Direktionen skal være parat til gå længere ind i det politiske rum, og politikerne skal agere mere som ledere. Det mener Frank E. Andersen, kommunaldirektør i Slagelse og borgmesteren, John Dyrby (S) mener ikke, at borgmesteren og kommunaldirektøren skal være enige om alting. Tværtimod.

Vi har set på samarbejdet mellem politikere og embedsmænd i Slagelse, hvis politiske kultur er kendt langt udenfor kommunens grænser. Kommunaldirektør Frank E. Andersen skiftede for to år siden Gentofte Kommunes stabile politiske ledelse ud med uforudsigeligheden i Slagelse, og han er trives med opgaven. 

Fremtidens kommunaldirektør vil forandre verden og hjælpe politikerne med at udvikle samfundet, indleder Frank E. Andersen, kommunaldirektør i Slagelse.

- Jeg skiftede fra Gentofte til Slagelse Kommune, fordi der var en vigtig social opgave, som jeg gerne ville være med til at løse. Det var samfundsopgaven, jeg forholdt mig til, ikke kommunalbestyrelsens sammensætning.

Det fokus står i modsætning til det, Frank E. Andersen beskriver som den klassiske eller gammeldags kommunaldirektør, der primært er optaget af at sikre, at der ikke er uro og ballade i kommunalbestyrelsen. Den præmis vil ændre sig, spår kommunaldirektøren.

- Jeg er fokuseret på opgaven. Det er ikke mit mål at skabe konsensus.

God rådgivning

Frank E. Andersen mener i stedet, det vigtigste er, at politikerne træffer en god beslutning, som adresserer kommunens væsentligste udfordringer, og at embedsmændene leverer en god rådgivning i den proces. 

Derfor irriterer det kommunaldirektøren en smule, at medierne får det til at se ud, som om at en god budgetaftale altid er vedtaget i konsensus i kommunerne.

- Det kan godt være en god budgetaftale, som er vedtaget af alle partier, men det kan også være det modsatte. Hvis målet er fuld enighed om budgettet, så bliver udgangspunktet måske den laveste fællesnævner. Politikerne har jo forskellige holdninger og forskellige vælgergrupper, og enighed skal ikke være for enhver pris.

Det er borgmester John Dyrby enig i. De lyder næsten som et ekko af hinanden.

- Jeg vil hellere lave en god budgetaftale med et lille flertal end en dårlig budgetaftale med et stort flertal. Det er måske noget pop at sige, men det indrammer meget godt min holdning. Mange tænker måske, at brede flertal er bedre, men jeg er ikke sikker på, at det nødvendigvis gør det nemmere at implementere beslutningen. Det afgørende er, at det er en god og klar beslutning. Når beslutningerne bliver udfordret politisk, og de bliver genstand for debat, så bliver alle skarpere på præcis, hvad det er, vi vil og ikke vil politisk, og det kan godt være en fordel, når embedsmændene skal implementere beslutnigen bagefter.

Ikke konfliktmæglere

Skal embedsmændene slet ikke hjælpe politikerne med at få et bredt samarbejde, spørger jeg John Dyrby?

- Nej, embedsmændene skal hjælpe os alle med at blive klogere, men at forlange, at embedsmænd skal tage ansvar for politiske forhandlingsprocesser vil være urimeligt, siger borgmesteren. 

- Derfor kan jeg heller ikke skyde skylden på embedsmændene for, at vi indimellem ikke kan nå til enighed i Slagelse. 

Det på trods, virker det til, at mange andre har en opfattelse af, at det er sværere at være embedsmænd i kommuner med politiske konflikter, og at embedsmændene lettere komme i klemme politisk. Holder det?

- Ja, det er der nok en opfattelse af, siger Frank. E. Andersen, men jeg er faktisk ikke sikker på, at det er rigtigt. Man skal selvfølgelig turde være i et konfliktfyldt rum, så man skal være robust og stå ved sig selv, men det synes jeg altid, at man skal som direktør. Jeg vil hellere miste mit job end miste mig selv, understreger Frank E. Andersen.

Den linje får han fuld opbakning til fra borgmesteren, som mener det er hele forudsætningen for at være en god sparringspartner. John Dyrby forventer, at kommunaldirektøren udfordrer politikerne politisk og tør stille de spørgsmål, som ingen andre stiller politikerne.

