Det kan være risikabelt for borgerne og kommunens økonomi at digitalisere – og det kan være risikabelt at lade være.

På den ene side hævder fortalerne, at digitalisering kan løse samfundsproblemer som mangel på arbejdskraft, aflastning af et presset sundhedsvæsen, Danmarks fremtidige erhvervsudvikling og selv klimakrisen. På den anden side hævder skeptikerne, at digitalisering medfører eksklusion af digitalt ressourcesvage borgere, risiko for datamisbrug, flere unge med sociale problemer og afhumanisering af offentlige serviceydelser. 

Begge sider af historien har fat i noget vigtigt. Netop derfor har vi brug for demokratisk valgte politikere til at beslutte ansvarlige anvendelser af digitalisering i kommunerne. Alligevel viser min forskning, at kommunerne fortsat ikke for alvor har digitalisering på den lokalpolitiske dagsorden – hverken som selvstændigt tema eller som et perspektiv på andre temaer. Det er et demokratisk problem, som har især fire årsager.

Barrierer for politisk engagement

• Rolleforståelse. Mange politikere ser sig selv i rollen som bestyrelsesmedlemmer, der sætter retning og rammer, men ikke skal vurdere ”tekniske” valg eller anvendelser af digitalisering. Dette indebærer, at mange valg bliver overladt til ikke demokratisk valgte medarbejdere, fx at vurdere om spiserobotter er et relevant tilbud for handicappede, eller om algoritmer kan anvendes i prioritering af socialsager.
• Interesse. De fleste politikere er valgt på dagsordener, fx sikre skoleveje eller bedre normering i børnehaverne. Ingen er valgt på mere digitalisering af velfærdsopgaver. Dette hænger blandt andet sammen med, at de fleste borgere efterspørger velfærd, og ikke digitalisering. Derfor er kun få politikere optaget af digitalisering. Samtidig er digitalisering først de senere år blevet en prioritet for topledelserne, som i praksis udarbejder den politiske dagsorden.

• Indsigt. Hovedparten af politikerne har kun brugererfaring med teknologi. Selv om disse erfaringer udvikler sig hurtigt, så beskriver mange politikere digitalisering som ”en sort boks”, hvor de ikke kan gennemskue, hvad der foregår, og hvad konsekvenserne er. Dette forstærker ønsket om at delegere opgaven til embedsværket, der dog også har svært ved at forstå teknologierne.
• Risiko. Stribevis af it-skandaler har vist os, at digitalisering er risikofyldt. Som en borgmester udtrykker det: ”Det bedste jeg kan håbe på er, at ingen hører om vores it-projekter, for så er det gået godt. Hvis det går galt, så er der til gengæld både en ny skandale og spild af skatteborgernes penge”. Ubalancen mellem den politiske upside og downside gør det meget lidt attraktivt for politikere at gå ind i digitale projekter.  

Mulige løsninger

Heldigvis har mange kommuner i stigende grad også fundet gode løsninger på at komme rundt om barriererne og engagere det politiske liv. De tre vigtigste løsninger er:

• Tag afsæt i velfærdsopgaverne. Politikere, borgere og fagmedarbejdere er mere interesserede i velfærdsopgaver som gode folkeskoler end teknologi. Derfor bør afsættet for digitaliseringsdebatten være velfærdsopgaverne og ikke teknologierne. Det vil sige: undersøg fx om digitalisering kan hjælpe børn med social angst tilbage til skolegang, og brug analoge løsninger, hvis disse vurderes bedst.
• Gør det konkret. Demonstrér ved fysiske besøg eller video, hvordan fx skærmteknologier kan bruges i ældreplejen. Husk at vise både fordele og ulemper. Det giver indsigt, så man ikke havner i en uoplyst skyttegravskrig i kommunalbestyrelsen om teknologi versus varme hænder.
• Involver borgere og medarbejdere. Det fordeler og reducerer risikoen, hvis de berørte medarbejdere og borgere, brugerråd, lokale foreninger, virksomheder mv. involveres i vurderingen af teknologier. Det giver også politikerne mulighed for at starte i en lytteposition, og det giver ejerskab hos de berørte interessenter, når digitalisering er noget ”vi gør sammen”.