Lærere finder nye veje online
Lærere finder nye veje online
Gratis undervisningsportaler, historiebogen fra fremtiden og kommunikation på Snapchat. Over hele landet arbejder flere institutioner sammen for at skabe undervisning til skolebørnene.
Lykke Bonde Madsen er lærer på Kegnæs Friskole i Sønderborg. Hun udnytter situationen til at prøve nye kommunikationsplatforme af og forsøger blandt andet at tale sammen med sine elever på Snapchat.
- Det er virkelig vigtigt, at eleverne får en succesoplevelse til at starte med, hvis fjernundervisningen skal virke. Jeg forsøger med Snapchat, fordi det er deres univers. Og min kollega har god erfaring med det, fortæller hun.
Det er virkelig vigtigt, at eleverne får en succesoplevelse til at starte med, hvis fjernundervisningen skal virke.
Lykke Bonde Madsen og hendes kollega er ikke den eneste. I Facebookgruppen ‘For os der underviser på mellemtrinnet’ beretter andre skolelærere også om, at de bruger Snapchat som kommunikationsplatform.
Alle hjælper alle
På Facebookgruppen deler lærerne også flittigt undervisningsmateriale med hinanden.
Lykke Bonde Madsen har blandt andet delt en historieopgave, eleverne kan løse i historieundervisningen derhjemme. De skal skrive fremtidens historiebog om de dage, der udspiller sig lige nu. Initiativet har modtaget ros fra lærerkolleger landet over. En af dem skriver ‘mageløst’, og en fortæller, at hun vil låne det til brug i sin egen klasse.
Historiebogen fra fremtiden
Lykke Bonde Madsen har lavet en historieopgave, der tager udgangspunkt i den nuværende corona-situation.
Opgaven er tiltænkt 6.-7. klasse og er formuleret således:
Vi lever historien lige nu - og sådan kunne et kapitel om Corona godt starte i en fremtidig historiebog! Hvad vi oplever i disse dage, kommer til at blive skrevet om i historiebøgerne, og jeres børnebørn vil spørge jer om, hvordan det var at leve på denne tid. Derfor er det godt at være velinformeret og opdateret. Du skal nu skrive videre på kapitlet.
Denne opgave er dybdegående, så giv dig god tid til den. Du behøver ikke at arbejde på den hver dag, men du skal bruge mindst 2,5 timer på den om ugen. Du skal arbejde på den i både uge 12 og 13 - og evt. flere uger frem, hvis hjemmeskolen fortsætter.
Efter to uger skal du aflevere mindst to velskrevne, korrekturlæste sider (skriftstørrelse 12, 1,5 linjeafstand). Opgaven skal være baseret på fakta, og billeder, diagrammer og kilder skal indgå.
Du må skrive om det, der interesserer dig ved Coronavirussen. Husk dog, at opgaven skal skrives om en historiebog. Hvis du ikke ved, hvad du vil skrive om, så skriv om de tre første punkter på idelisten.
Idélisten:
Ideer til kapitelindhold
- Videre information om Coronas udvikling
- Tidslinje
- Grafer og fotografier
- Forskellige landes politiske indgriben
- Danmarks nedlukning
- Førstehåndskilder fra fx. danske skoleelever med hjemmeskole
- Konspirationsteorier om Coronas oprindelse
- Med mere - kun fantasien sætter grænser!
Kilde: Lykke Bonde Nielsen, skolelærer Kegnæs Friskole
For Lykke Bonde Madsen er det helt naturligt at dele sit arbejde med de andre online.
- Jeg har selv været god til at låne fra andre, så jeg er rigtig glad for at kunne give lidt tilbage. Men det kom som en overraskelse, hvor gode vi er til at hjælpe hinanden, fortæller hun.
Når teknikken driller
Både Aula og mange af de populære undervisningsportaler har oplevet problemer med, at så mange lige pludselig vil logge ind på samme tid. I Facebookgrupperne holder lærerne hinanden opdaterede på, om det er generelle problemer, eller om det måske er lærernes eget net, det er dårligt.
Open source-tankegangen, hvor alle deler med alle og hjælper alle, rammer virkelig lærerverden lige nu.
Hjælpen gælder også, når teknikken bag programmerne ikke lige gør, som der bliver sagt. Og for nogle lærere er det online meget nyt. Derfor bruger lærerne også tid på at hjælpe hinanden med at komme i gang.
- Hvordan booker man film til eleverne, så de kan se den hjemmefra, spørger en lærer.
Opslaget har fået 41 kommentarer med bud på, hvordan læreren skal booke film. Længere nede i kommentarsporet skriver læreren tak for hjælpen. Kommentarsporet vidner desuden om, at læreren ikke var den eneste, der havde det spørgsmål.
- Open source-tankegangen hvor alle deler med alle og hjælper alle, rammer virkelig lærerverden lige nu, fortæller Lykke Bonde Madsen.
For hende er det en af de eneste positive ting ved undervisningssituationen.
- Det er mega fedt for mig lærerfagligt at prøve fjernundervisning af. Alle bliver forhåbentligt meget bedre til det meget hurtigt. Også selvom omstændighederne ikke er de bedste, siger hun.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.