Klumme/
Kulturjournalistikken forsvinder, mens behovet vokser
Klumme/
Kulturjournalistikken forsvinder, mens behovet vokser
Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk
Medierne nedlægger kulturredaktioner, mens borgerne råber på mere viden om kulturlivet, særligt lokalt. Det virker paradoksalt, at vi i en tid med stigende interesse for kultur ser en nedgang i kulturjournalistikken.
Kulturens Analyseinstitut er i gang med et omfattende arbejde: at kortlægge kulturlivet i alle danske kommuner. Indtil videre har vi gennemført undersøgelsen i fire kommuner, så der er stadig lang vej igen. Vores tilgang består i tæt samarbejde med de enkelte kommuner, hvor vi gennemfører grundige borgerundersøgelser om borgernes kulturaktiviteter og -vaner. Samtidig indsamler vi data fra nettet for at få et overblik over flere års udbud af kultur i kommunens geografiske område.
Et gennemgående resultat i vores undersøgelser er, at borgerne har stor interesse i kultur, men efterlyser mere information om, hvad der sker i deres lokale kulturliv. Manglen på tilgængelig viden er den altoverskyggende årsag til, at flere ikke deltager mere aktivt i kulturtilbuddene. Det er ofte svært at finde ud af, hvad der foregår, især når arrangementerne er organiseret af civilsamfundet, hvor informationen ofte cirkulerer internt i eksisterende fællesskaber. Er man ikke en del af disse fællesskaber, går man glip af informationen.
Dette problem bliver især tydeligt, når vi taler med tilflyttere, der inden for de seneste fem år er flyttet til kommunen. De oplever det som særligt udfordrende at få overblik over det lokale kulturliv.
To ting står klart: Dels er interessen for at deltage i og opleve kultur enorm, og der er en stor appetit på at vide mere om, hvad der sker. Dels er der en bekymrende tendens, hvor både lokale og regionale medier nedlægger deres kulturredaktioner og fyrer kulturjournalister. Hvordan kan disse to ting hænge sammen?
Billetsalget stiger kraftigt
Vi har ikke svaret i Kulturens Analyseinstitut, men vi undrer os. Når vi ser på kulturlivet, er der markante stigninger i deltagelse. Billetsalget til koncerter, festivaler og museer stiger kraftigt, og besøgende på bibliotekerne oplever også en opblomstring. De stærke lokalsamfund kendetegnes ved nye, stærke mødesteder og lokale aktiviteter, som deles og opleves i fællesskab. Flere landsbyer, der går sammen om sådanne initiativer, kan ikke blot fastholde deres beboere, men også tiltrække nye tilflyttere.
Hvad er det, der sker med vores lokale og regionale medier? Er der noget i de traditionelle formater for formidling, der simpelthen ikke virker længere? Når vi ser, at medierne nedlægger deres kulturstof, flytter interessen i stedet over på de sociale medier. Mere end 10 pct. af danskerne er aktive med mange timer hver uge som frivillige administratorer og redaktører i lokale Facebook-grupper, hvor de deler begejstring, viden og engagement om, hvad der sker af spændende ting i deres lokalområde – meget af det er kulturliv. Facebookgrupper som bruges hver uge af mange, mange danskere.
Tværgående kulturkalendere deles på nettet
I mange kommuner forsøger man at kompensere for denne udvikling. Der oprettes tværgående kulturkalendere, der deles på nettet og sociale medier, og der arrangeres velkomstmøder for tilflyttere, hvor de præsenteres for det lokale forenings- og kulturliv. Interessen og begejstringen for sådanne tiltag er stor. Men samtidig er det afgørende for et lokalområde at have stærke lokale medier.
Det ville være endnu bedre, hvis alt dette engagement og interesse blev kanaliseret gennem de lokale medier, så de samtidig styrkede den demokratiske fælles platform, som lokale medier jo oplagt er.
Vi har blot observeret disse tendenser; vi har ikke løsningen. Derfor opfordrer vi til, at man lokalt starter samtalen om, hvad der skal til, og hvad der skal ske. Vi ved godt, at lokale og regionale medier er økonomisk pressede og har begrænsede ressourcer til nytænkning og udvikling. Men vi opfordrer til, at denne samtale starter, så den enorme interesse for kulturlivet også kan være med til at styrke vores lokale medier.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.