Går man en tur rundt i København eller Aarhus, ser man den ene bus køre forbi efter den anden. Der er butikker, unge og udvikling nok.

Det er ikke det billede, der gør sig gældende ude i landdistrikterne. Her er der til gengæld plads nok, der er ro, men også mange tomme butikker. I de senere år har vi set, hvordan flere og flere flytter til de større byer. Det bliver sværere at tage en uddannelse tæt på ens eget hjem. Og havde blandt andet SF ikke kæmpet, så var uddannelsestilskuddet til gymnasier i mindre byer blevet afskaffet. Her gør en halv million kroner en verden til forskel.

Men det handler altså ikke om, at landdistrikterne skal kunne det samme som byerne. Selvfølgelig kan Kruså ikke være København eller omvendt. Det handler mere om et Danmark i balance, og et Danmark, hvor man sagtens kan gå på handelsskolen, uanset om man bor i Varde eller Vallensbæk. Og at børnefamilier nemt kan sende deres børn i daginstitutioner og børnehaver.

Andre steder skal man langt for at finde den nærmeste læge. Og så er det også her, huspriserne først falder – faktisk er nogle nærmest stavnsbundne, fordi huset har tabt værdi, så man ikke kan komme af med det.

Hvor langt skal vi gå for at bevare livet på landet

Det gør det også svært at være kommune. For skatteindtægterne falder, mens landskabet så langt øjet rækker, er fyldt med såkaldte øjebæer. Ja, overdrivelse fremmer forståelsen. Men det stiller åbenlyst spørgsmålet om, hvor langt vi skal gå for at bevare livet på landet. Selvfølgelig er der en grænse for det. Men jeg vil gerne give et eksempel på noget, som i virkeligheden er et meget godt billede på de senere års stedmoderlige behandling af landdistrikterne.

For nylig præsenterede et flertal af partier fra Folketinget herunder SF en historisk aftale for domstolene. Det er nemlig første gang, vi gør det. Regeringens egen ekspertgruppe lagde op til at lukke bitingstederne og forringe retssikkerheden i landdistrikterne. For det er alt andet lige nemmere at få hjælp til sin sag i Tønder, hvis man bor der og ikke har en bil, end hvis man skal tage offentlig transport til hovedretten i Sønderborg.

Kæden hopper bare af, når vi i det seneste politiforlig fik indført flere nærpolitistationer. For hvis vi vil have mere nærpoliti, så må vi jo også have flere nærdomstole. Det giver ingen mening, at retssikkerheden så forværres, selvom der sættes flere muskler af til at forhindre og opklare lokal kriminalitet.

Et skridt frem og to skridt tilbage

Den tankegang er desværre symptomatisk for landdistrikterne. Det er altid et skridt frem og to skridt tilbage. Det giver anledning til at se på, hvordan beslutningerne påvirker landdistrikterne. Derfor foreslår SF sammen med Danmarksdemokraterne, at det bliver obligatorisk at give lovforslag en landdistriktsvurdering, og sikre at vi kender lovforslagets konsekvenser for landdistrikterne. I dag er det sådan, at forslagene kun bør vurderes – ikke skal.

Er det langt nok for at få rettet op på de skævheder, der er mellem byerne og landdistrikterne? Nej. Der skal mere til at rette op på de skævheder, der er mellem land og by. Men det er trods alt et skridt i den rigtige retning.

For vi har set skiftende regeringer lave den et-skridt-frem-to-skridt-tilbage-manøvre. Jeg håber dog, at vi med den nye minister for landdistrikter også ser et større fokus på landdistrikterne. Selvfølgelig skal vi gå langt for landdistrikterne.