Derfor bliver 10.000 primært ikke-vestlige borgere næste år sat væsentligt ned i ydelse. 

Men det er i strid med EU-retten, vurderer professor emerita i socialret på Københavns Universitet Kirsten Ketscher.

- Det vil føre os direkte mod de internationale domstole, siger hun.

Uproportionalt

Har man som modtager af uddannelses- eller kontanthjælp til juli næste år ikke haft fuldtidsbeskæftigelse i mindst 2,5 år inden for de seneste 10 år, bliver man sat ned på den laveste sats, selvforsørgelses-, hjemrejse- eller overgangsydelse (SHO-ydelse). For nogle betyder det en nedgang i den disponible indkomst på næsten 5.000 kr. pr. måned.

Det er “afgørende, at borgere med ikke-vestlig baggrund, der har været længe i Danmark uden at opnå fast tilknytning til arbejdsmarkedet, tilskyndes til at komme i arbejde,” hedder det i det lovudkast, der var i ekstern høring tidligere på året.

Institut for Menneskerettigheder påpeger i sit høringssvar, at der er risiko for indirekte diskriminering og dermed ulovlig forskelsbehandling jævnfør Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. 

Den vurdering deler lektor i social- og ligebehandlingsret ved Københavns Universitet Amalie Frese, der forsker i sociale ydelser og anti-diskrimineringsret.

- Det fremstår ret klart, at det er et tilfælde af indirekte diskrimination, siger hun. 

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis anerkender, at lovregler, der som udgangspunkt er neutrale og generelle, kan have en indirekte effekt, som er diskriminerende, og det er tilfældet her, vurderer hun.

Det betyder, at der skal være tungtvejende hensyn, som retfærdiggør, at tiltaget er proportionalt, og det afhænger af, hvad formålet med lovgivningen er. Er det eksempelvis at få flere i beskæftigelse, skal man overveje, om der findes mindre indgribende tiltag, som rammer mindre skævt.

Blot 900 personer forventes at komme i job som følge af  forslaget. Derfor mener Institut for Menneskerettigheder, at der er risiko for, at ordningen er uproportional.

Ifølge Amalie Frese virker det paradoksalt at lægge op til lovgivning, som fra starten vurderes at have en diskriminerende eller på anden på retsstridig effekt. 

- Man kan overveje, om der bliver kalkuleret med procesrisiko (at en person ikke får medhold i et søgsmål, red.) fra myndighedernes side, siger hun med henvisning til, at vejen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kan være lang for en borger, der oplever at blive udsat for diskrimination.

EU-Domstolen slår hårdt

Det er da heller ikke Menneskerettighedskonventionen, der er mest effektiv i sager som denne, påpeger Kirsten Ketscher.

- Det er EU, der er mest central. EU-Domstolen slår hårdt - den retter man sig efter, siger hun. 

Er lovudkastet i strid med lov om etnisk ligebehandling, der hviler på EU’s ligebehandlingsdirektiv, er det derfor yderligere problematisk. Ifølge direktivet er direkte såvel som indirekte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse ulovlig.

Og der er utvivlsomt tale om indirekte diskriminering, vurderer Kirsten Ketscher - endda i den tunge ende af skalaen. 

- Det er tæt på at være direkte diskriminerende, siger hun og fastslår, at det aldrig vil komme igennem ved EU-Domstolen. 

Grunden til, at et åbenlyst diskriminerende lovudkast overhovedet ser dagens lys, kan ifølge Kirsten Ketscher skyldes, at kendskabet til diskrimineringsretten er begrænset. 

Det er et forholdsvis nyt felt, og der har da heller ikke været mange af den type sager ved EU-Domstolen. Derfor mener hun, at det vil være interessant for EU at få opbygget en praksis på området. 

Trods den begrænsede retspraksis er hun ikke i tvivl om sin vurdering. 

- Det står i direktivet!, siger hun og konstaterer, at det er “en meget interessant sag”.

Hun hæfter sig blandt andet ved, at det i både aftalen og lovudkastet fremgår, at indgrebet især retter sig mod personer med ikke-vestlig baggrund. At det også vil ramme en lille gruppe etniske danskere ændrer ikke på, at det under alle omstændigheder er indirekte diskriminerende, fastslår hun.

