Kasper Damsgaard (S) er født i 1986.

Opvokset i Glostrup sammen med sin tre år yngre lillebror og mor, Hanne Larsen, nu Nilsson, og far, Kenn Damsgaard. Moren er industrioperatør og faren support- og QA-manager.

Begge forældre har spillet fodbold på højt niveau. De blev skilt, da Kasper Damsgaard var ti år.

Kasper Damsgaard er uddannet og har arbejdet som tømrer og ejendomsservicetekniker.

Gift med Simone. Sammen har de to børn på to og fire år.

Sin fritid bruger Kasper Damsgaard sammen med sin familie. Og lidt på fodbold.

Valgt ind i byrådet i Glostrup i 2017.

Borgmester fra 1. januar 2022.

Kasper Damsgaard - professionelt

Du var kun 36 år, da du satte dig i borgmesterstolen. Lidt apropos; må en borgmester tænke sig om ligesom en kronprins/konge? Er der ting i dit liv, som du har lagt låg på?

Man fornemmer ret hurtigt, at der er en helt anden opmærksomhed omkring en. Allerede den første dag efter valget bemærkede jeg, at der kom folk gående forbi min have og sagde: Det er så her, den nye borgmester bor. Så ja, man tænker sig om i forhold til, hvordan man agerer. Jeg bander ikke i det offentlige rum og drikker mig ikke fuld på den lokale. Men samtidig prøver jeg at være tro over for mig selv og være den, jeg er. Jeg er jo blevet valgt på den profil, som jeg nu engang er.

Men man kommer ikke til at se Kasper Damsgaard stå med en rullekuffert i Madrid?

Nej, det gør man ikke.

Du er en såkaldt ’early bloomer’ i karrieremæssig forstand, du har nailet den tidligt. Hvad er fordelen og ulempen ved at toppe så tidligt som borgmester, tænker du?

Fordelen er, at jeg i en tidlig alder får erfaring med at drive en stor organisation, som en kommune jo er.  Og at jeg fremadrettet har flere år til at kunne bygge på den erfaring, hvis jeg bliver genvalgt. Derudover er jeg som småbarnsfar og qua min alder en stor del af hverdagslivet i kommunen – ligesom så mange andre borgere. Det giver mig en indsigt, en fornemmelse og en finger på pulsen i forhold til, hvordan ting kører, som jeg kan bruge i jobbet som borgmester. Ulempen er, at jeg mister en del tid med min familie – specielt i de her første, vigtige år i et familieliv.

Du blev borgmester og far til barn nummer to på samme tid?

Ja, vores datter kom til verden 22. februar 2022. Det blev til blot fem dages barsel for mit vedkommende. Jeg turde ikke tage mere, da jeg var nervøs for, at folk tænkte: Nå, så blev han borgmester og starter med at gå på barsel. Det var da dejligt let. Efterfølgende har flere sagt til mig: Selvfølgelig skulle du have taget længere barsel! Men altså, jeg kendte jo ikke til forventningerne. 

Der må være medarbejdere, der er en del ældre end dig. Hvordan var det at skulle være chef for dem? Var du nervøs for det?

Jeg var ikke nervøs for det i forhold til min alder. Jeg tænkte mere over, at de havde uddannelser og ekspertiser, som jeg ikke havde. Hvordan snakker du ind i det? I noget, du dybest set ikke ved så meget om? Hvor meget kan du spørge ind til ting uden at komme til at virke fuldstændig uvidende eller for ung og uerfaren? Det var det, jeg tænkte mest over i starten. Nu er jeg langt mere tryg og er god til at spørge ind, når jeg har behov for det. Jeg har fået opbygget en tillid, og jeg har ikke oplevet, at de har peget fingre ad min måde at lede på eller af min erfaring. Tværtimod.

Er der nogle tunge, politiske elefanter, der har prøvet at skubbe til dig ved vandhullet?

Ja, det har der nok været. Sådan er det politiske spil. Der er en opposition, der har siddet på borgmesterposten i 12 år før mig, så de prøver selvfølgelig, om de kan rokke lidt ved båden og stille spørgsmålstegn ved, om jeg er dygtig nok til at drive en kommune. Men det synes jeg, at min gruppe og jeg efterhånden har bevist, at vi er. Og når kameraerne er slukket, får jeg også ros. Jeg får at vide, at jeg gør det godt. Også af oppositionen.

Hvem er dit politiske forbillede?

Jeg er ret stor fan af Christina Krzyrosiak (S) fra Holbæk. Hun er også en ung borgmester, imødekommende og dygtig. Herudover er hun virkelig god på de sociale medier, som jeg umiddelbart ikke selv bruger så meget tid på. Hendes idé med at gå i erhvervspraktikker i kommunen er noget, jeg har samlet op fra hende. Derudover er jeg så heldig at være omgivet af mange dygtige og erfarne borgmestre omkring mig her på Vestegnen, som jeg også i høj grad lader mig inspirere af og sparrer med.

