Folket har rejst sig imod bygherrerne
Folket har rejst sig imod bygherrerne
I de seneste fire år har jeg haft sæde i det københavnske Indre By Lokaludvalg. Det består af én repræsentant for hvert af de politiske partier i Borgerrepræsentationen samt 15 medlemmer, der er udpeget af foreninger i Indre By og valgt ved en afstemning.
Som formand for Arkitekturoprøret har jeg dér haft mulighed for at arbejde for vores mærkesag, bymiljø. Vi ønsker dels bedre beskyttelse af de ældre bykvarterer mod utilpasset nybyggeri, og dels bedre nye bydele i form af rigtige bykvarterer uden forstadspræg. Ved det netop afholdte valg for de kommende fire år beholdt vi vores plads i udvalget, idet Arkitekturoprøret var den forening, der fik flest stemmer ved afstemningen. Bymiljøsagen optager borgerne.
Generelt har jeg kun lovord at udtale om lokaludvalget. Det mest bemærkelsesværdige har været den store enighed og den gode stemning blandt medlemmerne. Vi har taget stilling til mange sager, men mig bekendt har der ikke været én eneste kampafstemning. Udvalget bliver betjent af en fast tilknyttet kommunal embedsmand, og kommunen har taget os alvorligt; vi bliver hørt, og vi kan få møder med forvaltning og politikere.
Bymiljø er lige så vigtigt som naturmiljø
Det, der har optaget udvalget mest, er nattestøj, bymiljø og trafik. Skoler, ældrepleje og beskæftigelse har vi ikke beskæftiget os nær så meget med.
Hvordan kunne nogen finde på at tillade Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens? Eller Søtorvet i Silkeborg?
Selv har jeg engageret mig i bl.a. forsøg på at ændre på forvaltningen af byens arkitekturpolitik, at få udarbejdet bevarende lokalplaner for Indre By, at benytte lejligheden til at genoprette skader i gaden Bremerholm, hvor der skal ombygges, når Danske Bank flytter, og at bevare brostensbelægningen i Nyboderkvarteret. Alle i Lokaludvalget har bakket op. Men kun i en enkelt af de sager har vi haft succes: Et alternativt flertal i Borgerrepræsentationen vedtog (trods forvaltningens indstilling) en bestemmelse i Kommuneplan 2019 om, at der skal udarbejdes lokalplaner for Indre By og Christianshavn. Men forvaltningen har ikke kunnet finde penge til opgaven, og den har afvist et forslag om en billig løsning fra Lokaludvalget.
Bymiljøsagen bør ses som en søster til naturmiljøsagen. De samme argumenter kan begrunde begge sager. Naturmiljøsagen begyndte at få medvind for godt 50 år siden. Det var ikke fremsynede politikere, der stillede sig i spidsen; den opstod efter pres fra den brede befolkning, der ønskede et stop for forurening. Siden har den vokset sig stor og betydningsfuld, og i dag ved enhver politiker, hvor alvorligt den skal tages.
På trods af, at Planlovens paragraf 1 foreskriver, at der skal skabes og bevares værdifulde bebyggelser og bymiljøer, er bymiljøsagen derimod langt bagefter. Det kan undre, for mens naturmiljøet har haft modparter i landbrug og fiskeri, burde der ikke være nogen, der var imod, at vi bevarer og skaber bymiljøer, hvor folk trives og føler sig trygge.
Dumpekarakter til byggebranchen
I Arkitekturoprøret er vi af den opfattelse, at byggebranchen har løst sin opgave fortvivlende ringe. Nok er der bygget gode boliger, men der er ikke skabt gode bymiljøer, og der er sket megen skade på de fine bymiljøer i de ældre bykvarterer. Ansvaret må deles mellem mange aktører: arkitekter, bygherrer, developere, byplanlæggere, forvaltninger og politikere. I 100 år har branchen bekendt sig til modernismens værdinormer. Der er bygget triste forstadskvarterer med punkthuse, boligblokke og højhuse. Byggestilen har været kold og ofte menneskefjendsk.
Vi er ikke længere i tvivl om, at et betydeligt flertal i befolkningen deler vores synspunkter. Vi får støtte i pressen over hele landet. Og kommunalpolitikerne er ved at få øjnene op for, at det ikke handler om arkitektur, men om gode bymiljøer. Ringsteds borgmester havde næppe forestillet sig, at han skulle optræde på DR P1 og i landsdækkende aviser på grund af bymiljøet. Men hans kommune er netop blevet kåret til landets dårligste til bybevaring, og det giver opmærksomhed i pressen. Sidste år var det Aarhus Kommune, der havde den tvivlsomme ære.
Det er os en gåde, at developere og bygherrer ikke har indset, at de kan skabe større værdi og tjene flere penge ved at imødekomme kundernes ønsker og bygge hyggelige bymiljøer med forskellige huse i karréer og i en mere klassisk byggestil; men før eller siden går det forhåbentlig op for dem.
Vi får støtte i pressen over hele landet. Og kommunalpolitikerne er ved at få øjnene op for, at det ikke handler om arkitektur, men om gode bymiljøer.
Arkitekterne har for størstedelens vedkommende levet i deres egen lukkede verden uden nævneværdig interesse for lægfolks mening (eller fortvivlelse). De har tilbagevist kritik og lovprist sig selv og hinanden, og de har vel også været bange for at bryde ud af det gode selskab og gøre op med modernismen. På arkitektskolerne må de have fået indpodet en angst for "pastiche". I debatten har de stort set ikke gjort sig gældende de seneste to-tre år. Selv om mange både ældre og yngre arkitekter støtter os, er det forbavsende så lidt nytænkning, arkitekterne har leveret. Trods adskillige forsøg er det ikke lykkedes os at komme i dialog med arkitektskolerne.
Hvis jeg skal gætte på årsagen til den store forskel i udviklingen for naturmiljøsagen og for bymiljøsagen, vil jeg pege på forvaltningerne. I amter, regioner og kommuner har der været fagfolk, der brændte for naturmiljøet. De har gjort et imponerende arbejde, og de har vejledt politikerne til at træffe gode beslutninger. Den tid, hvor man kunne begrunde udretningen af Skjern Å med hensynet til udvikling og fremskridt, synes meget fjern. Selv om katastrofen skete så sent som i 1960’erne.
Alt for mange dårlige eksempler
Men hver måned ser vi stadig ødelæggende nedrivninger af fine, ældre huse med stor klimabelastning til følge, mens vi må høre på argumenter om udvikling og fremskridt som begrundelse. Og byplanerne for nye bydele er deprimerende. Hvordan kunne nogen finde på at tillade Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens? Eller Søtorvet i Silkeborg? Og se på den trivielle forstad, man vil bygge i Jernbanebyen i København. Hvorfor havde man ikke lavet lokalplaner, der foreskrev et rigtigt bykvarter i stedet for det bevidstløse forstadsbyggeri? Grunden må være, at der i teknik- og miljøforvaltningerne ikke sidder ret mange fagfolk, der brænder for bymiljøsagen. Det har vi erfaret i Københavns Kommune. Aarhus har med sin fortætningspolitik i adskillige år systematisk skadet sit bymiljø, og mange kommuner over hele landet ser passivt til, mens fine bygninger forfalder, hvorefter de erklærer, at nu er der jo ikke andet at gøre end at rive dem ned.
I Arkitekturoprøret håber vi, at der langt om længe vil ske noget. Vi fik fin støtte fra kommunalpolitikere op til kommunalvalget. Men vi mangler at få de kommunale forvaltninger i tale.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.