Det har været den længste valgkamp i 45 år. Det har været en klimakamp med ungdommen i forreste geled på slagmarken. Forældre og pædagoger har marcheret op og ned ad rådhuspladser i hele landet for at sætte børnene på den politiske dagsorden. Og pludselig havde snart sagt alle partierne progressive klimamål og drømme om minimumsnormeringer.

Alligevel må vælgerne efter Mette Frederiksens sejrstale på Christiansborg onsdag nat konstatere, at det alligevel blev en insisteren på udlændingepolitikken, der sejrede med hende. Det bliver i hvert fald især den, der kommer til at gøre forhandlingerne om en kommende regering besværlige.

Hun får for eksempel næppe opbakning på egen fløj til, at man med ikke-vestlig baggrund skal have et job for at få ret til at modtage kontante ydelser fra Danmark. Det bliver næppe heller nemt at få Enhedslisten til at lægge stemmer til at bevare grænsebommene mellem Danmark og Tyskland.

Så selvom sejren med Mette Frederiksens egne ord var fælles i rød blok, kommer der til at stå en række valgløfter i vejen hos partierne.

Som hun har sagt mange gange, vil Mette Frederiksen for eksempel gerne være børnenes statsminister. Men hendes fokus på anbragte børn står den kommende statsminister alene med. Her vil hun ellers gerne finde den store check frem.

Også en evaluering af kommunalreformen står Socialdemokratiet alene med. Og en ny udflytning står næppe heller øverst på de radikales ønskeliste. Den står til gengæld på Socialdemokratiets.

Her er de uenige
Længe før Lars Løkke Rasmussen overhovedet udskrev valget, var der dybe rynker at spore i panderne hos partilederne i rød blok.

For skulle det lykkes med en rød valgsejr, skulle Socialdemokratiet give SF og Radikale nogle seriøse klimaindrømmelser, som Enhedslisten fortsat ville kalde useriøse.

For eksempel går de fire partier til valg på havvindmølleparker – Socialdemokratiet vil bygge de tre, der allerede er planlagte, og har forsøgt i sit valgmateriale at sælge det som en beslutning, der skal træffes af den nye regering. SF skyder to havvindmølleparker mere derudover ind i spillet om at vinde klimavælgerne. Og Radikale caller dem og forhøjer med endnu en havvindmøllepark.

Skulle det lykkes med en rød regering, skulle SF have nogle sociale indrømmelser, som Socialdemokratiet ville kalde uansvarlige, og som Enhedslisten kun til nød ville acceptere, fordi de trods alt var ‘et skridt i den rigtige retning’.

SF går for eksempel rundt og drømmer om en verden, hvor småbørnsforældre får ret til en arbejdsuge på 30 timer om ugen – med lovning om at komme tilbage på fuld tid igen, når den tid kommer, hvor børnene er store nok. Det kunne godt gå hen og rykke ved et socialdemokratisk regnestykke, der ikke kan hænge fuldt sammen med et markant mindre arbejdsudbud.

Og skulle det lykkes, skulle Mette Frederiksen i hvert fald være ‘børnenes statsminister’, også selvom der absolut ikke er fuld opbakning til blandt andet Socialdemokratiets ønske om frit at kunne oversende data mellem forvaltninger om udsatte børn. Tvangsinstitutioner, som vi har set dem i ghettoplanen, hvor et-årige skal gå i vuggestue, hvis ikke mor og far skal trækkes i ydelser, kommer også til at give noget bøvl med Enhedslisten.

Og så er der jo de der minimumsnormeringer, som Socialdemokratiet helst ikke vil forholde sig til.

Her kan de godt blive enige
Til gengæld kan erhvervs- og folkeskolerne se frem til at kunne stoppe de besparelser, der med et pænt ord er blevet kaldt omprioriteringsbidraget. Det har alle partier i rød blok stående på listen over ting, der skal afskaffes hurtigst muligt.

Regionerne kan også ånde lettet op. Dem er der ingen i rød blok, der seriøst taler om at afskaffe. I langt højere grad lyder det nu, at der måske endda kan komme til at falde nogle penge ned i turbanen i landets sundhedssystem.

Og så kan man forvente, at LAG-midlerne til landdistrikter er tilbage, hvor de kom fra. Penge der skal hentes gennem EU’s landbrugsstøtte, lyder det enslydende fra de fire partier.

Kommunerne kan desuden se frem til oprettelsen af lokale servicecentre, hvor borgere i landområderne får en slags kulturhuse med bibliotek, apotek, medicinudlevering og lægeklinik – hvis også Radikale og Enhedslisten er med på den, men spurgt direkte kan de i hvert fald ikke se, hvad de skulle have imod ideen, som både SF og Socialdemokratiet har luftet i valgkampen.

De mange løfters nat
Men lad os nu se, hvad der sker. Skåltalerne er som bekendt mange på sådan en valgnat. Mette Frederiksen roste i sin tale for eksempel både gamle socialdemokratiske overløbere til DF for at komme hjem til mor, samtidig med at hun sagde, at hun vil sørge for, at de, der har forladt partiet netop på grund af den strammere udlændingepolitik, vil komme hjem igen.

Men selvom grænserne for, hvad man kan love på en valgnat – modsat de dansk/tyske grænser – står vidt åbne, så var Mette Frederiksen tydelig: hun kommer ikke til at give sig på udlændingepolitikken. Heller ikke selvom samfulde røde støttepartier, der i høj grad har været med til at sikre hende sejren, er dybt uenige i den socialdemokratiske udlændingepolitik.

Pernille Skipper, der skal bidrage med de yderste mandater er også tydelig:

- Vi kommer til at bruge hvert eneste mandat til at slås for flere kolleger til velfærdens helte og til at slås for den grønne omstilling og klimaet. For en ordentlig behandling af mennesker, der har mistet deres arbejde og mennesker, som kommer hertil på flugt, sagde Pernille Skipper i sin sejrstale på broen i Vega.

Så lad os se, hvor det hele ender. Torsdag går Mette Frederiksen i hvert fald til dronningen og peger på sig selv som statsminister. Størstedelen af rød blok peger også også på hende, og så må de skændes om kommunernes opgaver derefter.