For en del år siden, i nullerne, interviewede jeg en ældre dame, der 30 år tidligere havde arbejdet for KTAS.

Hendes opgave var at tømme de gammeldags telefonbokse for mønter, og 4. august 1977 blev lige netop denne kvinde første offer for 'Bombemanden fra Gladsaxe’. Han havde monteret en rør-bombe i en af de bokse, hun skulle tømme for enkroner og 25-ører, og da hun hun åbnede døren og bomben sprang, sprængtes også hendes trommehinder samt selvfølgelig alt glasset i boksen. 

Men det var ikke værre, end at hun simpelthen tog telefonen i den ødelagte boks, ringede til sin mand og fortalte hvad der var sket.

'Den virkede jo endnu', som hun sagde. 

Der kom flere bomber fra 'Det omvendte syvtal', som alle troede var en terrorgruppe, men som viste sig at være en gymnasieelev på gale veje. 

KTAS tog konsekvensen; fjernede samtlige døre på boksene og gemte dem et hemmeligt sted. Planen var, de skulle sættes på igen, men det skete aldrig.

Den lukkede, diskrete telefonboks forsvandt og kommer aldrig mere tilbage. 

Hver mand sin boks
I dag er der ingen, der lukker døre, når de taler i telefon. Det foregår offentligt; for eksempel via et par trådløse, hvide Apple Airpods, der står i små 1.500 kroner og smyger sig ind i brugerens ører, så man næsten ikke ser dem.

Brugen af Airpods har en bieffekt: De tvinger bæreren til at gå på en bestemt meget opret måde og undgå pludselige bevægelser, der måske kunne ryste de små hovedtelefoner ud af øret. 

Bevægeligheden begrænses generelt, når man er på mobilen, hvilket enhver, der har gået bag en telefon-snakkende/tweetende/facebook-opdaterende/sms-skrivende medborger på gaden, sikkert selv har bemærket. 

Med mobilen bevæger vi os langsomt gennem det offentlige rum, som var vi midt i en teleportation og som var de andre på gaden blot spejlinger, der hverken hører eller ser. 

Og vi nøjes ikke med at tale til hinanden.

Vi taler i stigende grad til maskiner. Til ting. 

En psykolog fra 70erne ville have haft en diagnose at hæfte på den opførsel, men i dag er alle nødt til at tale til teknologien.

‘Hej Siri’ eller ‘Alexa’ eller ‘Hey Google’ siger vi til maskinerne. 

Og de svarer.

Overvåget 24-7
DRs P3 har netop lavet en test, hvor værterne simpelthen bare sagde ‘HEJ SIRI, ring 70202020’ ud i æteren. Det fremkaldte en seriøs automatisk telefonstorm på nummeret, som er P3s eget. Pludselig gik det op for alle, at telefonen lytter hele tiden. 

Også til andre end ejeren. 

Men det stopper på ingen måde her: Vi kommer til at tale meget mere til ting i fremtiden, hvis man kan stole på for eksempel techgiganten Amazon, der står bag en lang række robotprodukter, de fleste designet til stemmegenkendelse.

På konferencen ‘re:MARS’ kunne man blandt andet opleve robotten ‘Cruzr’, som bruges i hotelbranchen, erstatter en tjener og kan modtage ordrer på drikkevarer eller snacks. Til gengæld kan den ikke selv bære varerne frem, selv om den har hænder, men det kommer jo nok?

Til stede på konferencen var i øvrigt verdens rigeste mand, Jeff Bezos, som sammen med Elon Musk har gjort rumfart og kolonisering af andre planeter til sin seneste astronomisk dyre hobby og vanvittige vision på en fremtid for (en astronomisk lille del af) menneskeheden.

Noget blødt under vesten
Og det stopper heller ikke der: Der er nye briller på vej, de hedder ‘Focals’, og hvis de holder, hvad de lover, så er de Google Glass på steroider: De har indbyggede holografiske skærme, som kun den, der har dem på, kan se, og de kan betjenes via Amazon Alexa’s stemmekontrol.

Den stemmekontrol har Bezos i øvrigt også proppet i en banal stikkontakt, der nu hedder en ‘smart plug’. 

Når den er installeret, skal du bare råbe ud i dit køkken, så bliver der tændt for elkedlen, og du er helt fri for det uoverkommelige arbejde med at trykke på en kontakt. Tillykke?

Amazon bryster sig af, at deres ‘anlæg’ bruger over 200.000 robotter, der skubber rundt på ting og pakker ned, og ræser rundt i et så hæsblæsende tempo, at talegenkendelse åbenbart ikke kan bruges der. Det er ihvertfald ikke nok bare at sige: ‘PAS PÅ, STOP’, hvis en robot er på vej imod en. Her skal man være iført Amazons egne sensor-pakkede ‘Floor Safety’-veste, der både fortæller robotterne, hvordan du arbejder, så de kan kopiere og erstatte dig over tid, og gør opmærksom på, at der er en skrøbelig, menneskelig og sandsynligvis snart udskiftet kollega, der lige nu må køres udenom og bruges ekstra tid på.

Tid, vi åbenbart ikke har mere.

Effektive men umenneskelige
Spørgsmålet er, om den fremtid, tech og politikere udstikker, overhovedet er egnet til mennesker? 

På alle fronter digitaliseres det, som vi før måtte snakke os frem til. Alt skal nu være algoritmisk computer-retfærdigt; fra lovgivning og lægebehandling over banklån og uddannelsesvalg til tvangsfjernelse af børn. Meget snart skal vi diskutere direkte med maskiner, der bestemmer over os, maskiner, der er mere ligeglade med os, end selv den koldeste bureaukrat. 

For maskiner er mennesker bare tal. Og resultatet er givet på forhånd, den ER regnet ud - uanset om vi piver eller synger. 

Imens er kunstig intelligens allerede i gang med næste skridt: At gætte, hvad vi vil, før vi har åbnet munden. Ord er dybest set bare potentielle fejlkilder.  

Vi overflødiggør os selv, men værre endnu: Vi overflødiggør også hinanden, og det, tror jeg, vi bliver rigtig kede af. For vi vil gerne være nyttige, være der for den næste.

Mennesker kan noget, maskiner ikke kan, vi kan vise forståelse og nåde, og vi kan finde ud af noget, gå på kompromis, finde en løsning, sammen. 

Maskinerne finder kun på det, der ligger indenfor deres udfaldsrum, og det bliver ikke større, end det kan betale sig.

Vi er vores eget problem
KTAS damen fra Gladsaxe så i øvrigt allerede fremtiden dengang, jeg talte med med hende. 

Og fremtiden fyldte hende med undren: 

‘Jeg kunne ikke forstå, hvorfor folk gik og snakkede med sig selv. Og holdt den ene hånd hårdt mod øret. Jeg tænkte: Det er dog utroligt, så mange der har problemer med ørene’, sagde hun. 

I dag, 19 år senere, taler alle med ting.  

Mennesket er et chance-tagende, blødt, selvmodsigende, trængende, gavmildt, destruktivt, selvisk og kontruktivt skabende væsen. Vi er ulogiske, smukke, poetiske dyr, ude af kontrol.

Der er kræfter, der mener, maskiner kan gøre os forudsigelige og systematiske, men vil vi overleve det? Uden hinanden?

Måske skulle vi se at få snakket lidt sammen om det, os mennesker? 

Helst et eller andet sted, hvor maskinerne ikke lytter med. Måske kan vi finde nogle døre fra nogle telefonbokse, der var engang. Gemme os lidt bag dem for at genopdage, hvor lidt vi behøver for at være noget for hinanden.