Mere politiske

Frank E. Andersen lægger også selv stor vægt på at have friheden og rummet til at sige sin mening.

- Den der gamle med, at man skulle holde embedsmændene ude af det politiske rum. Det deler jeg slet ikke. Jeg har stor respekt for, at politikerne træffer beslutningerne. Men jeg skal rådgive dem, det står ovenikøbet i jobbeskrivelsen. Derfor siger jeg alt, hvad jeg mener. Hvad skulle jeg ellers gøre?

Kommunaldirektøren indskærper også over for sine ledere, at de administrerer et fagområde. De faciliterer ikke en fagudvalgsformand eller borgmester. Derfor må de gerne være politiske, bare de ikke bliver partipolitiske.

- Som embedsmand skal vi gå i clinch med de udfordringer, der ligger. Jeg siger højt, at kommunen har nogle sociale udfordringer, som jeg mener, vi skal løse. Det kan ikke nytte noget ikke at tale om det af skræk for at blive politiske. Så i foråret i forbindelse med budgetoplægget fortalte jeg politikerne, hvad jeg ser som de fire vigtigste udfordringer i kommunen, og hvilke løsninger vi kan pege på fra forvaltningens side. Indholdet havde jeg ikke clearet med borgmesteren på forhånd, men jeg havde informeret ham om, at jeg ville gøre det. De får min holdning og mine anbefalinger.   

Fortrolighed og måndlige møder

Det handler om at skabe nogle rum, hvor jeg kan sige, hvad jeg mener, forklarer kommunaldirektøren. Det kan både være på arbejdsmøder i kommunalbestyrelsen og i dialogen med de enkelte politikere.

Frank E. Andersen holder månedlige og fortrolige møder med hvert partis gruppeformand, hvor alle kan tale lige ud af posen. De taler om, hvad de er optaget af, og hvordan de synes det går i kommunen og kommunalbestyrelsen.

I dialogen er Frank E. Andersen meget tydelig omkring, at han står rådighed for og taler med alle partier. Og han oplever ligefrem, at det kan være lettere at fremstå og være uafhængig af borgmesteren som kommunaldirektør i en kommune, hvor mange partier kæmper om magten end i kommuner med meget stærk konsensus.

Den opfattelse deler Slagelses borgmester.

- Jeg har sagt til alle partier, at de skal bruge kommunaldirektøren, så meget som de vil. Jeg skal og vil ikke vide, hvornår de mødes, og hvad de taler om. For mig handler det først og fremmest om at sikre, at vi ikke i vores politiske forhandlinger udveksler uvidenhed, men at alle er klædt så godt på som muligt. Det er jo fair nok, vi er uenige om den politiske substans, men vi skal helst ikke bruge tid på at diskutere præmissen, processen og fakta. Det er i hvert fald idealet, selvom det jo ikke lykkedes altid, indrømmer borgmesteren.

Mindre magt

Helt generelt tror, John Dyrby Paulsen, at det politiske klima i Slagelse betyder, at embedsmændene får mindre magt end i konsensuskulturen. 

- Vi er som politikerne mere skarpe, fordi vi gør hinanden mere skarpe, og vi har nogle drabelig slag, men også gode debatter i byrådssalen. Embedsmændene kan ikke regne med, at en sag går glat igennem hos os. På den anden side, så er det fantastiske ved vores system i Danmark, at hvis politikerne ikke har mod nok til at træffe beslutninger, så er der i sidste ende et system, der sørger for, at der i hvert fald træffes nogle beslutninger i hverdagen, så alt ikke går i stå.

 Frank E. Andersen siger selv, at han synes politikerne skal bestemme mere i Slagelse og generelt, men der er et men. De skal bruge magten rigtigt.

- Ofte bliver politikerne fristet til at gå ned i detaljer, og så bruger de tiden forkert. Det værste er, hvis det bliver embedsmændene, der sætter retningen for kommunen; og politikerne, der sidder og diskuterer detaljerne i fagudvalgene.

Derfor er opfordringen fra Frank E. Andersen klar. Kommunerne skal blive bedre til at vende det politiske lederskab om, så politikerne ikke detailstyrer, men sætter retningen og forholder sig til, hvordan borgere og medarbejdere skal involveres i at nå de politiske mål.