Flere voldsomme vejrhændelser i form af skybrud og stormflod har de senere år medført betragtelig erodering af vores kystlandskaber, og uoverskuelige omkostninger for de grundejere, der som følge heraf har lidt tab på deres ejendom. Der er foreløbigt udsigt til, at disse hændelser i fremtiden bliver hyppigere og voldsommere end set hidtil.

Som et eksempel kan nævnes oversvømmelserne fra Roskilde Fjord af ejendomme beliggende i det kystnære område ved Jyllinge Nordmark, der var foranlediget af stormen ”Bodil”, hvor områdets grundejere fik ødelagt deres beboelsesejendomme. I kølvandet på ødelæggelserne viste det sig vanskeligt at realisere et kystsikringsprojekt, som følge af de mange komplicerede regler på området, hvilket foranledigede en række lovgivningsmæssige tiltag.

Klimaforandringerne kalder på handling i form af en øget indsats mod ødelæggelser som følge af vejrhændelser, inden samfundet står med uoverskuelige omkostninger forbundet med genopretning af fysiske skader. 

Foreløbig er det anslået, at omkostningerne forbundet med ødelæggelser i forbindelse med vejrhændelser mellem 2011 og 2023 lyder på ca. 18 - 19 mia. kr.

Beregninger foretaget af DTU indikerer, at frekvensen af voldsomme vejrhændelser inden for de næste 100 år vil være stigende. I år ca. 2124 vil der ske en femdobling af antallet af personer, der bliver berørt af stormflod, og ca. en fordobling af antallet af personer, der bliver påvirket af skybrud.

Det halter dog med at få realiseret de nødvendige klimaprojekter, hvor der er set flere eksempler på, at projekterne enten er meget lang tid undervejs eller helt bliver lagt i graven.

Finansiering er en kæmpeudfordring

Den forebyggende indsats i form kystsikringsanlæg med videre, giver dog anledning til en række selvstændige udfordringer. En af de helt store udfordringer er finansiering af projekterne, hvor mange grundejere ultimativt selv ender med at betale regningen. I mange tilfælde vil kommunal finansiering af de ofte milliondyre klimaprojekter være umulig.

Reglerne er i dag udformet således, at det er ejere af fast ejendom, der på baggrund af et nytteprincip i form af bidragspligt, selv skal finansiere de omkostninger, der er forbundet med etablering, drift og vedligeholdelse af kystbeskyttelsesanlæg, jf. kystbeskyttelseslovens § 9 a.

Det er klart, at kommunerne ifølge reglerne selv er bidragspligtige, for så vidt angår arealer som kommunerne selv er ejere af. For så vidt angår arealer, hvor kommunen ikke er grundejer, spiller kommunerne i dag en selvstændig rolle hvad angår finansiering af kystbeskyttelsesanlæg.

Tidligere var der ikke i kystbeskyttelsesloven hjemmel til, at kommunen kunne finansiere kystbeskyttelsesprojekter ud fra friere overvejelser på privatejede arealer, og kommunerne kunne alene bidrage inden for rammerne af kommunalfuldmagten.

I dag er der udtrykkelig hjemmel til, at kommunerne sagligt inden for rammerne af kystbeskyttelseslovens formålsbestemmelser, uden iagttagelse af kommunalfuldmagten, helt eller delvist kan finansiere kystbeskyttelsesprojekter, jf. kystbeskyttelseslovens § 9. Det fremgår af kystbeskyttelseslovens § 1, at lovens formål er ”at beskytte mennesker og ejendom ved at reducere risikoen for oversvømmelser eller kystnedbrydning fra havet, fjorde eller andre dele af søterritoriet”. 

Det fremgår ikke af kystbeskyttelsesloven, hvor midlerne til finansiering skal komme fra.

Puljemidler rækker hverken helt eller halvt

Et eksempel på finansieringsvanskeligheder i forbindelse med klimaprojekter kan findes i Nakskov, hvor Lolland Kommune vanskeligt selv kunne finansiere den sluseport, der skulle sikre den kystnære by, som er særligt udsat for oversvømmelser, i tider, hvor priser på råmaterialer, herunder særligt stål, er skyhøje.

Der findes en række muligheder for, at kommunerne kan opnå finansiering gennem forskellige tilskudspuljer, herunder Miljøministeriets Kystbeskyttelsespulje, der i 2024 alene var på samlet 150 mio. kr. At udgifterne til kystsikring i Nakskov anløb ca. 190 mio. kr. bevidner, at ministeriets årlige pulje langt fra er tilstrækkelig til at imødekomme de udfordringer, der på den lange bane kommer til at koste dyrt, såfremt kommunerne ikke får bedre mulighed for at imødekomme klimaforandringerne.

Som beskrevet er det urealistisk, at kommunerne løfter denne opgave alene, og opgaven om finansiering af klimaprojekter bør i lyset af klimaudviklingen placeres hos regeringen som et fælles ansvar. 

Senest præsenterede regeringen i 2023 den første klimatilpasningsplan, hvor der blev afsat 1,3 mia. kr. til at ”sikre vores kyster, byer, boliger og infrastruktur”. Før regeringen kommer med brugbare løsninger til, hvordan klimatilpasningen skal finansieres i form af nationale planer, ligger opgaven fortsat hos kommunerne og de enkelte berørte grundejere.

Det kan dog i visse tilfælde godt svare sig at investere i klimasikring. Som Berlingske kunne berette om tilbage i maj, er der god forretning i at sikre hovedstadsområdets knap 60 km. kystlinje mod stormflod. Regningen på sikringen af hovedstadsområdet forventes at lyde på 12-13 mia. kr., men dette opvejes af, at man undgår skadesomkostninger for over 11 mia. kr., hvorunder der også som gevinster kan medregnes undgåede driftstab for forsynings- og infrastrukturselskaber.

Kommunerne bør overveje alternative muligheder, idet statslige initiativer erfaringsmæssigt desværre ofte først kommer på bagkant af problemerne, som eksemplet i Jyllinge Nordmark viser.

I de områder, hvor det investeringsmæssigt giver mening, f.eks. i ”Flodbyen” i Randers, kunne en løsning være, at der oprettes et såkaldt offentligt privat partnerselskab i samarbejde med private investorer, hvor en del af kommunens finansiering overlades til en privat investor. Dette kunne f.eks. være en pensionskasse.

Den eventuelle investeringsmæssige gevinst ligger i, at områder, der hidtil har været særligt udsatte for vejrhændelser, på den anden side af implementeringen af et klimaprojekt vil være mere attraktive for udviklere med den konsekvens, at grundværdien stiger.

I andre yderområder, hvor det ikke er givet, at der kan findes private investorer, der skulle have en interesse i arealudvikling, kan der f.eks. oprettes foreninger eller laug bestående af de i forhold til et konkret kystsikringsprojekt berørte grundejere. 

Idet kommunerne efter den gældende lovgivning ud fra friere betragtninger kan vælge at finansiere private kystsikringsprojekter, er der vide rammer for valg af finansieringsmetoder.

En løsning kunne være, at kommunerne går sammen om projekterne med private grundejere, hvor der foreslås et samarbejde, hvor kommunerne bidrager dels som grundejer, dels med en garanti der billiggør finansiering.

Så derfor, kære kommuner, tag gummistøvlerne på, smøg ærmerne op, og vent ikke på staten.