Kommuner mangler vuggestuer: I Skanderborg ringede grædende mødre til kommunen
Kommuner mangler vuggestuer: I Skanderborg ringede grædende mødre til kommunen
Et gråt festtelt er slået op bagerst på Børnehuset Gyvelhøjens grund. Teltet minder om et, man lejer til en 40-års fødselsdag, og indenfor er luften tæt og lun. Gulvet er i hård plast, i den ene ende er der toiletvogn, i den anden et stort fællesrum.
Vi er i Galten, og 15 forældre er inviteret forbi børnehuset for at se, hvor deres børn skal gå i børnehave over sommeren. Forældrene inspicerer teltet og hvisker bekymret til hinanden. Skanderborg Kommune skal
bruge børnenes normale lokale til at passe vuggestuebørn, som der ikke er plads til andre steder i nærområdet.
- Det virker fuldstændig tåbeligt med et telt og en toiletvogn, siger Lasse Kraak, der er far til en femårig dreng i Gyvelhøjen.
- Min søn er tæt knyttet til de voksne. Han snakker ikke så meget, men han er lige begyndt at snakke mere og er kommet ind i en god udvikling, så jeg er bekymret for, hvad det telt kan komme til at betyde, siger Lasse Kraak.
Forældrene er ikke sure på børnehaven eller pædagogerne. De ærgrer sig over, at politikerne i Skanderborg Byråd har ladet tilflyttere strømme til uden at bygge tilstrækkelig med daginstitutioner.
Vi får travlt, og vi skal bygge helt vildt, og i byggeafdelingen får de sved på panden, når de kigger på vores kommende anlægsudgifter.
Ditte Nielsen Galsgaard og hendes mand har to døtre, hvoraf den ene skal gå i teltet. Ligesom så mange andre kom de til Galten fra Aarhus. Parret har fulgt situationen med pladsmangel tæt og er bekymrede for, om problemerne vil følge børnene i folkeskolen.
- Vi har lige fået mormor og morfar til at flytte til byen, så de er tættere på os. Så vi er begyndt at blive rigtig godt etablerede. Men vi har faktisk snakket om at sætte vores hus til salg. For vi vil ikke finde os i at blive behandlet på den her måde.
Nybygger-overflod
I årene efter finanskrisen stod det ellers sløjt til med børnefamilier i Skanderborg ligesom i så mange andre kommuner. Byggegrundene ventede på det første spadestik, og kommunen lukkede institutioner og fyrede dagplejere, fordi børnetallet faldt.
For at vende stilstanden satte Skanderborg gang i en omfattende plan, der skulle tiltrække nye borgere. Planen virkede. Lidt for godt.
Jeg vil ikke anbefale veninder og familie at flytte hertil, hvis de har småbørn
De seneste år er kommunens prognoser for tilflyttere og børnetal blevet overgået gang på gang. Under coronakrisen kom der for alvor turbo på tilstrømning af børnefamilier fra Aarhus. Udviklingen sker oveni et landsdækkende babyboom, hvor der forventes at blive født mange flere børn de kommende år.
- Det er ikke, fordi vi ikke har vidst, at der flyttede børnefamilier til, for selvfølgelig har vi det. Men familierne har været mere børnerige, end vi forventede, og det hele gik hurtigere, end vi forventede. Så der er pres på mange steder, men vi løser det, siger Trine Frengler (S).
Hun er formand for undervisnings- og familieudvalget i Skanderborg. Siden hun blev valgt i 2017, er der kun strømmet flere børnefamilier til, og hvert år er det blevet sværere at følge med behovet for dagtilbudspladser.
- I virkeligheden er det jo en voldsom luksus for en kommune som os, at så mange gerne vil bo her, og at vi vækster på den her måde. Alle de kommuner, der ikke vækster, vil jo gerne have de borgere, vi får, siger Trine Frengler.
Det næste problem bliver at rekruttere personale.
Grådkvalte mødre
For at høre, hvor slem pladsmanglen var i Skanderborg, skrev Kommunen.dk et facebookopslag i en lokal facebookgruppe for Galten og nabobyen Skovby, som har været et af de pressede områder.
Henvendelserne strømmede ind som kommentarer, beskeder, mails og et par opkald. Der var positive historier om opfyldte ønsker og forståelse og hjælpsomhed i kommunens pladsanvisning. Men de fleste beskeder berettede om lang ventetid og lang afstand til den pasning, de blev anvist. Flere beskrev, at de fik tilbudt dagtilbud 20 km fra deres hjem, hvilket de på ingen måde kunne få til at passe ind i hverdagen.
Enkelte forældre er også endt med at hjemmepasse deres børn i perioder ud over barslen, fordi de ikke kunne finde pasning i nærheden.
Flere mødre har fortalt, hvordan de er brudt grædende sammen i telefonen med pladsanvisningen, fordi de ikke kunne finde nogen muligheder for pasning, der gav mening i deres hverdag. I en kommentar skriver Dianna Bjerregaard Simonsen:
- Jeg har veninder, der har ringet grædende ind til pladsanvisningen eller truede med at gå til journalister, fordi de har fået plads langt væk eller et sted, der åbner for sent i forhold til deres arbejdstider.
Sådanne meldinger er ikke rare at høre for formanden for undervisnings- og familieudvalget.
- Hver eneste af de historier påvirker. Man skal være noget følelseskold, hvis man ikke mærker det. Jeg er selv mor og bedstemor, så jeg ved godt, hvad der er på spil, siger Trine Frengler.
