Forleden aften fik klummeskriveren en idé til denne klumme. Ikke usædvanligt, som faste læsere vil vide, for Ærlig talt skal jo da hver gang handle om noget for at kunne blive skrevet. Men alligevel lidt anderledes denne gang, for det indtraf derhjemme midt under aftensmåltidet, og derfor uden for den normerede arbejdstid.

Heller ikke usædvanligt, og det har i årevis været helt ukompliceret. Men nu!

Eller rettere til sommer, så bliver det noget andet, for så træder Forslag til lov om ændring af lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet og lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter i kraft. Den korte version er, at “arbejdsgivere skal indføre et arbejdstidsregistreringssystem, der gør det muligt at måle den daglige arbejdstid for den enkelte lønmodtager”, som det hedder i fremsættelsestalen.

Så hvad gør man så, hvis en idé skulle formaste sig til at slå ned i én på et ikke-autoriseret tidspunkt? Gør sig umage med straks at glemme den? Eller finder sit arbejdstidsskema frem for at notere ankomsttidspunkt for ideen og dens varighed? Eller?

Det er selvfølgelig overdrevet. Bedste gæt er at enhver, der måtte blive omfattet af et arbejdstidsregistreringssystem, finder en løsning på hvad det måtte mangle i fleksibilitet. For mange år siden, da klummeskriveren i studietiden havde sommerferiejob på et ferskvarelager, var det fx fast praksis, at der altid blev en tilbage, som stemplede ud for os allesammen, mens lagerforvalteren omhyggeligt sørgede for at befinde sig andetsteds.

Stempeluret er formentlig det mest standhaftige symbol på en regelbundet arbejdspladspraksis, og det var da også det, der blev valgt, da Finans bragte nyheden om dette tilbageslag for det fleksible arbejdsmarked. Eller nyhed og nyhed - at lovforslaget var fremsat var godt nok en nyhed, selv om den havde to uger på bagen, før den blev skrevet, men selve det at arbejdstidsregistrering skal indføres, har man kunnet vide siden 2019. En afgørelse fra EU-Domstolen, som er blevet rutinemæssigt ignoreret i danske nyheder.

Ingen gider læse om EU, og derfor bruger ingen medier tid på at følge med dernede.

Det første medie, der bringer en (gammel) nyhed fra EU-systemet, har således et formuleringsforspring, som kan frame debatten, indtil andre medier vågner op og supplerer med detaljer, der lige så rutinemæssigt modererer den indledningsvise alarm. Man husker balladen om lakridspiber for ti år siden, om hvilke det indledningsvis hed, at EU ville forbyde dem, men som alle kan konstatere ved et blik på en hvilken som helst slikhylde, er de stadig i fri handel.

Problemet - om det er EU’s eller mediernes, står åbent - er at ethvert bureaukratisk indfald uden videre bliver troet af alle, bare der står EU på det. Historien om lakridspiberne byggede eksempelvis på et forslag, som ikke nævnte lakridspiber med et ord, og som i øvrigt aldrig fik flertal. Historien om arbejdstidsregistreringen er derimod valid nok, sådan da, for “der vil være fuld metodefrihed i forhold til, hvordan den daglige arbejdstid måles og registreres”, hedder det i fremsættelsestalen.

Betingelsen er ifølge den foreslåede lovtekst, at systemet er “objektivt, pålideligt og tilgængeligt”, men mon ikke en app vil kunne klare det, og mon ikke der er et bredt udvalg af sådanne til rådighed inden sommer. Så det skal nok gå altsammen. Stempeluret blev da regnet for at være både objektivt, pålideligt og tilgængeligt, og det hindrede ikke, at arbejdspladsen fandt en uautoriseret måde at gøre det praktisk anvendeligt.

Dog, gratis bliver det ikke. Om man får noget for pengene, og hvad, vil vel vise sig.