Du stoppede som tømrer efter en arbejdsskade og fik job som ufaglært sosu-hjælper på et ældrecenter i Glostrup. Hvad har det lært dig? Betydet for dig?

Ja, det var for hårdt fysisk at fortsætte som tømrer med en ødelagt skulder og korsbånd, der var revet over. I stedet valgte jeg at forfølge min anden store interesse; at arbejde med mennesker – og fik job i løntilskud på et ældrecenter. Jeg var der i knap et år. Et fantastisk, givende job. Men jeg havde svært ved ikke at tage de ældres udfordringer med hjem. Jeg har et stort servicegén. Det er min natur at ville gøre en forskel og hjælpe folk. Og jeg kom tit hjem og tænkte: Fik jeg nu taget mig nok tid til den og den snak, eller fik jeg nu gjort det, som gav dem det ekstra, de havde brug for? Jeg kunne ikke lægge det fra mig. Og det vidste jeg, at jeg ikke ville kunne holde til resten af et arbejdsliv. Så da kommunen søgte en ejendomsservicetekniker, søgte jeg den. I den stilling kunne jeg både bruge min håndværksmæssige baggrund og samtidig have en kontakt til borgerne i byen.

Du har været anfører i fodbold i en årrække. Har du kunnet tage noget fra lederrollen på grønsværen med ind i jobbet som borgmester?

Ja, absolut. Faktisk er måden, jeg leder på, hentet fra fodbold. Uanset om jeg har spillet på højt eller lavt niveau, har jeg været anfører. Det er ikke noget, som jeg har tilstræbt. Det er kommet og faldet mig ret naturligt. Måden at kommunikere på, opbygge tillid, tage ejerskab og skabe respekt spillerne imellem for at styrke fællesskabet og holdet som helhed, skabe resultater osv. Alt sammen kommer udelukkende fra mine erfaringer på grønsværen.

Har du også været ude i at måtte give nogen det røde kort?

Ja, det har jeg. Det gjorde jeg ret tidligt til en, der hverken ville eller så ud til at kunne blive en del af holdet. Selvfølgelig i samråd med kommunaldirektøren og økonomiudvalget. Jeg er ikke konfliktsky overhovedet. Jeg er ikke bange for at trække det røde kort - eller det gule. For det er også menneskeligt at fejle, og så kan man altid tage en snak om, hvad der er sket. Så længe folk ikke agerer illoyalt, kan vi snakke om tingene.

Hvordan topper du titlen som borgmester?

Jeg tænker ikke over fremtiden eller over at skulle toppe min stilling. Tingene er gået stærkt. Og det er stort for mig at være borgmester. Jeg nyder det og er beæret over det kæmpe ansvar. I starten var det frygtindgydende. Et job med beslutninger, der kan have store konsekvenser for mange borgere. Mit fokus er her og nu. Ikke i fremtiden.

Kasper Damsgaard - privat

Du ligner mere en fyr fra et boyband end en borgmester. Har du haft nogle drømme i den retning?

Nej. Ikke et boyband. Men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg som ung drømte om at blive professionel fodboldspiller. Jeg elsker fodbold. Ikke på grund af alt det udenom. Selvfølgelig er det fedt, at der er folk, der følger med, og der er tilskuere på tribunerne, men det med pressen, at skrive autografer, at komme i fjernsynet, har jeg aldrig været drevet af. Det er det helt basale i det: At få lov til at spille mod nogle af de bedste.

Så det var fodbold og ikke politik, der var essensen i din familie?

Bestemt. Det lå ikke i kortene, at jeg skulle blive politisk aktiv. Både min mor og far har spillet fodbold gennem hele deres liv. Min mor spillede på kvindelandsholdet i en del år, og min far spillede på Glostrups førstehold. De var begge dygtige fodboldspillere. Og meget forskellige som personer. Min mor elsker naturen, fisker, går på jagt og er meget optaget af at kunne klare sig selv. Min far er mere en levemand, elsker god mad og rødvin, meget socialt anlagt, har et stort netværk og er dybt engageret i byens kultur- og foreningsliv. Jeg er selv meget socialt anlagt, men står også meget på min mors værdier, glæden ved naturen og det med at kunne klare sig selv.  De har været fantastiske forældre for min bror og mig. Også når livet har været svært.

Når livet har været svært? Deres skilsmisse?

Ikke så meget skilsmissen. Det var mere, fordi min lillebror havde flere ulykkelige udfordringer i sin opvækst. Han er homoseksuel – hvilket aldrig har været noget problem i relation til os, hans familie – men som 13-årig blev han udsat for seksuelle overgreb af voksne homoseksuelle. Efterfølgende blev han smittet med hiv. Det var meget brutalt. Det hele. Det tog hårdt på ham og på os som familie. Det var nogle svære år, hvor vi virkelig måtte stå sammen. Vi gik i støttegrupper og søgte hjælp alle mulige steder. Men der var og er ret begrænsede muligheder for hjælp. Og min bror fik desværre ikke den hjælp, han havde brug for. Han blev ikke grebet tidsnok og endte med at blive en kastebold mellem kommunen og retspsykiatrien. Da han fyldte 18 år, ville han ikke være i systemet mere. Han mente, han kunne klare sig selv. Det kunne han desværre ikke, og i dag er han stofmisbruger. Vi har naturligvis kontakt med ham og hjælper ham i det omfang, vi kan. Men det er uendeligt svært at være vidne til, hvor langt et menneske, som kun er drevet af behovet for den næste rus, kan komme ud.

