Udliciteringen skulle give borgerne større valgfrihed, og de private virksomheder skulle kunne konkurrere mod hinanden, så prisen for den offentlige service faldt.

Sådan er det ikke gået, konstaterer digital vismand og CBS-professor Jan Dams-gaard. Udliciteringen er endt i et bureaukrati, som kræver store juridiske afdelinger hos både kommunerne og de få virksomheder, som er store nok til at kunne byde ind på opgaven.

– Kommunerne har gjort sig stor umage med at specificere helt ned til den mindste detalje, hvad det er, de private virksomheder skal udføre. Det er alenlange beskrivelser, og virksomhedernes chance for at tjene penge er at finde noget, som kommunen har glemt at skrive ind i kontrakten, for eksempel at spisebordet også skal tørres på undersiden. Og så til gengæld kræve kassen for det. Hvorefter kommunerne beskriver opgaven i endnu flere detaljer, siger Jan Damsgaard.

– Det giver ikke borgeren bedre service, og det har muligvis gjort den enkelte ydelse billigere, men kommunernes samlede udgifter falder ikke tilsvarende.

Jan Damsgaard mener, at kommunerne i stedet bør lære af de mest succesfulde digitale platforme og lade borgerne vælge langt friere mellem en række udbydere.

Han forestiller sig et system, hvor kommunen på en elektronisk platform lader borgerne vælge, hvem de vil have mad fra, hvem der skal gøre rent og så videre. Kommunen skal forhåndsgodkende udbyderne, og derefter foregår al kontakt direkte mellem udbyderen og borgeren. Dog ikke betalingen - der skal ikke være penge mellem borgerne og de enkelte virksomheder.

– Det er fortsat kommunen, som skal betale for ydelsen. Man kan forestille sig en model, hvor borgeren visiteres til et vist antal point, som det så står ham eller hende frit for at bruge, ligesom udbyderne må afgøre, hvor mange point deres service skal koste. Bliver en udbyder alt for dyr i point, vil borgerne selv regulere det ved at vælge en anden, forudser Jan Damsgaard.

Han understreger, at kommunerne naturligvis skal sikre sig, at udbyderne lever op til gældende regler for arbejdsmiljø, løn og så videre. Men når en udbyder først er godkendt i én kommune, bør godkendelsen automatisk gælde i alle kommuner, og derudover kan kommunerne slippe en stor del af kontrollen og lade borgerne vælge deres service friere.

– Det er jo ikke sikkert, at fru Hansen vil i bad en gang om ugen. Måske vil hun nogle gange hellere gå en tur. Eller på en udflugt med naboerne. Modellen giver hende mulighed for i højere grad at bestemme, hvordan hendes omsorg skal være, og kommunerne slipper for at skulle stå klar med et fuldt beredskab, hvis en enkelt udbyder går konkurs.

– Samtidig vil der være langt flere virksomheder, som kan være med, og de behøver ikke nødvendigvis kunne stå for en komplet hjemmepleje. Borgeren kan selv sammensætte sin pakke, og udbyderne får mulighed for at udvikle tilbuddene, så de passer endnu bedre til borgerne. Kommunerne skal væk fra at tænke timer og i stedet tænke service, siger Jan Damsgaard.

Men hvad med kontrollen? Her mener Jan Damsgaard også, at erfaringerne fra digitale platforme kan bruges.

– Lad borgerne og eventuelt deres pårørende give de enkelte udbydere karakter, sådan som vi kender det fra for eksempel Trustpilot, TripAdvisor og Airbnb. Det har en god, regulerende effekt, for borgerne vil naturligt vælge de udbydere, som har den bedste bedømmelse.

– Det er ikke sikkert, at sådan en model kan bruges af samtlige borgere, men langt de fleste, også ældre, er i dag fortrolige med teknologien, og fremover bliver det endnu flere. I de få tilfælde, hvor løsningen ikke er relevant, kan kommunerne utvivlsomt finde en anden måde at gøre det på.