Som et af de mindst regulerede velfærdsområder, er der relativt få statslige regler at blive frisat fra på dagtilbudsområdet. Derfor fylder selve afreguleringen meget lidt, fortæller dagtilbudschef i Helsingør Kommune Helene Horsbrugh. 

- Jeg ser det sådan, at det vigtigste i frisættelsen er, at det er en tillidserklæring. Det er motiverende, at regeringen og byrådet stoler på de lokale dagtilbud. Derfor giver frisættelsen energi og lyst til at gå nye veje for at skabe kvalitet for borgerne, siger hun.

Og eftersom dagtilbuddene har de samme normeringer, de samme fysiske rammer og det samme budget, som inden kommunen indgik en velfærdsaftale med den daværende S-regering, skal man ikke forvente, at de kan omkalfatre området.

- Det handler om at gøre det lidt bedre for børnene i hverdagen. Tal om hverdagsinnovation. Lad være med at tale om rumraketter eller radikal innovation, lyder rådet fra Helene Horsbrugh.

Tid, overskud og færre konflikter

I Børnehuset Søbæk i Espergærde har frisættelsen mest af alt sat skub i, at man skulle finde på noget nyt, fortæller leder Henrik Groth Nielsen. 

Han har benyttet frisættelsen som en anledning til at tænke medarbejdere på en ny måde og har ansat en fordybelsespædagog, som deler sin tid mellem børnehusets 11 stuer. 

- Dagligdagen kører rigtig godt, men når man skal lave nogle ekstraordinære ting, så er det rart med en medarbejder, som kan komme ind og lave en proces, som medarbejderne på stuen måske ikke har tid til i dagligdagen.

Og alene det, at der er en ekstra voksen på stuen 2-3 uger ad gangen, skaber rum for mere voksennærvær og fordybelse sammen med børnene. 

Fordybelsespædagogen skal ikke bruge tid på forældremøder eller på at dokumentere og lave underretninger til forvaltningen. Hun skal udelukkende fokusere på børnene og på at lave særlige aktiviteter og forløb med dem, som hun og medarbejderne på stuen vurderer, er relevante. 

Hun planlægger, forbereder og sørger for, at der bliver sat pædagogiske mål og evalueret på aktiviteterne. Det er med til at styrke kvaliteten i pædagogikken. 

Ikke mindst har hun en anden rolle over for børnene end de øvrige voksne.

- Børnenes primære omsorgspædagoger er altafgørende for børnene. Det er jeg blevet bekræftet i, efter at have prøvet at være sådan en, der kommer flyvende ind. De gør et kæmpe stykke arbejde i at støtte op om børnene og lære dem at kende. Men jeg kan noget andet, siger fordybelsespædagog Karoline de la Motte. 

Karoline de la Motte har tid og overskud. Og så hjælper det, at hun i mindre grad har de daglige madpakkekonflikter med børnene.

- Når børnene banker på min dør og har brug for, at der er en voksen, der ser deres særpræg, så er jeg der og har for det meste tid til at sige, at jeg kommer lige om lidt, siger hun.

- Eller også skriver jeg i min kalender, at jeg skal ud og finde insekter med dem på legepladsen i morgen. Det, tror jeg, giver en følelse af, at de er noget særligt. 

Svært når andre ikke er frisat

Når det har været muligt at ansætte en fordybelsespædagog, skyldes det, at man i Helsingør Kommune har valgt at holde fast i den kommunalt besluttede minimumsnormering - ikke at der er fulgt penge med til arbejdet med velfærdsaftalen.

Med få undtagelser var daginstitutionerne i Helsingør Kommune i forvejen ikke bundet af rammer fastsat af forvaltningen, så i virkeligheden kunne man beslutte mange ting lokalt uden at være frisat, fortæller Henrik Groth Nielsen.

Det kan gøre det svært at fremvise noget, man har lavet under frisættelsen, mener han.

- Politikerne tror måske, at vi kan mange flere ting, og at alt muligt kan blive sat i søen og blive løst af det. Men alle dem, jeg arbejder sammen med, er ikke frisat, siger han.

