Mange gider en rockkoncert, få gider bunker af papir og møder
Mange gider en rockkoncert, få gider bunker af papir og møder
- Tid er noget af det, unge er allermest nærige med. De kan ikke overskue at sige ja til politisk arbejde, hvor de forventes at engagere sig for ever. De vil have en konkret tidshorisont, så det ved, hvornår det slutter.
Sådan lød en beskrivelse af udfordringen ved at engagere unge i politik, som den ser ud fra Olav Hesseldahl, stifter af Ungdomsbureauet, som blandt andet afholder Ungdommens Folkemøde i september.
Han var en af deltagerne i et debatmøde på Folkemødet om, hvordan man rekrutterer nye kandidater til kommunalpolitik. For, som KL-formand Jacob Bundsgaard indledte debatten med at konstatere: Deltagerne i det kommunale demokrati er som regel ret grå i toppen.
Olav Hesseldahl fortalte, at det er forholdsvis nemt at finde unge frivillige til det årlige ungdommelige folkemøde, netop fordi det er et konkret projekt. Til gengæld oplever han, at få unge tiltrækkes af de politiske partier.
- Man skal passe på med at skære alle unge over en kam, men de fleste skræmmes væk af partipolitik, hvor de skal købe en hel pakke. De er ikke parate til at hoppe ombord i en hel ideologi, mente han.
Konkrete opgaver
De to deltagende borgmestre, Erik Buhl (V) fra Varde og Jacob Bundsgaard (S) fra Aarhus, havde lignende erfaringer, både med unge og andre borgere.
- Det er ikke, fordi man ikke engagerer sig, man gør det bare meget specifikt og konkret. Vi skal nok ikke forvente, at ret mange vil kaste sig ind i at søge valg til kommunalbestyrelsen, for det er en kæmpestor opgave med bunker af papir og møder i ét væk. Men vi kan arbejde med mere inddragelse med korte forløb og konkrete problemstillinger, mente Bundsgaard.
- Vi har et ungeråd i Varde, hvor folk bare kan komme og gå og blande sig, når de har lyst. Det fungerer. Selvfølgelig kan vi ikke gøre det samme i byrådet, det ville blive noget kaotisk. Men vi skal turde nytænke, sagde Erik Buhl.
Ikke nok at blive hørt
Altafgørende for at få nogen til at engagere sig er, at man føler sig hørt, fremhævede både Hesseldahl fra Ungdomsbureauet og Lars Lillerholm fra Ældre Sagen.
- De fleste steder har vi et godt samarbejde med kommunerne, men der er også frustrationer. Vores medlemmer møder dygtige politikere og embedsmænd, de får en god kop kaffe, men ofte ikke så meget mere. Vi kunne engagere flere, hvis møderne udmøntede sig i konkret handling, sagde han og tilføjede, at kommunalreformens større kommuner har gjort det sværere at engagere medlemmerne i kommunalpolitik.
Olav Hesseldahl fremhævede en ordning i København og Aarhus, hvor unge kan søge penge til konkrete projekter.
- Her er en pose penge, værsgo, det er jeres penge. Så føler man, at man ikke kun er med på råd, men har reel indflydelse.
Ifølge livsstilsekspert Christine Feldthaus går unge ind i frivilligt arbejde, fordi det føles relevant - i modsætning til partipolitisk arbejde.
- Politik er for ufokuseret, for svært at få hånd om. For diffust. Hvis man får at vide: du kan få penge til at lave en rockkoncert, så er det konkret, så går vi ind i det, fordi det giver os noget. Det andet er blevet for diffust for de fleste mennesker, sagde hun.
Prik på skulderen
Feldthaus rådede til at prikke til folk, hvis man gerne vil have flere med.
- Det er sværere at holde sig væk, hvis der bliver inviteret: Nu skal vi holde seks timers fest, vi skal diskutere politik først, og så er der fadøl, sagde hun.
Samme erfaring har de to borgmestre, dog uden fadøl:
- Hvis vi inviterer, kommer der flere, end hvis vi bare sætter en annonce i avisen, konstaterede Erik Buhl.
Jacob Bundsgaard havde et konkret eksempel fra et projekt om medborgerskab, hvor Aarhus Kommune skrev ud til 2000 tilfældige aarhusianere og inviterede dem til at bruge en weekend på debat, og nogle udvalgte skulle bruge yderligere tid derefter. 10-15 procent af dem tilmeldte sig.
- Når man siger til borgerne: Vi har brug for dit input, så stiller mange op. Engagementet er der, vi skal bare have fundet måder, hvor folk kan engagere sig midlertidigt og specifikt, fortalte Jacob Bundsgaard.
Derefter er udfordringen at finde dem, som er villige til at yde endnu mere.
- For vi har også brug for nogle, som vil tage den store tørn, engagere sig i det generelle og træffe de svære beslutninger. Hvis man føler, at det er givende at engagere sig, får nogen forhåbentlig lyst til også at kaste sig ind i den store opgave med at afveje alle hensynene, der er i kommunalpolitik, mente han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.