Med risiko for at nedkalde forbandelser fra hele dette lands støt voksende stamme af genbrugsmennesker tillader jeg mig hermed at råbe forsigtigt op. Mit budskab er, at ikke alt fra gemmerne er guld, og at intet næppe heller bliver fantastisk af  at stå på et hvidt og slidt plastikbord i rabatten på en stillevej.

Det lyder så godt og ansvarligt med smarte slogans som 'Reduce-reuse-recycle'.

Men tillad mig at tilføje: SMID UD!

Gennem sommeren, der nu desværre snart er ved at rinde ud, har jeg været rundt i landet på besøg hos venner og familie. Flere steder har det slået mig, at genbrugsbølgen er skyllet ud på et sidespor. For selv om det da er fint at tage sig sammen og gøre op med det vilde forbrug, selv om det er godt at se, vi endelig begynder at opføre os som om, der skal være en klode tilbage til vores efterkommere; behøver man vel ikke belemre sine håbløse fejlkøb og ubrugelige husgeråd  til sagesløse forbipasserende, der tilfældigvis er på vej til eller fra stranden.

Udtrådt og gennemblødt
Jeg synes da, det er hyggeligt, når børn laver saftevandsboder og måske forsøger at sælge et spil UNO eller en bamse, der ikke længere er i brug. Jeg er også helt med på, at vi skal genbruge og skære ned på det overforbrug, der er ved at kvæle os og vores civilisation. Men i denne sommer har jeg flere gange følt mig grænseoverskredet af tilfældigt skrammel. På utallige sideveje dukker spontane 'loppeboder' frem. En lille gennemblødt seddel med mobilnummer ligger tilfældigt placeret i rodet for at lokke os nysgerrige loppekunder til lommerne: I think not!

Bulede grydelåg, stabler af underkopper, udtrådte sko, gamle elpiskere, der måske virker, ja, jeg kunne blive ved. Men det er altså ikke et vareudbud, der skaber stor efterspørgsel. At sætte kasserede ting ud i indkørsler og rabatter ved sommerhuset er ikke det samme som at være bevidst om genbrug. Ingen køber det. Fat det dog! Uge efter uge passerer man de samme genstande, mens skiltet med mobile-pay-nummeret langsomt men sikkert går i opløsning.

Noget skal bare brændes
De gode hensigter om at fremme genbrug eller som det hedder på fint; 'cirkulær økonomi', kan udmærket udleves på fysiske loppemarkeder, hvor man betaler for en stand, og hvor folk frivilligt kommer for at se, om der er noget, de kan bruge. Der findes også rigtig mange apps, der forbinder sælger og køber, så genbrugstrangen kan blive stillet diskret og i tørvejr. Der findes auktionshuse, gratis kramboder og organiseret garagesalg. Eller man kan forære sine effekter til en af de utallige genbrugsbutikker, der samler ind til gode formål.

Kniber det stadig med at få afsat overfloden af ting, kan vi køre på genbrugsstationen og glæde os over, at storskrald, der ikke genbruges, bliver sendt til forbrænding. Det kan vi varme os ved på lange vinteraftener.   

Men der er åbenbart ingen nedre grænse for smålighed. Det slår mig gang på gang, at folk bruger tid på at annoncere effekter, der tydeligt viser at de har penge nok. Eksempelvis en parfume, der koster 700 (og det var syv hundrede kroner) annonceres til 400 'kun brugt få gange'. Herre Jemini hvor er det sølle! Hvis man har råd til en parfume til 700 kroner, kan man gå ned med den åbne flaske til Svalerne eller Blå Kors. Så kan disse hårdt arbejdende organisationer med frivillig arbejdskraft måske få den solgt videre, og trods alt kan dette overflodskøb gøre nytte.

Skru ned, genbrug og smid ud
For mange år siden tilbragte jeg en del timer med at lede efter guld på loppemarkeder og i genbrugsbutikker. Ikke af miljøhensyn, men fordi det er sjovt. Siden er det blevet trendy, og det er jo rigtig fint. Men at gå ind for genbrug er også at tage ansvar.

Indrømmet jeg er ikke nogen kostforagter når det handler om at købe tøj, tasker, sko og andet, jeg ikke har brug for. Og måske starter øvelsen i virkeligheden med, at vi alle træder på bremsen og prøver at holde bare lidt igen. Kigge indad og spørge os selv 'behøver jeg virkelig det?'. Og hvis vi vælger at købe mere for at erstatte det, vi ikke længere har brug for, må vi også påtage os ansvaret for at komme af med det, der skal ud. At stille sine kasserede effekter til skue er lidt som at invitere andre folk til at kigge ind i sit liv, og det syn er ikke altid kønt.

Vi har allesammen ansvar for at understøtte den cirkulære økonomi. Det fungerer bare ikke efter tilfældigheds- eller improviserede principper.

Det skulle gerne være os selv, der bestemmer over forbrug og skrald. Ikke omvendt.

Med andre ord: Reduce-reuse-recycle eller smid ud.