- Det er på kanten af Grundloven, EU-retten og Menneskerettighedskonventionen, uden at vi har fået at vide, hvorfor det er egnet og nødvendigt, siger hun.

- Man må forlange, at de fortæller, om det middel, der er valgt, er legitimt, egnet, nødvendigt og ikke disproportionalt.

Rammer børnene

Ifølge Børnerådet kan forslaget yderligere være i strid med FN’s Børnekonvention, som Danmark tilsluttede sig i 1991. Rådet skriver i sit høringssvar, at det strider imod Danmarks forpligtelser, fordi det i praksis fører til forskelsbehandling af børn baseret på deres forældres etniske og sociale oprindelse. 

I diskrimineringsretten kaldes det tilknytningsdiskriminering, når eksempelvis børn uforskyldt bliver forskelsbehandlet i forhold til andre børn alene på grund af deres tilknytning til forældrene, forklarer Kirsten Ketscher. 

- Selv hvis deres forældre har været luddovne, er det ikke børnenes skyld, siger hun.

Børnerådet mener ikke, at ønsket om at få flere fra målgruppen i arbejde må ske på bekostning af børnenes ret til et anstændigt levegrundlag. 

Vel at mærke børn der ofte i forvejen kommer fra en udsat baggrund, understreger forperson Bente Boserup i et mailsvar til Kommunen.dk.

Men hvad et anstændigt levegrundlag er, er knap så åbenbart. 

Hvor meget har man ret til?

Hvor meget man har ret til, har vi i Danmark haft vanskeligheder med at finde ud af, fortæller Kirsten Ketscher. Grundloven fastslår alene, at man som individ har ret til hjælp fra det offentlige, hvis man ikke kan ernære sig selv.

I en tysk dom blev det for nogle år siden slået fast, hvad personer som minimum skal have for at leve i overensstemmelse med den tyske forfatning. Den nøje gennemgang indeholdt eksempelvis, hvad børn skal have for at kunne lege, og hvilke skolesager de har brug for.

- Det mangler vi at få gjort her i landet, siger Kirsten Ketscher.

I Danmark har Ydelseskommissionen skelet til Rockwool Fondens Forskningsenheds såkaldte kortsigtede minimumsbudget, med henblik på at sætte et nedre niveau for kontanthjælpsydelser. Minimumsbudgettet skal midlertidigt muliggøre et beskedent, men sundt liv med mulighed for at deltage i familie- og samfundsliv. 

Sammenlignet med det må tilværelsen rent økonomisk forventes at blive udfordrende for især enlige uden børn og par med og uden børn, som bliver sat ned på den laveste ydelse. SHO-ydelsens disponible indkomster ligger nemlig under minimumsbudgettets niveauer.  

Lille problem - stor opmærksomhed

Det har ellers været en prioritet for regeringen, at færre børn skal indgå i lavindkomstgruppen. Beskæftigelsesministeriet skønner, at halvdelen af de personer, der bliver omfattet af de skærpede optjeningskrav, tilsammen har 11.000 børn, og at aftalen alene på kort sigt (2026) vil øge antallet af børn i den såkaldte lavindkomstgruppe med 1.500 børn.

Uagtet at det er midlertidigt, advarer Børnerådets forperson om, at det kan få langsigtede konsekvenser. 

- Det er under al kritik, at man med åbne øjne vil øge risikoen for, at 1.500 børn i Danmark får en dårlig start på livet. Vi ved, at en opvækst i fattigdom kan påvirke børn negativt på mange måder. Både når det gælder børns sundhed, sociale liv, deres tilknytning til skole og uddannelse, skriver Bente Boserup og påpeger, at det samtidig øger risikoen for at ende i kriminalitet. 

- Det betyder, at de småpenge samfundet sparer på forældrene, skal betales mangedobbelt tilbage senere, når nogle af disse børn får brug for støtte, og fx skal reddes ud af mistrivsel. Det giver ikke mening for mig.

Nogle kommer aldrig ind på arbejdsmarkedet, konstaterer Kirsten Ketscher.

- Hvis det kun er 10.000 personer, er det et meget lille problem, som man giver meget stor opmærksomhed. At gøre så lille en gruppe til et problem er selvfølgelig en politisk beslutning, men det betyder ikke noget for den danske økonomi, siger hun.