Efter afsløringer om Fensmarkgade: Kommune erkender fejl og skrider til politianmeldelse af skønhedsklinik
Efter afsløringer om Fensmarkgade: Kommune erkender fejl og skrider til politianmeldelse af skønhedsklinik
Flere mindreårige piger har ulovligt fået foretaget kosmetiske indgreb med lip-fillers, mens de var anbragt på den københavnske døgninstitution Fensmarkgade. Det har en stribe tidligere medarbejdere fortalt Kommunen.dk og Politiken.
Københavns Kommune har erkendt, at unge piger anbragt på den kommunale institution har fået foretaget indgreb, og oplyst, at det ikke har været muligt at politianmelde sagerne, fordi kommunen ikke kendte til klinikkerne.
Men nye oplysninger, som Kommunen.dk og Politiken er i besiddelse af, sætter spørgsmålstegn ved kommunens forklaring.
En mail fra Fensmarkgade til en forælder viser nemlig, at ledelsen af Fensmarkgade i 2023 har været bekendt med en konkret klinik, som en mindreårig pige skulle have fået lavet læber hos.
Alligevel handlede ledelsen ikke ved at politianmelde klinikken, og det får nu Socialforvaltningen til at erkende, at man har begået en “klar fejl”.
Lever ikke op til sit ansvar
Ifølge de tidligere medarbejdere er indgrebene blevet foretaget på forskellige klinikker rundt omkring i hovedstadsregionen og i Malmø. En tidligere ansat har fortalt, at hun kender til mindst fem tilfælde, hvor anbragte piger fik lavet læber.
En far har også tidligere fortalt til Kommunen.dk og Politiken, at hans datter under anbringelse på Fensmarkgade fik lavet læber.
Han kritiserer Fensmarkgade for, at indgrebene kan ske, mens de er anbragt. Institutionen har et ansvar for at forhindre det, mener han.
Tidligere har Caroline Adolphsen, lektor i socialret ved Aarhus Universitet, udtalt at det er bekymrende, hvis de anbragte piger har fået lavet kosmetiske indgreb:
- Hvis de får kosmetiske indgreb lavet med ledelsens viden, så lever ledelsen ikke op til det voksenansvar, som er hele pointen med anbringelsen. Pointen med en anbringelse er, at det daglige omsorg for barnet, eller det man kalder voksenansvar i voksenansvarsloven, overgår fra forældrene til anbringelsesstedet, siger hun.
I en mail fra afdelingenslederen af Fensmarkgade, som Kommunen.dk og Politiken er i besiddelse af, oplyses det til en far til en anbragt pige, at hun har fået lavet læber hos en navngiven klinik.
“Olivia har i en samtale med undertegnede fortalt, at hun har fået filler i hendes læber i dag. Hun er glad for dem, men det er svært at spise. Undertegnede spørger interesseret ind og tager ikke stilling til problematikken, idet undertegnede ikke kender aldersgrænsen for dette. Olivia fortæller, at hun har fået dem lavet hos (klinik i Storkøbenhavn, red), og hun viser undertegnede deres Insta-profil”, skrev lederen i mailen.
Pigens rigtige navn er ikke Olivia. Vi har valgt at anonymisere hende, men pigens rigtige navn er redaktionen bekendt.
Vil politianmelde
Det er Københavns faglige direktør i socialforvaltningen, Katrine Ring, som i et skriftligt svar har forklaret, at “det ikke har været muligt at få de unge til at oplyse, hvilke klinikker der har foretaget de ulovlige indgreb”.
Men det viser sig nu ikke at være rigtigt.
Vi har forholdt Københavns Kommune mailens oplysninger og bedt socialforvaltningen svare på, om forvaltningen var bekendt med, at det var usandt, da man oplyste, at de unge piger ikke ville fortælle, hvor de fik foretaget de kosmetiske indgreb.
Katrine Ring skriver i et nyt svar til Kommunen.dk og Politiken:
”Vi har undersøgt sagen igen og fundet frem til den samme e-mail, som Politiken beskriver, og det er en klar fejl, at der ikke blev reageret prompte på hændelsen i efteråret 2023. Det er meget beklageligt, og vi går nu videre med en politianmeldelse af den pågældende klinik.”
Det er en klinik i Storkøbenhavn, som har foretaget indgrebet. Klinikken er registreret hos Styrelsen for Patientsikkerhed og har en læge tilknyttet som behandlingsansvarlig. Nu kan klinikken se frem til at modtage en politianmeldelse.
Vi har på Kommunen.dk og Politiken været i kontakt med klinikkens indehaver og spurgt, hvordan det kan lade sig gøre at en mindreårig pige har fået lavet lip-fillers hos dem.
Indehaveren ønsker ikke at stille op til et interview, men svarer skriftligt, at hun ikke har kendskab til den konkrete hændelse og at hun ikke har yderligere kommentarer. Hun vil heller ikke forholde sig til, at Københavns Kommune vil politianmelde klinikken.
Døgninstitutionen Fensmarkgade
- Fensmarksgade er en åben døgninstitution, der bliver drevet af Københavns Kommune.
- Målgruppen er udsatte og kriminalitetstruede unge i alderen 12-18 år.
- På baggrund af aktindsigter som Kommunen.dk og Politiken har gennemgået, kan vi afdække, at forholdene på institutionen langt fra er som de bør være på et højt specialiseret tilbud.
- Flere bekymringshenvendelser fra tidligere medarbejdere og myndigheder beretter om en institution, hvor problemer med blandt andet vold, våben, stoffer og mistanke om prostitution fylder.
- Fensmarkgade blev i december underlagt skærpet tilsyn af Socialtilsyn Hovedstaden.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.