Vi starter med en hukommelsestest: Hvilken kommunes borgmester har sagt om forhandlinger med en stor koncern, at det “har været under dæknavne, så har de heddet det ene, og så har de heddet det andet” og “det er meget, meget få, der har vidst, hvad de arbejdede med. Det er under ti, og oprindelig har der kun været tre.”

Lyder det misliebigt? Eller strategisk klogt?

Lad os rydde lidt ud i læsernes mulige gæt. Nej, det handler ikke om Randers Kommune og Nordic Waste, som ellers nok beskyldes for at have haft et lidt for tæt forhold. Og nej, det handler heller ikke om Kalundborg-borgmester Martin Damm og hans såkaldt hemmelige møder med Novo.

Møder som aktuelt har påkaldt sig alt fra skepsis til forargelse over, at en stor virksomhed i kraft af sine mange arbejdspladser har en lettere adgang til den kommunale magtbase, og muligvis en deraf følgende mulighed for at påvirke beslutninger. Sidstnævnte kun en mistanke, men det kan også være nok til kritik.

Borgmestercitatet stammer heller ikke fra Aalborg, der indtil for få år siden havde en slags afpresningspraksis overfor byudviklere, der kunne sikre lokalplaner en mere fremkommelig behandling ved at tilbyde at betale for diverse offentlig infrastruktur. På opfordring af kommunen, hvis de ikke tilbød det af sig selv.

Lyder det misliebigt? Ja, i den grad, og ifølge Ankestyrelsen også ulovligt. Men hvad så med dæknavne og hemmeligholdelse?

Ophavsmanden til det indledningsvis citerede er daværende Viborg-borgmester Torsten Nielsen, og det han holdt møder om i 2014 og 2015, var at få Apple til at placere et stort datacenter inden for hans kommunegrænse. Det lykkedes, og ingen - som i: absolut ingen - har hverken dengang eller senere fundet det utilstedeligt, at det skete efter hemmeligholdte forhandlinger.

Naturligvis ikke. Enhver borgmesters fremmeste pligt er at tjene sin kommunes interesser, og det var netop hvad Torsten Nielsen og før ham Søren Pape Poulsen gjorde i den sag.

Det var fuldstændig det samme, da Odense tilbage i 2018 sikrede sig et Facebook-datacenter, og da Esbjerg omkring samtidig også forsøgte sig over nogle omgange. Hvis en virksomhed står med fremtidige arbejdspladser i hånden, er det en forsømmelig borgmester, der insisterer på kun at ville mødes i fuld offentlighed. Så vidt vides er noget sådant da heller aldrig forekommet i nogen kommune.

Denne pragmatiske håndtering gælder naturligvis ikke kun nytilkommende virksomheder. Eksisterende virksomheder fortjener samme service, ikke for deres egen skyld, men på grund af den gavn deres tilstedeværelse gør kommunen. At det også måtte gavne virksomhederne selv, trækker ikke noget fra den gavn, det gør kommunen.

Alt dette er der intet nyt i, og hvorfor det lige netop er Kalundborg Kommunes relation til Novo, der er kommet i søgelyset lige netop nu, fortaber sig derfor i det uvisse. Eksempelvis falder det nærmest umuligt at forestille sig, at Billund Kommune og Lego ikke har en fortrolig relation, eller Sønderborg Kommune og Danfoss, Struer Kommune og B&O og flere endnu.

I det hele taget har alle kommuner en virksomhed liggende, som er deres største og alene derfor har afgørende betydning for kommunens velbefindende. Det må man gå ud fra, at man i den kommunale ende af relationen er sig fuldt bevidst. Og handler derefter.

Lyder det strategisk klogt? Ja, i den grad.