Hun fortæller, at der ikke fremover ikke vil blive henvist til pladser længere væk end børnenes skoledistrikt eller nabodistrikt (Red: Siden denne artikel udkom, har flere forældre dog berettet på Facebook om, at de stadig er blevet henvist til pladser 20 km. fra deres bopæl).
Men der kan også være langt nok, hvis man får en plads i nabodistriktet.
En af dem, der kører syv kilometer til nabodistriktet, er Janni Dolby, som flyttede til Galten med sin mand i efteråret. De kunne ikke få en plads i vuggestue eller dagpleje i cykelafstand, så de blev nødt til at købe bil nummer to for at få hverdagen til at hænge sammen.
- Hele dagtilbudsproblematikken fylder rigtig meget i vores hverdag, og vi vil jo gerne have flere børn, der skal vokse op i Galten. Man mister pusten og bliver frustreret på Skanderborg Kommune. Fordi det fylder så meget, får Galten/Skovby et rigtig dårligt ry og omtale. Jeg vil ikke anbefale veninder og familie at flytte hertil, hvis de har småbørn, skriver Janni Dolby.
Flere pressede kommuner
Det er ikke kun Skanderborg, der har vanskeligt ved at følge med babyboom og tilflyttere. I mange omegnskommuner nær store byer og særligt København og Aarhus stiger trykket på dagtilbuddene.
For eksempel har Lejre akut mangel på institutionspladser nær en række nybyggerkvarterer. Masser af børnefamilier er flyttet til fra København, og nu klager forældrene over, at de skal køre ti km for at få deres børn passet.
Politikerne har klokket totalt i det, og som jeg ser det, er der nogen, der ikke har presset nok på.
Problemet skyldes ifølge borgmester Carsten Rasmussen (S), at kommunens egne prognoser for, hvem der ville bosætte sig i nybyggerkvartererne, var forkerte. Det er altså de samme tendenser, som man har set i Skanderborg de seneste år.
- Det er kommet bag på os, at så mange børnefamilier er flyttet hertil, og at der mangler så mange institutionspladser, har Carsten Rasmussen (S) sagt til TV2 Lorry.
Også kommuner som Rudersdal, Silkeborg, Horsens, Vejle og Gladsaxe ser et øget tryk fra børnefamilier, der flytter til. Senest har også Bornholm oplevet pladsmangel.
Antallet af 0-4-årige i Danmark forventes at stige med 50.000 i løbet af de næste ti år ifølge fremskrivninger, Danmarks Statistik har lavet. Det er en markant stigning, og de mange børn kræver massive investeringer i institutioner i hele landet, hvilket vil presse rigtig mange kommuner på anlægsudgifterne.
Festtelte og busser
I Galten bygger Skanderborg Kommune pavilloner, der skal huse en integreret institution de næste år, indtil man får bygget en eller to permanente børnehuse. Kommunen har også købt en bus, der kan fungere som en buffer og rullende børnehave for 25 børn.Byrådet har afsat over en halv mia. kr. på at anlægge nye dagtilbud og folkeskoler over de næste fire år.
- Vi får travlt, og vi skal bygge helt vildt, og i byggeafdelingen får de sved på panden, når de kigger på vores kommende
anlægsudgifter. Vi kommer til at ligge helt op til anlægsloftet, og det kan ske, at der er et par år, hvor vi skal håbe, at der er nogle andre kommuner, der ikke når
deres loft. Vi er jo nødt til at skaffe de pladser, siger Trine Frengler.
Selvom der er løsninger på vej, er byens børnefamilier uimponerede. Det er deres børn her og nu, der går i børnehave i et telt og må samles på lidt plads med pressede pædagoger.
- Politikerne har klokket totalt i det, og som jeg ser det, er der nogen, der ikke har presset nok på. Jeg tror ikke, man ved, hvad vi udsætter børnene for. Og politikerne har været enormt mutte, for der er jo valg lige om lidt, siger Ditte Nielsen Galsgaard, da mødet i teltet i Børnehuset Gyvelhøjen er forbi.
Flere forældre er stadig bekymrede for, om pladsmanglen vil fortsætte på skoleområdet. En af dem skriver i en mail til Kommunen.dk:
- Vi afventer bekymrede situationen og overvejer stadig, om vi må rykke alt op og flytte til en anden kommune, hvis vores børn ikke kan få plads på skolen i Skovby, som vi blev lovet, da vi flyttede hertil.
Helt gak
Trine Frengler vil ikke garantere, at der ikke kommer flere pladsproblemer fremover. Men hun anser de nuværende problemer som så godt som løst om et par måneder.
- Det næste problem bliver at rekruttere personale. På grund af væksten skal vi bruge flere pædagoger og pædagogiske assistenter og medhjælpere, men vi skal også bruge flere på grund af minimumsnormeringerne, siger Trine Frengler.
Tilbage i det grå festtelt bliver et hegn låst rundt om teltet, da forældrene går hjem. Pædagogerne vil gøre alt for, at børnene får det bedste ud af oplevelsen.
Ditte Nielsen Galsgaard er fortrøstningsfuld over for teltet som midlertidig løsning, men hendes tiltro til politikerne hænger stadig i en tynd tråd.
- Vi har boet her i fire år og valgte, at vi ikke ville have vores børn i private institutioner, fordi vi gerne ville lære dem, at der er forskellige mennesker omkring dem. Men det har vi fortrudt en smule. For det er jo helt gak, at vi skal ud i de her løsninger.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.