Vi vil skabe et velfærdssamfund, hvor medarbejdere, ledere, borgere og civilsamfund i langt højere grad skaber velfærden lokalt, hvor medarbejderne mødes med tillid og respekt for fagligheden og hvor medarbejderne og de lokale ledere får større frihedsgrader. Vi skal tage et opgør med unødig statslig og kommunal regulering. Medarbejderne skal fx alene dokumentere det helt afgørende.
Men det er ikke kun i kommunerne, at tingene skal være anderledes. I løbet af de sidste tre år er den politiske samtale på Christiansborg også langsomt begyndt at ændre sig. Der er intet kontroversielt i at kræve afbureaukratisering eller færre regler som folketingspolitiker. Det er alle enige om.
Men på Christiansborg er vi paradoksalt nok også dygtige til at kræve nye tilsyn, regler og kontrol, når der er enkeltsager i medierne. For den eneste måde vi folketingspolitikere kan vise vælgerne, at vi er handlekraftige og ansvarlige, er ved at kræve og lave ny lovgivning, der detailregulerer velfærden.
Det er her, at der er ved at ske en forandring. Vi er lige så stille ved at få en forståelse for, at vi ikke kan blive ved med det. For så strander velfærden til.
Alle kommuner skal ikke være ens
En frisættelse af kommunerne betyder også, at alle kommuner heller ikke skal være ens. Det kræver stadig mod at turde sige, at to kommuner på nogle områder kan have forskelligt serviceniveau eller vælge forskellige løsninger på samme problem. For det giver ofte hård kritik fra de særinteresser, der har noget på spil, da de helt legitimt ønsker det højeste serviceniveau i alle kommuner. Men det kan ikke lade sig gøre både at frisætte de lokale velfærdsinstitutioner og samtidig have meget detaljerede, nationale standarder for selv samme institutioner.
Selvom vi er i gang, så er der lang vej igen, før vi er i mål.
Vi står overfor nogle definerende år i øjeblikket, der kommer til at sætte retningen for vores velfærd langt ud i fremtiden. Vi politikere i kommuner, regioner og i Folketinget er nødt til at stole mere på de lokale medarbejdere og lederes dømmekraft. Ellers kommer vi ikke til at lykkes med frisættelsen af vores velfærd.
Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål, vi skal finde svar på. Et centralt et af slagsen er, hvilken forvaltning skal der til for at understøtte de lokaleinstitutioner, når vi frisætter dem. Det skal vi have fundet ud af.
Men én ting er sikker: Jeg glæder mig til de kommende måneder og år, hvor vi sammen kommer til at forme grundlaget for fremtidens velfærdssamfund.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.