Hvad udgør egentlig den mulige gevinst for statsminister Mette Frederiksen (S) og udfordreren Jakob Ellemann-Jensen (V) ved at slå pjalterne sammen, selvom de i hvert fald nominelt er hinandens politiske hovedmodstandere? Og hvordan overhovedet komme dertil, når man tænker på, hvad de har både ment og sagt om hinanden?

Ministerbiler lyder det nemme svar, selv om enhver, der har prøvet at skulle arbejde på bagsædet af en bil, ved, at det er mere træls end prestigiøst. Og hvad er der i øvrigt ved en Audi A8 hvis man ikke selv må sidde ved rattet?

Et mere nuanceret svar kan udligningsreformen fra 2020 bidrage til som et illustrativt eksempel med elementer, der er parallelle til den aktuelle situation.

Forudsætningerne: En bunden opgave uden hverken lette eller indlysende løsninger. En over lang tid opbygget mistro og endda indædt mistillid mellem hovedaktørerne. Den mulige gevinst: Et velafbalanceret resultat af med lang holdbarhed. Og processen: Først til allersidst ved den udenforstående offentlighed, hvor langt man egentlig er nået med den samlede løsning.

Dårlig stemning

En reform af den kommunale udligning lå i årevis som et udtalt ønske, samtidig med at positionerne forekom urokkelige. Daværende indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) måtte opgive i 2018, og det måtte de facto også efterfølgeren Astrid Krag (S) i 2020.

Hendes håndtering af regeringsudspillets baggrundsdata gjorde ikke noget godt for forhandlingsklimaet, og da finansminister Nicolai Wammen (S) tog over, blev det først helt slemt, ikke på grund af ham, men fordi en negativ spinplan ved en fejl blev lækket af S selv og hensatte V i berettiget vrede. Så berettiget, at S måtte købe sig aflad med politiske indrømmelser.

Gensidig gevinst

For Mette Frederiksen er det udsigten til at skaffe finansiering til hendes politik, der lokker. En øvelse som borgerlige partier alle dage har været bedre til end de røde.

For Jakob Ellemann-Jensen er den store fristelse, at han med Socialdemokratiet i regering kan få partiet med på noget, som det aldrig i livet ville gå med til som oppositionsparti. Og heller ikke som regeringsparti med rød støtte. 

Forbrødringen vil gøre S’ traditionelle støtter rasende, men på sigt vil det ikke desto mindre demonstrere, hvordan S er operativt duelig i modsætning til de andre røde. Og for V vil raseriet sammen med indrømmelserne tjene til at overbevise om, at de blå faktisk har fået noget, der er regeringsdeltagelsen værd.

Et uofficielt målepunkt kunne være, at hvis ikke FH-formand Lizette Risgaard bliver stiktosset, har de blå ikke fået nok.

Stabilitet eller forlis

Om resultatet så ligesom udligningsreformen bliver velafbalanceret og har lang holdbarhed, vil vi i den aktuelle situation først vide bagefter.

Hvis man ser bort fra det partitaktiske, så kan et forhandlingsresultat, der binder en lang række elementer op på hinanden, vise sig at være en stabiliserende faktor. Det kender man fra adskillige byråd, hvor man generelt ser mere på det fælles bedste, end man sædvanligvis gør i Folketinget.

Men det kan også ende galt. Der savnes fortilfælde for at kunne vurdere, om det mest sandsynligt bliver det ene eller det andet.