En “komite om lønstrukturer i den offentlige sektor” lød beskrivelsen i det mæglingsforslag, der mere end tre måneder senere blev ophøjet til lov. Ideen blev fostret i Fagbevægelsens Hovedorganisation FH som en udvej for sygeplejerskerne, så de kunne have undgået en udsigtsløs strejke. Men nu her bagefter må man forvente en nuanceændring i det, der var forslagets oprindelige hensigt: at afdække og beskrive lønstrukturer på det offentlige område og at konsekvensberegne mulige ændringer i  samme.

Komiteen udestår stadig at blive dannet og dens præcise opgave at blive formuleret ud over mæglingsforlagets og senere overenskomstfornyelseslovens ret upræcise ordvalg. Det må dog forventes, at der vil blive hentet supplerende inspiration i FH’s oprindelige forslag, men ellers skal kommissoriet besluttes af de partier, der stemte for lovindgrebet i sygepejerskestrejken. 

Det vil sige, at hverken Dansk Folkeparti, SF eller Enhedslisten, som er de partier, der har været mest stemt for at finde ekstra penge uden om de vanlige overenskomstforhandlingskanaler, får et ord med. Det gør derimod beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), der allerede samme aften som han bebudede lovindgrebet, også havde noget, han gerne ville have komiteen til at se på. 

- For regeringen er det afgørende, at arbejdsmarkedets parter på det offentlige område fremadrettet har en fælles forståelse og også et fælles grundlag at forhandle løn på, sagde han.

- Det er opgaven for lønstrukturkomiteen, tilføjede han endda. Opgaven.

En konsekvent dobbelthed

Ikke helt hvad diverse aktører i og omkring sygeplejerskestrejken må have ventet, men dog med åbenlys relevans efter strejkens righoldige udvalg af statistikker over, hvad sygeplejersker egentlig får i løn. Alt andet end “en fælles forståelse” og “et fælles grundlag at forhandle løn på”.

Dansk Sygeplejeråd har hovedansvaret for forvirringen ved at sidde i forhandlingslokalet og aftale en pensionsstigning, samtidig med at man udadtil afviste at regne pensionen med i lønniveauet. Endda en meget konsekvent dobbelthed, idet sygeplejerådet på sin hjemmeside om valgte tillidsfolks aflønning også oplyser tallene uden pension, hvilket gør sygeplejerskeformand Grete Christensens samlede månedlige lønsum 16.786 kr. mindre end Dansk Sygeplejeråds faktiske udgift til hende.

Ikke noget at sige til at de menige sygeplejersker på grundløn ikke nødvendigvis har fuldt overblik over lønstatistikken, og heller ikke noget at sige til at beskæftigelsesministeren ikke endnu en gang gider samme diskussion om noget, der bare burde være facts. Til overflod er der lignende tilstande i Fængselsforbundet, hvis formand Bo Yde Sørensen af DR’s Detektor er blevet grebet i at oplyse en gennemsnitsløn på “mellem 27.000 kr. og 30.000 kr.”, hvor det faktisk påviselige gennemsnit i virkeligheden er 33.564 kr., altså 12-24 pct. mere end hvad formanden siger.

Ikke hjælpsomt for “en fælles forståelse” og “et fælles grundlag at forhandle løn på”. 

Myte eller monoskurk

Mon ikke også “en fælles forståelse” og “et fælles grundlag at forhandle løn på” kommer til at omfatte et nærmere kik på den tjenestemandsreform fra 1969, der af Dansk Sygeplejeråd og nærmeste omegn betragtes som en slags monoskurk for løndannelsen i diverse kvindefag og naturligvis især sygeplejerskefaget, mens blandt andre arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet har kaldt det en sejlivet myte, der endda “tangerer historieforfalskning”.

Trods beskæftigelsesministerens ord om hvad opgaven er, er den naturligvis også det, som navnet lønstrukturkomité siger. FH angav i sit oprindelige forslag tre hovedpunkter for hvad komiteen skal arbejde med:

• At analysere lønstrukturerne, herunder uddannelsesniveau, opgaver, ansvar og konsekvenser af det kønsopdelte arbejdsmarked, inklusiv forhistorien med tjenestemandsreform og overenskomster i tidens løb.

• At analysere samfundsøkonomiske effekter og konsekvenser af eventuelle ændrede lønstrukturer på det offentlige område og disses mulige betydning på det private område.
• At belyse muligheder for ændringer, herunder hvilke barrierer der måtte være. Det betones at eventuelle ændringer skal ske “inden for rammerne af den danske aftalemodel”, oversat: en forhandlet løsning, ikke lovgivning.

Hvad det præcis bliver, skal  dels arbejdsmarkedets parter, dels partierne bag overenskomstfornyelsesloven fastlægge i et kommissorium og en tidsplan. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard vil desuden indkalde parterne til drøftelser om den danske model på det offentlige område, sagde han under tredjebehandlingen.

- Om det bliver til egentlige trepartsforhandlinger, tror jeg ikke, jeg allerede nu kan sige, men jeg vil heller ikke afvise det, sagde han.