Det gælder fx psykologer, skoler og sundhedsplejersker, fortæller han, og det sætter nogle begrænsninger for, hvilken flyvehøjde frisættelsen kan få. 

- Vi kan godt lave nogle forsøg med andre, men de er jo ikke frisat, så de kan ikke bare lade være med at følge loven. Så det er bagsiden af det - at det kun er os, der er frisat, og ikke alle dem, vi arbejder sammen med, siger Henrik Groth Nielsen.

- Hvis hele kommunen var blevet frisat, så tror jeg godt, der kunne have været sket nogle ting, som man ikke havde forventet, og som havde kunnet skabe mere kvalitet.  

Hvornår er det godt nok?

Selve forståelsen af, hvad der er kvalitet, er også vigtig at få på plads, mener Helene Horsbrugh, og det kræver i sig selv en række overvejelser. Frisættelsen har været en stor fortolkningsopgave - særligt for dagtilbudslederne, fortæller hun.

- Vi har i høj grad skullet finde vores egen vej i det, siger hun.

- Hvad er det egentlig det indebærer? Hvad kan det? Hvad skal det? Hvornår er det godt nok?  

Hendes råd til andre, der ønsker at styrke kvaliteten i velfærden gennem frisættelse, er at lave et grundigt forarbejde med at finde frem til, hvad det er for en kvalitet, man gerne vil opnå - om det fx er at forebygge mistrivsel hos børn eller at skabe læringsmiljøer, der stimulerer til leg. 

Hvis der skabes en fælles kvalitetsforståelse, bliver det lettere at få øje på, hvor man er lykkedes, fortæller hun. 

I løbet af frisættelsesperioden har man i Helsingør identificeret et fælles behov for at styrke kvaliteten inden for bestemte temaer. Dagtilbudslederne har efterspurgt, at der bliver iværksat strategiske udviklingstiltag, som forpligter hele området, fortæller Helene Horsbrugh. For eksempel at der bliver gennemført et uddannelsesforløb for alle fastansatte medarbejdere med temaet ”deltagelsesmuligheder for alle børn”. 

Derudover faciliterer forvaltningen fælles prøvehandlinger på tværs, fordi man som mange andre steder rundt om i landet oplever, at flere børn har det svært.

- Ved siden af de baner og spor, som dagtilbuddene selv har lagt, er vi ved at lægge et fælles spor, som springer ud af en nødvendighed, siger hun. 

- Sådan, som vi har forvaltet frisættelsen, bliver det i udgangspunktet lidt sværere at lave noget, der forpligter hele området. Det kræver en anden form for ledelse, hvor forvaltningen sjældent bruger sin formelle magt, men i stedet involverer og inviterer til at løse problemerne i fællesskab.

Ingen spareøvelse

At lede under frisættelse stiller nye krav til forvaltningen.

- Man skal understøtte forskellige løsninger på hver matrikel i forhold til de behov, der er i det lokale hus, siger Helene Horsbrugh.

- Hvis man siger, at man har en værktøjskasse med nogle skal-værktøjer og nogle kan-værktøjer, så har vi lige nu færre skal-værktøjer i vores værktøjskasse, fordi vi har sagt, at vi giver tillid og ansvar ud lokalt. Så hver gang vi skal skabe fælles retning, skal vi meningsskabe og gå stien sammen.

- Det er ikke noget, der tager kortere tid end at sige: I skal. Det tager længere tid, siger hun.

Derfor er frisættelse på ingen måde en spareøvelse, bemærker hun. 

Til gengæld kan den styrke den lokale faglige dømmekraft og faglige ledelse, og det er vigtigt, for kvaliteten bliver skabt i hverdagen sammen med børnene, mener hun.

- Det her er vores mulighed for at se på vores praksis med friske øjne, siger hun.

Samtidig har frisættelsen gjort, at man er kommer tættere på hinanden. 

- Både hos os i forvaltningen og blandt dagtilbudslederne er der en oplevelse af, at vi i frisættelsen har udviklet et stærkere ”vi”. Vi er sammen om at skabe kvalitet for borgerne.