Da Corona for tre år siden lukkede Danmark ned, betød det ikke kun mindre samvær, digital undervisning og teamsmøder for danskerne. De fleste af os led et socialt tab, fordi vi skulle skære ned på, hvem vi sås med, så Corona-boblen ikke sprængte. Men for langt de fleste af os, så mærkede vi også, at vi har venner.

Det viste VIVEs Fællesskabsmåling. Men for den gruppe af mennesker, der lever på kanten, betød det omvendt, at de virkelig kunne mærke, hvor få venner de har. Jeg taler både om de hjemløse, men også dem, der af den ene eller anden årsag er på kanten af samfundet og hverken har familie eller andre, de kan klynge sig til.

Den gode nyhed er, at der for første gang i mange år endelig er færre hjemløse. Ved den seneste hjemløsetælling var der nemlig sket et fald på knap ti pct. af hjemløse i hele landet. Den dårlige nyhed er, at faldet primært er sket i de store byer, hvor der paradoksalt nok er flest tilbud, mens der ude i landdistriktskommunerne kan være langt mellem tilbuddene. Skal vi have færre hjemløse og færre på kanten, skal vi blandt andet have flere væresteder. Så flere kan få gavn af at have en form for tilknytning og et holdepunkt i livet, når det gør ondt.

Tag eksempelvis i Ribe, hvor byens eneste værested var blevet nedlagt. Selvom det var nedlagt, betød det ikke, at behovet forsvandt. KFUM åbnede en ny social café med to ugentlige åbningstider - og allerede efter to måneder havde den 20-25 unikke brugere, der pludselig havde et fællesskab og et holdepunkt, de kunne mødes om. KFUM fik en særlig pose penge til at lave en opsøgende indsats i de omkringliggende landsbyer, så de fik bragt de her mennesker sammen.

Og når nu vi samtidig ved, at en sådan indsats, som den Steven fik, virker, så synes jeg ligeså godt vi kan få et særligt landdistriktstilskud til at oprette sociale tilbud som eksempelvis væresteder. Det vil kunne give en bedre geografisk fordeling, end den vi ser i dag.

Det er dog ikke det eneste parameter, der skal skrues på. Vi ved også, at de, der er på offentlig forsørgelse, i højere grad end tidligere flytter væk fra de store byer og ud i landkommunerne. Derfor skal der også ses på, hvordan vi kan løse det, så de kommuner, der tager et ekstra slæb for den gruppe borgere, også har økonomien til det.

Jeg ønsker mig en socialpolitik, der giver lige muligheder for folk på kanten, uanset hvor i landet de bor. En socialpolitik med indsatser, der giver gode betingelser for at vokse og gro som menneske. Her er flere væresteder et lille skridt i den rigtige retning, så folk som Steven får gode betingelser for at komme på ret køl.