Både valgkamp, valgresultat og den kongelige undersøgers forhandlinger efter FV22 er blevet kaldt historiske, men det er en historieløs betragtning. Lignende forløb er ganske gængse, når det gælder kommunerne, så indtil videre befinder vi os bare i, hvad der svarer til de første timer af en lang konstitueringsnat. Meget lang, javist, men det er der heller ikke noget usædvanligt i, i hvert fald ikke at den kan føles sådan uanset faktisk varighed.

Borgmesterpartiet, i dette tilfælde statsministerpartiet, har med naturlig autoritet sat sig for bordenden, og indkalder småpartierne et ad gangen for at høre, hvad de godt kunne tænke sig. En helt sædvanlig model, men ikke uden faremomenter, senest demonstreret i Københavns Kommune. Ikke ved konstitueringen, men ved det første budgetforløb, der cementerede styrkeforholdet i KV21-valgresultatet.

Dengang blev de øvrige partier trætte af overborgmesterpartiets enerådighed og gik sammen i et alternativt flertal uden om Socialdemokratiet, en illustration af at del og hersk-taktikken kun fungerer, hvis man lykkes med faktisk at dele og ikke driver sine modparter sammen i fælles frustration. Der er kun en nuanceforskel mellem enerådighed og magtfuldkommenhed.

Hvad det angår, er statsminister Mette Frederiksen helt sikkert mere dreven end partifællen, overborgmester Sophie Hæstorp Andersen. Men ligesom sidstnævnte havde Enhedslistens Line Barfod som et ukontrollerbart element i sine forhandlinger, har førstnævnte Moderaternes Lars Løkke Rasmussen, der i mindst lige så høj grad forfølger sin egen dagsorden.

Bogstavbingo og personlige relationer

De politisk-taktiske øvelser her efter folketingsvalget har også paralleller til kommunale konstitueringer. Der nævnes bogstavkombinationer, der ellers har været regnet for utænkelige i Christiansborg-sammenhæng, men som man i kommunal sammenhæng kan finde adskillige eksempler på.

Ved KV21 hjalp Socialdemokratiet således De Konservative med at tage borgmesterposten fra Venstre i Aabenraa og Vejen, mens det i Egedal var De Konservative der gav Socialdemokratiet en hånd med at tage borgmesterposten fra Venstre. I Tønder var Venstre aktivt med til at forhindre partiets udbrydere i Tønder Listen i at få borgmesterposten, hvilket i stedet indirekte har betydet, at listens topfigur Henrik Frandsen nu er i Folketinget for Moderaterne.

I Kolding sørgede SF aktivt for at De Konservative kunne tage borgmesterposten fra Venstre, efter at valget ellers var iscenesat som et præsidentvalg mellem Eva Kjer Hansen og Villy Søvndal. Sidstnævnte var udsat for noget lignende ved KV17, da samtlige andre partier i Regionsråd Syddanmark fandt hans tilgang til regionalpolitik et nummer for kålhøgen og satte ham på plads ved at indgå en konstitueringsaftale hvor SF var holdt udenfor.

Et eksempel på, at personrelationer kan spille en afgørende rolle. Det mest aparte af slagsen var i Slagelse efter KV17, da Liberal Alliances Villum Christensen væltede en venstreborgmester til fordel for en socialdemokratisk. Ved KV21 gik De Konservative, Venstre, Hvidovrelisten, og Enhedslisten sammen med SF for at vælte den socialdemokratiske borgmester i Hvidovre, og på Stevns var det venstreborgmesteren selv der sammen med sit parti trodsede et borgerligt flertal og lagde stemmer til et skifte til en socialdemokratisk borgmester.

Alt til forhandling, alt har en pris

Ligefrem dertil kommer vi nok ikke i Folketings-sammenhæng, men der er bestemt inspiration at hente til umage bogstavkombinationer. 

Også hvad angår substansen i forhandlingerne, minder den igangværende dronningerunde mere om en kommunal konstitueringsforhandling end om tidligere regeringsforhandlinger. Mest bramfrit formuleret sådan her af Liberal Alliances Alex Vanopslagh:

“Selvfølgelig er ting til forhandling. Det er derfor, vi dukker op.”

