Strategisk planlægning for bymidter er et lovkrav, men kan vi være sikre på også at få levende og attraktive samlingspunkter ud af det?

Hvis de skal genoplives, er vi nødt til at supplere den strategiske planlægning med en regenerativ tilgang, hvor der også er blik for kulturarv, bynatur og lokale ildsjæle. Det er nøglen til at skabe byrum, hvor det knitrer af liv – ikke bare på papiret, men i virkeligheden.

Lige nu er bymidter i hele landet under pres. Væksten trækker mod de store byer, butikkerne lukker, og forbrugsmønstrene ændrer sig. Alt for ofte ender bymidten som en tom kulisse. Hvordan vender vi udviklingen, så bymidten igen bliver stedet, hvor det knitrer af liv, fordi noget er på spil? 

Erhvervsministeriet har netop frigivet en pulje på 92 mio. kr. til at skabe levende bymidter, hvilket ligger i slipstrømmen af den reviderede planlov fra januar 2024 med nyt krav om strategisk planlægning for bymidter.

Nu skal alle kommuner definere, hvordan bymidterne i byer mellem 4.000 og 20.000 indbyggere skal udvikle sig. Planloven skal sikre rammer og struktur og retning i den fysiske planlægning. Men det allervæsentligste risikerer at glide i baggrunden:

Stedernes historie og sjæl, den sociale og kulturelle forbundethed mellem mennesker, de lokale fortællinger og den tavse viden om lokale normer og adfærd, som netop gør et sted levende. Det må vi ikke glemme. En regenerativ tilgang, der genopbygger og skaber de bedste betingelser for liv, skaber grobund for bymidter, der ikke kun fungerer, men også frisætter, fornyer, forbinder og forankrer liv.

Tag Ringe på Fyn. Stationsbyen, med rødder tilbage til 1876, let at bevæge sig til og fra med gode forbindelser til tog og motorvej og gode cykelforbindelser. Området bærer præg af gode tiltag fra bymidteplanen fra 2018, men her – som i mange andre byer – er der stadig et uforløst potentiale. 

Forbundethed som et greb

Lokalområdet i Ringe er fyldt med ildsjæle, der har kraften til at genoplive det sociale og kulturelle væv og gøre en livgivende forskel for byen. Men ofte mangler indsatsen koordinering og dermed glipper et potentiale, som den strategiske planlægning ikke nødvendigvis får opfanget. Hvordan sikrer vi i fællesskab, at lokale initiativer understøtter hinanden og trækker i samme retning, så energien forankres som varig værdi?

I lokalmiljøer, der bærer præg af forankring og mange generationers liv i højere grad end flygtige til- og fraflytninger, er der ofte indlejret en tavs viden om det indforståede i forhold til levevis, omgangsformer og sociale mønstre. Disse lokale særegne kvaliteter er vigtige for at forankre det lokale liv i en fornyelse. I en regenerativ tilgang har det vægt og bliver afdækket gennem nysgerrighed og opsøgende engagement.

Fortællingerne om byen – i gadestrukturer, historiske bygninger og stationen i Ringe – er stærke, værdifulde aktiver, som kan bruges konkret til at fremme både identitet og tidsdybde. Vi bør lade kulturarv spille en langt større rolle som noget relationelt og aktuelt i vores byer. Det er samspillet mellem fortid, nutid og mennesker, der skaber forbundethed og stolthed. 

Behov for bynatur

Bynatur er en forudsætning for levende bymidter. Alligevel må træer og grønne lommer ofte vige for besparelser, især i mindre byer, der kan have utilstrækkelige midler til drift af arealerne. Det er en kortsigtet løsning. Byens rum uden grønt forbliver tomme – tænk bare på varme sommerdage, hvor mikroklimaet bliver afgørende for, om folk har lyst til at opholde sig i byen. 

Ringes centrale byrum, Torvet i Algade, er smukt belagt med klinker, velintegreret vandkunst og plads til at lege. Enkelte træer står i plantekummer eller træhulsriste direkte i belægningen. Men gode levevilkår og trivsel for bytræerne er afgørende for mikroklimaets effektivitet og sikring af behagelige temperaturer. Robuste levemiljøer for bynaturen, og meget mere af det, kan styrke både klima, trivsel og lyst til ophold.

Den strategiske planlægning er en vigtig forudsætning for at sikre de bedste rammer for bymidterne, men ikke til at skabe liv i sig selv. Til at genoplade og genoplive bymidterne er vi nødt til at supplere med en regenerativ tankegang – en forståelse af bymidten som et økosystem, hvor alt er forbundet og indbyrdes afhængig, og hvor kultur, klima, relationer og lokal stolthed vægtes lige så højt som zonering og arkitektur.  

I den regenerative tilgang handler cirkularitet ikke alene om materialer, men også om at forbinde fortid og nutid i sociale og kulturelle lag. Arkitekturen skal stå på den lokale kulturarv, men skal samtidig også skabe noget, som kommende generationer vil være stolte af. De lokale ildsjæles passion er ikke blot en ressource, men simpelthen afgørende for forståelsen af, hvad byen er og kan blive. Og bynaturen skal ikke bare være pynt, men en aktiv medspiller, der skaber rig mulighed for liv, fællesskab og klimamæssig robusthed. 

Sådan får vi det til at knitre af liv

Men rammer, struktur og retning gør det ikke alene. Den lokale kultur, der fylder rammerne ud; de spontane initiativer, der blødgør strukturen og retningen på udviklingen, der bliver stærkere gennem dybden af det relationelle og de meningsfulde fællesskaber - dét er livgivende. 

Vi skal mod en tværfaglig og regenerativ tilgang, hvor vi frisætter, fornyer, forbinder og forankrer liv, og hvor det at bevæge sig hen, hvor livet flyder, kommer til at fylde mere i løsningen. Vi skal supplere strategisk planlægning med en regenerativ tilgang. Så kan vi sammen vende bymidtens problem til et potentiale. Glemmer vi byernes historie, sjæl og den sociale og kulturelle forbundethed, risikerer vi, at vi med den nye planlov stadig kun opnår pæne, men tomme kulisser. Men ser vi også byen ud fra en regenerativ tilgang, begynder det for alvor at knitre af liv.