Hvordan var du selv som barn?

Jeg var præget af en meget høj retfærdighedssans. Da jeg gik i folkeskole, blev jeg kaldt for ’klassens politibetjent’ af en af mine lærere. Der var ikke nogen, der skulle tryne eller mobbe mine venner eller nogen fra min klasse. Jeg var meget opmærksom på det. Også mere, end der var brug for, har jeg siden forstået. Men havde nogen brug for hjælp, så stod jeg der.

Hvordan havde du det med at blive kaldt for klassens politibetjent?

Jeg opfattede det ikke som noget positivt, da jeg først hørte det. Men det var faktisk positivt ment. Det ved jeg, fordi jeg snakkede med både min lærer og mine forældre om det efterfølgende. Alligevel forsøgte jeg at lukke lidt ned for min retfærdighedssans efter det. I dag ser jeg det som en af mine styrker. Jeg er stolt af det. Ikke over at være politibetjent, men stolt af mit behov for at hjælpe andre. Også selvom det er lidt egoistisk. For  jeg bliver glad over at hjælpe andre. Det giver mig en god selvfølelse.

Det fodrer dit servicegén?

Ja, på en ekstremt positiv måde.

Dit beskyttergén - er det på grund af oplevelserne med din bror, at du har fået det, tror du?

Nej, jeg havde det også før, der skete det med min bror. Jeg vil tro, at det i højere grad kommer fra fodbold. Fra at have stået på sidelinjen gennem mange år og set mine forældre, der også var anførere, spille. Det at se, hvordan man løfter hinanden på en fodboldbane, sætter sig i respekt overfor andre og passer på hinanden. Var der en, der blev fældet, tog jeg som regel over på den markering næste gang.

Med dit hjerte og behov for at hjælpe andre – hvordan er det så for dig at opleve, at du og dine forældre ikke kunne hjælpe din bror?

Det har taget mig mange år at acceptere. Jeg var 15-16 år, da han sprang ud, og som storebror gjorde jeg, hvad jeg kunne for at beskytte ham. Jeg kom jo spænende, når hans veninder ringede, at der var nogen i gang med at overfalde ham. Der var mange omkring ham, der havde svært ved at acceptere hans seksualitet. Både jævnaldrende og personer med en anden overbevisning. Det var svært for min bror. Og for mig at skulle hjælpe ham. Forsvare ham. Stå forrest. Jeg kendte jo også mange af dem, som var efter ham. Det gør jeg også i dag. Men i dag er vi voksne, og det er ikke længere et problem at møde dem.

Hvordan er du nået til en accept?

Jeg har tidligere bebrejdet mig selv meget, at jeg ikke kunne hjælpe ham noget mere, men i dag ved jeg, at vi ikke kan hjælpe ham, medmindre han selv vil hjælpes. Han skal selv ville ud af sit misbrug. Selv være klar til det. Vi kan som familie ikke tvinge ham. Og dén tanke kan jeg holde ud at leve med.

Du er optaget af at være familiefar. Men hvad, synes du, er svært ved familielivet?

Når jeg er hjemme, er jeg først og fremmest far. Jeg koncentrerer mig meget om at være til stede. At lege med mine børn er et frirum og et redskab til ikke at tænke i politik og job hele tiden. Og det er fedt. Det er der behov for. Det er også et frirum at gå med min søn til gymnastik. Ellers prøver jeg at spille lidt fodbold. For det meste bliver det kun til et par gange om måneden. Fodbold er også et afbræk for mig, hvor jeg får benene ned på jorden igen og bliver jordet lidt af kammeraterne – både fysisk og verbalt. Men det er klart, at det er prioriteringerne, der er det sværeste. Den tid, der går fra familien, fra min kone, er det, jeg tumler mest med. Det er den balancegang, der godt kan skabe tvivl. Gør jeg det godt nok – både det ene og det andet sted? Det er en kunst, men jeg føler, at jeg bliver bedre til det.

Hvem eller hvad får dig til at grine og græde?

Det gør mine børn og min kone.

Hvilket nytår glemmer du aldrig?

Årtusindeskiftet står skarpt. Jeg var 14 år. Mine forældre var ret nyskilte, min far havde fået ny kæreste, jeg skulle lære hendes søn at kende, det var et stort år, alle snakkede om, at verden ville bryde sammen digitalt, det hele var ligesom kastet op i luften, alt føltes uforudsigeligt og meget, meget spændende. Og så var nytårsfyrværkeriet i øvrigt helt fantastisk.