Hun trækker lidt på smilebåndet, når hun får spørgsmålet, for hun har hørt det før. Og mere end én gang: 

Hvorfor i alverden bytter man jobbet som administrerende direktør for Kultur- og Fritidsforvaltningen i landets største kommune ud med en stilling som hospitalsdirektør på et provinssygehus? Hospitalsdirektører er tæt på at have samme fyringsfrekvens som trænere i fodboldens Superliga, og skal der udråbes en topscorer blandt offentlige instanser med fremtidsudfordring, er det svært at få øje på nogen mere oplagt kandidat end sundhedsvæsenet.

Vi lader Mette Touborgs svar vente lidt, for den tidligere SF-borgmester i Lejre og direktør i Københavns Kommune har vigtigere budskaber på hjerte end sin egen jobhistorik. 

Godt et års erfaring i sundhedsledelse gør hende med eget ordvalg fortsat til en novice i branchen. Men tanker om både nutidige og fremtidige udfordringer for sundhedsvæsenet i almindelighed og hendes egen arbejdsplads i særdeles har hun gjort sig. Og mens hun er sin rolle som embedskvinde bevidst i forhold til politikerne, ser hun masser af muligheder for et regionalsygehus som hendes eget.

- Vi er en lille brik, men vi kan stadig gøre meget, siger hun.

Opgør med silotænkning

Øget fleksibilitet og opgør med silotænkning er begge fokusområder for Mette Touborg:

- Graden af specialisering er en styrke, men også én af udfordringerne. For naturligvis vil man gerne nørde i dybden med sit speciale i sin ansættelse som læge, men samtidig har langt størstedelen af vores patientgrundlag behov for en mere bred indsats, end ét speciale kan tilbyde. Vi har brug for fleksibilitet i forhold til rammerne på tværs af sektorer, så vi kan tage os af de relativt mange multi-syge og kronikere, siger hun.

Mette Touborg er selv uddannet sygeplejerske, men har ikke arbejdet i sundhedsvæsnet i næsten to årtier. Hendes første indtryk tilbage i sygehusvæsenet er, at opbygningen fortsat er i meget traditionelle rammer, hvor samarbejde og koordinering  på tværs ikke ligger naturligt.

Her vil Mette Touborg være med til at gøre en forskel. Skal sundhedsvæsenet håndtere fremtidens udfordringer med flere behandlingskrævende og færre ressourcer, kræver det et opgør med silotænkning på alle plan.

- Vi kan ikke lukke os og sige, at sygehuset er en silo for sig selv, og inde på sygehuset er vi yderligere en række siloer under forskellige specialer. Vi er simpelthen nødt til at arbejde mere sammen på tværs, både på det enkelte sygehus, men også mellem sektorerne. Det gælder også samarbejder med kommunerne omkring, hvad kan vi tilbyde dem. Der vil der også være et øget behov i forhold til, hvad vi har været vant til, siger Mette Touborg.

Velfungerende samarbejde med kommunerne

Hun understreger samtidig, at Holbæk Sygehus har et velfungerende samarbejde med kommunerne i den tilhørende sundhedsklynge. Det ser Mette Touborg spændende perspektiver i. Samarbejdet mellem borgmestre og regionsråd i det politiske forum og kommunal forvaltning og sygehus i det faglige strategiske forum.

Det første, håber hun, kan skubbe til at få etableret overordnede rammer fra Christiansborg:  Hvilke forventninger man har til forvaltning, embedsværk og sygehus om fælles, underliggende opgaveløsning.

- Vi kommer til at udvikle masser af nye løsninger. Det kan være noget forholdsvis enkelt, hvor vi stiller rådgivning til rådighed for de kommuner i klyngen, som måske har vanskeligere ved at rekruttere end andre. Det er ikke sikkert, at alle skal behandles ens, men vi er nødt til at finde ud af, hvilken hjælp, der er brug for imellem os, siger Mette Touborg.

Her kommer prioriterings-debatten også på banen. For selvom debatten er svær, kommer vi ikke udenom at skulle vælge noget fra til fordel for noget andet, fastslår Mette Touborg. Spørgsmålet er så, hvem der skal træffe beslutningerne.

- Personligt tror jeg, at det er nødt til at være i en tilbagevendende dialog og kvalificering. Det er nødt til at være det politiske, der sætter rammen for, hvordan prioriteringer sker, om ikke andet må de pege på, hvem der skal foretage dem. Man kan ikke alene lægge det ud til en faglig prioritering. Og det er vel, fordi vi befinder os et sted, hvor det er dels politik og dels faglighed, siger Mette Touborg, som er overbevist om, at det bliver nødvendigt med en forventningsafstemning med befolkningen. 

