Ud for 28 navne på en stor, hvid tavle er der placeret en rund, flad magnet. Grøn betyder, at alt er ok, mens gul indikerer, at der kræves handling. 

Navnene tilhører beboerne på plejehjemmet Birkegården i Stoholm. 

Alle medarbejdere er samlet i tavlerummet til det daglige stop-op-møde. Der er ingen kaffekopper på bordene, og mødet følger en fast, lamineret dagsorden.

I dag deltager to eksterne terapeuter i mødet - en fysioterapeut og en ergoterapeut. Det gør de hver fjortende dag, og det har vist sig at være en god ide.

Det styrker alles faglighed, når man samarbejder på tværs af faggrupper med udgangspunkt i de enkelte borgere, mener centerleder på Birkegården Birgitte Helm Eskildsen. 

- Når jeg tænker tilbage på, hvad der har fået det til at fungere, er det, at vi havde systematik i aftalen. Hvornår skulle de komme, og hvordan skulle de komme. Vi har en struktur, hvor vi siger: Hvem er tovholder, hvad skal vi igennem, og hvorfor vi skal igennem det, siger hun.

Styrker forebyggelse og faglighed

Borgere med en gul magnet gennemgås én for én. 

En borger har fået amputeret det ene ben, og fysioterapeut Mette Bielefeldt Larsen har udstyret ham med en træningselastik og anvisninger om at træne det andet ben med elastikken hver dag for at styrke muskulaturen.

- Er der noget beskyttelse på den elastik?, spørger plejehjemssygeplejersken, bekymret for om den kan gnave hul i huden. 

Borgeren har dårligt kredsløb, så sår vil have svært ved at hele, forklarer hun. 

Ergoterapeut Malene Balsby Roersen foreslår, at man sætter mosgummi omkring elastikken som polstring.

- Og vi sidder jo og lytter alle sammen, så det giver nogle gode refleksioner, siger Birgitte Helm Eriksen.

I det hele taget betyder den fælles tværfaglige sparring, at der kommer flere faglige øjne på borgerne, og det kommer dem til gavn, fortæller hun.

- Vi bruger hinandens faglighed til at argumentere og stå stærkere og til at forebygge. Vi forebygger alt det, vi kan, siger hun.

For nok kunne man vælge at tage sårene med og så bruge krudt på at hele dem bagefter. Men så får borgeren ondt og kan måske ikke spise. Så taber vedkommende sig, mister muskelmasse og bliver hurtigere gammel og dør måske hurtigere, fortæller Birgitte Helm Eskildsen.  

- Hvad er det, vi vil?, spørger hun og følger selv op med svaret.

- Vi vil give livskvalitet. De skal have en god livskvalitet, siger hun.

Øget kvalitet i indsatser

Når man tidligere bestilte terapeuterne til at komme, fortalte de, hvad der skulle gøres, og så gjorde man det. 

- Nu får vi også en viden. Hvorfor er det, vi skal gøre det? Hvorfor er det vigtigt?, siger Birgitte Helm Eskildsen.

Den borgercentrerede, praksisnære læring opkvalificerer medarbejderne, så ny viden hurtigt kommer ud at leve. Medarbejderne bliver mere opmærksomme på, hvad de bør kigge efter, ligesom strukturen omkring samarbejdet i sig selv lægger op til løbende refleksion i dagligdagen.

- I dag ved vi, at vi har det her møde hver fjortende dag. Så sparer vi sammen: Er der noget, vi har overset? Er der noget, vi skal være opmærksomme på? Så vi tager en vidensdeling og laver en faglig vurdering sammen, siger hun.

For fysioterapeut Mette Bielefeldt Larsen er det tydeligt, at de fælles møder med Birkegårdens medarbejdere har styrket samarbejdet.

- Jeg synes, jeg kender personalet bedre nu, fordi vi ses oftere, siger hun.

Og det gør det nemmere at gå til hinanden med spørgsmål og observationer om beboerne. 

- Jeg tror, der har været en eller anden usynlig barriere nogle gange. Det har været svært at henvende sig til os terapeuter, fordi de måske har været usikre på, om det var os, der skulle tage os af den problematik, de stod med, siger hun.

Nu bliver terapeuterne inddraget i flere sager, end de gjorde tidligere.

- Jeg tror, at de finder flere borgere, der har brug for træning nu, siger Mette Bielefeldt Larsen.

