Vi har ikke styr på beskyttelsen af vores civilbefolkning, hvis krigen kommer!

At de danske kommuner i disse år er presset af stigende udgifter til de store velfærdsområder ældre, unge og børn og nære sundhedsvæsen er velkendt. Lægger vi dertil de behov, vi har på anlægssiden til både klimatilpasning, kystsikring, energioptimeringer, skoler, plejecentre og dagtilbud med videre, så tegner der sig et ret udfordrende og måske endda et dystert billede af kommunernes økonomi, specielt når vi kigger frem imod 2030. Det har fyldt i den kommunalpolitiske debat i lang tid og kommer også til at udgøre en afgørende del af den kommende økonomiforhandling med regeringen.

Langt de fleste kommuner oplever nu også stigende udgifter til det kommunale beredskab brand og redning. På det område er opgaverne blevet mere komplicerede og accelereret af det massive pres, vi har set på beredskabet i forbindelse med det ekstreme vejr som blev 2023's kendetegn med både massive nedbørsmængder, oversvømmelser og snestorme.

Bekymrende beredskab

Der mangler udstyr, materiel og mandskab og et flertal af de kommunale beredskabschefer udtaler til TV2, at de oplever vi svigter borgerne, samtidig med at kommunerne afviser at kunne håndtere de stigende udgifter alene ,uden det får konsekvenser for velfærden. I en rundspørge til landets 29 kommunale beredskaber svarer 69 pct. af beredskabscheferne, at de i nogen eller høj grad er bekymrede for tingenes tilstand i deres beredskab.

Som bekendt forhandles der i øjeblikket endnu en delaftale på forsvarsområdet. I øjeblikket er det emner som civiluddannelse, løn og kvindelig værnepligt, der fylder, og der er (endnu) ikke noget der peger på, at regeringen er parat til for alvor at styrke beredskabet endsige forhandle en styrkelse og genskabelse af et egentligt statsligt civilforsvar.  

Den sikkerhedspolitiske situation er efter Ruslands fuldskala-invasion i Ukraine blevet vendt fuldstændig på hovedet. Det er, forstå det hvem der kan, sandsynligt at Danmark og Nato kan ende i en væbnet konfrontation med Rusland indenfor de næste 5-8 år.

I februar og marts 2022 var der et perifert fokus på beskyttelsesrum fra beredskabsstyrelsens side. Det nationale fokus skiftede imidlertid hurtigt til modtagelse af de titusindvis af ukrainske flygtninge, der kom til Danmark, men derudover har kommunerne indtil videre været uberørte af den sikkerhedspolitiske situation.

Fjerne blikke, upræcise svar

Når man spørger ind til kommunernes ansvar og forpligtigelser overfor vores befolkning, mødes man som oftest af lidt fjerne blikke og upræcise svar. Alle ender med at tale om sektoransvar, men når talen skal blive lidt mere konkret, så bliver svarene uklare. Hvem har ansvaret for vores befolkning? Hvad er kommunens ansvar? Hvad er den statslige opgave? Hvad er den kommunale opgave, og hvem kan støtte kommunerne i beskyttelsen af civilbefolkningen? Skulle det værste ske? Hvem passer vores ældre og svage borgere? Hvor har vi beskyttelsesrum? Hvilken stand er beskyttelsesrummene i?

Spørgsmålene er mange, men vi konstaterer, at regeringen ikke finder anledning til at følge efter vores nordiske naboer, der alle har været ude med anbefalinger til såvel befolkning som kommuner. Hvordan skal man forberede sig til den værst tænkelige situation, en krig eller en væbnet konflikt med Rusland?

Beredskabsområdet har i rigtig mange år alene været fokuseret på brand og redning. Det statslige beredskab er blevet hengemt i Forsvarsministeriet, hvor det tidligere under den kolde krig lå under Indenrigsministeriet. Kommunernes viden og erfaringer om, hvordan vi havde indrettet os under den kolde krig i totalforsvaret, ligger for de fleste meget fjernt. Der er i de færreste kommuner ansatte tilbage, der har en direkte viden eller erfaring fra tiden før 2000, hvor vi nedlagde langt den overvejende del af det statslige civilforsvar.  

Vi er nødt til at tale om elefanten i rummet. Vi er nødt til som nation at forberede os på den værst tænkelige situation. Det vil kræve en massiv indsats, hvis vi ikke også på dette område skal risikere at svigte.

Vores nationale efterretningstjenester vurderer ikke, at der er en konkret militær trussel imod Danmark, men det skal vel ikke betyde, at vi slet ikke tager en samtale om, hvad vi gør, lægger en plan for hvordan vi vil tage vare på vores civilbefolkning. 

Overblik og sammenhæng, tak

Der er uendelig mange aktører i det her område, der hver især har deres specifikke ansvar i det såkaldte sektoransvar, men hvordan får vi overblik og lavet en sammenhængende plan for hver vores kommune, der giver os både viden, indsigt og mulighed for at forberede os? Hvis det pludselig en dag bliver nødvendigt.

Alle kommuner har i dag beredskabsplaner, og allerede i dag findes der et formaliseret samarbejde med Beredskabsstyrelsen, men siden 2022 er der reelt ikke sket noget som helst.  

Det er muligt, vi har travlt, når det gælder vores militære oprustning, men i min verden har vi mindst lige så travlt, når det gælder vores civile beredskab og civilforsvar. For en plan har vi ikke.

Afslutningsvis vil jeg anbefale, at man læser den betænkning nr. 861, som Indenrigsministeriet offentliggjorde i 1979 om integration af det civile beredskab og brandvæsen. Betænkningen giver et godt billede af det beredskab, der var engang Link. 

Så er spørgsmålet blot, hvad vi gør herfra?