- Hvad er det, vi kan tilbyde som sundhedssektor i fremtiden? Det er et politisk spørgsmål.  Vi er jo nødt til at forholde os til, at der  bliver flere, som har brug for behandling, pleje og omsorg både i de unge år og i de senere år, samtidig med at gruppen til at udføre behandlingen, plejen og omsorgen bliver mindre, tilføjer hun.

Har hele tiden villet være sygehusdirektør

Og så vender vi tilbage til spørgsmålet om, hvorfor hun frivilligt har valgt et skifte til en af de mest udsatte direktørposter i hele den offentlige sektor. Det har faktisk været en del af planen igennem hele hendes karriereforløb, selv om hun først var omkring borgmesterposten i Lejre og derefter stillingen som administrerende direktør i København i forvaltningen i mere end 20 år.

- Det er godt nok mange år siden, jeg har været her (i sundhedsvæsenet red.), men dengang, jeg blev uddannet sygeplejerske, besluttede jeg mig faktisk for, at jeg gerne ville være sygehusdirektør på et tidspunkt i mit arbejdsliv. Det gjorde jeg vel, fordi jeg som sygeplejerske på gangen, tæt på patienterne, nogle gange syntes, at sygehusledelsen var lidt langt væk fra driften i hverdagen, fortæller Mette Touborg.  

Det fik hende i første omgang til at påbegynde uddannelse på statskundskab for senere at kunne kombinere de to for at “komme tilbage som en virkelig kompetent sygehusdirektør”. 

Sådan gik det ikke helt, fordi karrieren tog et andet spor.

- Jeg har lavet en masse andre ting, og nu sidder jeg her som sygehusdirektør og trækker jo selvfølgelig på noget af min faglige baggrund og godt 20 års erfaring som leder. Så på den måde er det ikke tilfældigt, at jeg vælger karrieren som sygehusdirektør som det næste skridt, siger Mette Touborg. 

Timingen handler om andet end et opportunt jobtilbud. 

- Jeg har jo en helt klar oplevelse af, at vores sundhedssektor er mere presset end tidligere. Jeg kender det fra kommunerne, og i min tid som borgmester så jeg jo, hvordan den del af sundhedssektoren fungerede. Jeg er ekstremt optaget af behovet for, at vores sektorer spiller sammen. Det skal fungere, hvis vi skal lykkes med at tilbyde alle borgere i Danmark den behandling, pleje og omsorg, der er brug for.  

Fint at visionerne ligger et andet sted

Springet fra kultur i København til sygehusledelse i Holbæk har ledelsesmæssigt ikke været voldsomt, siger Mette Touborg. For i bund og grund er mekanismerne de samme, og flere ting ligner end adskiller de to opgaver fra hinanden.

- Jeg er optaget af, at vi hele tiden er velorienteret som sygehusledelse. Det var jeg også, da jeg var i direktionen i København. Jeg har en høj grad af tillid til, at afdelingscheferne løser rigtig meget. Men jeg vil være orienteret. Jeg vil kende til klagerne. Jeg vil kende til de utilsigtede hændelser.  Jeg vil følge med i, hvordan vi sikrer os, at vi får læring af det, understreger hun.

Med erfaring som både politiker og embedskvinde befinder hun sig godt med, at også hendes nuværende arbejdsplads er under politisk ledelse med en politisk bestyrelse, som udarbejder visionerne for målsætningen på sygehusene. 

Alle har indflydelse 

Da Mette Touborg stoppede som borgmester for at søge over i det administrative, var et af målene netop at blive en del af den udøvende del af velfærdssamfundet. Hun følte sig overbevist om, at den konkrete indflydelse var større her end på det politiske niveau.

Erfaringerne i administrationslagene har ikke nødvendigvis bekræftet den teori. Som direktør har hun positive oplevelser med politikere, som holder igen med at sige ‘Nu gør vi sådan her’, men i stedet ‘Vi vil gerne opnå det her, hvordan gør vi?’ Så kan direktionen tage over og bede administrationen om at hjælpe med at foreslå politikerne løsninger til at nå frem til målet. 

- Direktionen og politikerne har stor indflydelse, men det har man også i driftsorganisationen. Min pointe er, at indflydelse ligger ikke ét sted. Indflydelse ligger alle steder, og hvis vi rigtig skal flytte noget, så skal vi jo flytte det sammen, siger Mette Touborg, som stadig er bevidst om – og glad for – at den visionære del af arbejdet og de politiske  udmeldinger sker på et andet niveau end hendes eget.

- Det vil jeg gerne blive ved med at minde os om. For når vi kommer ud på et sygehus og væk fra, hvor politikerne sidder, er det måske ikke nødvendigvis det, vi får talt mest om. Men vi har en politisk bestyrelse, der har besluttet nogle visioner hos os,  som vi skal oversætte og omsætte.