Sagt som svar på et spørgsmål om en advokatvurdering af Minkkommissionens beretning kan blive en politisk handelsvare, og skønt det blev pakket ind i mange tilføjelser om at man ikke er til sinds at sælge ud på det spørgsmål, er det alligevel i sidste ende et spørgsmål om den samlede pris for den samlede ydelse.

Det gælder naturligvis på begge sider, og derfor vil forhandlingerne på Marienborg og i Statsministeriet blive en større opvisning i kamelslugning, hvis de skal munde ud i en regeringsdannelse hen over midten. Der vil være nogen, der skal bankes på plads, og der vil være nogen, der skal tage sig sammen og banke sig selv på plads.

De store kameler og de helt store

I den sammenhæng var det nærmest symbolsk, da Mette Frederiksens tidligere stabschef Martin Rossen uventet dukkede op på Marienborg på den først forhandlingsdag, blot for at forlade stedet igen efter en halv time.

Forklaringen var den uspektakulære, at han var kommet for at hente sin motorcykel, men timingen gav mindelser om den scene i den anden Godfather-film, hvor hovedvidnet Frank Pentangelis storebror Vincenzo hjemme fra Sicilien viser sig på tilskuerpladserne under en senatshøring. Ikke mere end det, han viser sig bare, det er nok til at lillebroderen løber fra sin vidneforklaring, og godfather Michael Corleone slipper af krogen.

Når det gælder at løbe fra valgkampsløfter, er der en del at vælge imellem, når/hvis der er brug for at handle med nogle af dem. Ikke alle vil det falde lige svært at opgive. Eksempelvis er de luftige hensigter om politisk indblanding i fx sygeplejerskeoverenskomsten en af de kameler, der nok er stor, men som man til gengæld må kunne blive enige om at hjælpes ad med at sluge. En fælleskamel, så at sige.

En anden fælleskamel er diverse udgaver af inflationshjælp til bred fordeling. Penge pumpet ud i en inflationsramt økonomi løser ikke noget problem, det gør det tværtimod værre. Det ved hovedparten af partierne ganske udmærket, og de færreste af dem har lyst til at skabe eller forstørre problemer, som de selv skal løse, især nu her bagefter når der ikke længere skal lokkes vælgere til.

Interne parti-problemer

Nogle af partierne har rigeligt i deres egne problemer. De Konservative står foran en selvransagelsesproces, som dog næppe vil blive sat i gang, før man ved hvilken regeringsdannelse, det ender med. Bare for en sikkerheds skyld for det tilfælde at positionen som oppositionsleder skulle blive ledig.

Skønt tilsyneladende løst - men netop kun tilsyneladende - skal både De Radikale og Alternativet håndtere hver sin ledelseskrise, hvor de to lederfigurer blev undsagt af deres grupper fra starten. Det gør dem ikke til stærkt ønskværdige samarbejdspartnere, men det skal nu nok lykkes for mindst det ene af dem at holde sig til. En udenrigsministerpost til Martin Lidegaard ligner en universalløsning, der dels holder ham hjemmefra, dels giver rum til den næste i det radikale hieraki, Samira Nawa.

Venstre sidder i en anden slags kattepine, hvor hovedsponsorerne i erhvervslivet advokerer for en rød-blå regering, mens al politisk empiri om store regeringspartiers nedslidning af små tilsiger det modsatte. Af samme grund en ganske ønskværdig regeringspartner, men ikke nødvendigvis for partiet selv.

Om Moderaterne vil gøre sig godt i en regering er et åbent spørgsmål. Partiet vil åbenlyst gerne til fadet, men af dets 16 mandater indehaves de 12 af folk uden praktisk politisk erfaring. Mennesker fra det virkelige liv, kalder Lars Løkke Rasmussen dem, og sådanne er der jo ikke noget i vejen med, selvom det ifølge onde tunger blot er et andet ord for amatører. Men mængden. Der gættes allerede flittigt på, hvor mange af dem der vil skifte parti og hvor hurtigt.