Det giver også mulighed for at øge kvaliteten i indsatserne, når alle sidder med rundt om bordet, fortæller ergoterapeut Malene Balsby Roersen. 

- Jeg kan være inde og lave en dysfagivurdering (tygge- og synkebesvær), der er en her-og-nu-vurdering. Men jeg kan jo ikke altid se, om det er anderledes om aftenen, hvor borgeren kan være mere træt, siger hun.

- Vi har jo heller ikke altid løsningen, men måske finder vi en løsning sammen.

Systematik og struktur virker

Den øgede tilstedeværelse af terapeuter på plejecentre, blev som led i Viborg Kommunes velfærdsaftale på ældreområdet gennemført som en prøvehandling hen over foråret og sommeren 2022. Nu har man besluttet, at initiativet skal udrulles på alle plejecentre.

På kommunens hjemmeside kan man finde beskrivelser af de i alt 40 prøvehandlinger, som indtil videre er gennemført. I prøvehandlingskataloger for hver af de foreløbigt fem prøvehandlingsfaser findes evalueringer af, hvilken betydning den enkelte prøvehandling har haft for henholdsvis borgere, medarbejdere og kommunens ressourcer og økonomi.

- Vi skal give nogle rammer, der er relativt simple, og sørge for, at der bliver tid til at fylde de rammer ud. Men så behøver vi sådan set ikke at styre det mere, siger hun. 

For at gøre det så let som muligt for arbejdspladserne at trække læring ud af hinandens erfaringer, har forvaltningen sendt prøvehandlingsgrupperne på jagt efter, hvad man kalder det virksomme stof. 

Det har man gjort ved at bede dem om at svare på to spørgsmål: Hvilken effekt så de af prøvehandlingen, og hvilken adfærdsændring krævede det?

- Det med at finde ud af, hvad kernelæringen i en given prøvehandling er, har været en vigtig øvelse, siger hun.

For når man kender det virksomme stof, kan man bedre vurdere, hvad der skal til, for at en ide kan implementeres på en meningsfuld måde lokalt. 

For eksempel har man i hjemmeplejen frigjort tid til kerneopgaven for plejepersonalet ved at samle alle de praktiske opgaver i en ny stilling. Nu har alle hjemmeplejedistrikter en teknisk servicemedarbejder, der sørger for at afrime og tanke bilerne, lægge uniformer frem, pakke medicinkasser og sikre at cyklerne er pumpet og at iPads er opdateret. 

Men det giver ikke mening at oprette en teknisk servicemedarbejderstilling på et plejecenter, og det er heller ikke det, der er det virksomme stof, forklarer Kristine Stange. Det er at se på, hvilke praktiske opgaver, man har.

- Hvem løser dem i dag? Kan de samles på færre hænder?, siger hun.

Samtidig er der en bevidsthed om, at visse prøvehandlinger er nødt til at blive implementeret på nogenlunde samme måde, hvis de skal virke. Det gælder for omtrent halvdelen af prøvehandlingerne. Fx for de hverdagsrehabiliteringsteams, der tager ud på plejecentrene. 

- Hvis de skal kunne nå ud på alle 14 plejecentre, så er det ret vigtigt, at de kan gøre det på et nogenlunde ens aftalegrundlag med alle plejecentre, siger Kristine Stange.

Ingen dumme spørgsmål

I en travl hverdag er det rart, at der er noget, der ligger fast, og som bare kører, bemærker Birgitte Helm Eskildsen.  

I dag tør alle Birkegårdens medarbejdere at byde ind på møderne med terapeuterne, men for at nå dertil måtte der først skabes et rum, hvor ingen spørgsmål var dumme, og hvor alle var ligeværdige, fortæller hun. 

- Det var vigtigt, at vi skulle finde et rum, hvor mine ufaglærte, mine hjælpere, mine assistenter og elever er trygge, siger hun. 

Derfor blev terapeuterne inviteret med ind på plejehjemspersonalets faste møder. Særligt i begyndelsen byggede man samarbejdet op omkring et tema - eksempelvis dysfagi. For det at tale ud fra et emne frem for en faglighed er med til at ligestille folk, mener Birgitte Helm Eskildsen.

- Terapeuterne kan jo godt sige, at vi skal give denne her kost, men når vi så står ude ved en borger, som siger, at det vil jeg ikke have, så står vi i et dilemma. Hvordan kan vi så gøre det? Hvordan kan vi hjælpe hinanden med at løse den opgave?, siger hun.