Kommunen.dk
MENU

Pia Kjærsgaard klar til regionalvalg: For mig handler det om nærhed i sundhedsvæsenet

Efter årtier som en af dansk politiks mest markante skikkelser skifter Pia Kjærsgaard Christiansborg ud med regionalpolitik.

Pia Kjærsgaard klar til regionalvalg: For mig handler det om nærhed i sundhedsvæsenet

Efter årtier som en af dansk politiks mest markante skikkelser skifter Pia Kjærsgaard Christiansborg ud med regionalpolitik.
Pia Kjærsgaard (DF) er det nuværende folketingsmedlem, der har siddet længst tid i Folketinget.
Pia Kjærsgaard (DF) er det nuværende folketingsmedlem, der har siddet længst tid i Folketinget.
Foto: Lærke Grønne Nordentoft

- Det er efter min mening dybt uansvarligt.

Sådan lyder det fra Pia Kjærsgaard (DF) om sundhedsreformen, der lægger Region Sjælland og Region Hovedstaden sammen til én kæmperegion.                                 

- Det var meget overraskende for mig, at partierne gik med til det. Det forstår jeg simpelthen ikke.                             

Efter 42 år i Folketinget går hun aktivt ind i regionalpolitik i den nye region. 

Med sine 78 år er hun den mest erfarne politiker på Christiansborg. Både i alder og i anciennitet. Men pensionisttilværelsen med hendes mand,  som hun for nylig har fejret 58-års bryllupsdag med, forhindrer ikke det politiske gearskifte.

- Overhovedet ikke, siger hun uden at tøve, selvom hun sidste år udtalte at “tiden er inde til at stoppe i politik, og man skal stoppe mens legen er god.”

- Selvom jeg har en høj alder, vil jeg gerne blive ved med at lave det, der interesserer mig, og det er jo politik, men jeg får  mere tid som regionsrådspolitiker, end som folketingspolitiker, siger hun. 

- Jeg har jo sagt nej til Folketinget og tænkt lidt over, hvad jeg så skulle kaste mig over. Så fik jeg pænt sagt en kraftig opfordring fra Morten Messerschmidt, siger hun.                                 

Vi møder hende på hendes kontor for enden af den lange, gule gang på Christiansborg. Selvom man aldrig har mødt hende før, er man ikke i tvivl om, hvilken politiker, kontoret huser.

I hjørnet hænger et stort dannebrogsflag i en skrå stang. Mindre flag i forskellige størrelser er placeret i reolen, på skrivebordet og i vindueskarmen - i stof, træ eller i keramik. Dannebrog er overalt og en klassisk PH-lampe kaster et varmt lys over hele rummet. 

Danskhed, tryghed og nærhed 

Mærkesagen for Pia Kjærsgaard er nærhed i sundhedsvæsenet. Og det er en svær opgave i en region med 2,8 millioner mennesker. 

- Borgerne skal kunne mærke, at sundhedsvæsenet er tæt på. Ikke bare fysisk, men også menneskeligt, siger hun.

Og trods den nye politiske scene er Pia Kjærsgaards værdier de samme, som de altid har været.  

Danskhed, tryghed og nærhed. 

- Det duer simpelthen ikke, hvis ældre patienter ligger i en hospitalsseng og ikke forstår, hvad lægen eller sygeplejersken siger. Personalet skal kunne tale dansk – det er et spørgsmål om tryghed og patientsikkerhed.

Hun vil have færre flytninger mellem hospitaler og kommuner, og så ønsker hun beslutninger tættere på de mennesker, det handler om. Ikke i et fjernt regionskontor, men lokalt hvor kendskabet til patienterne er størst.

Pia Kjærsgaard har tidligere udtrykt bekymring for, hvad det vil gøre ved nærheden at sammenlægge to store regioner til én såkaldt kæmperegion.

- Det er jo halvdelen af Danmarks befolkning, vi samler i én region. 2,8 millioner mennesker. Det kan meget hurtigt ende med centralisering – og så er det borgerne, der bliver glemt. Det vil jeg gerne forhindre, siger hun.

- Jeg er selv privilegeret at have Gentofte Sygehus lige rundt om hjørnet, men det er jo ikke virkeligheden for alle. Mange kommer til at få lang transporttid til hospitalet.

Pia Kjærsgaard afviser ikke, at hendes interesse for sundhedsområdet er vokset med alderen, fordi hun bruger sundhedsvæsenet mere end tidligere.  

- Jeg skal da ærligt indrømme, at jeg også kan mærke min alder, siger hun.                             

- Jeg har haft brug for sundhedsvæsenet meget mere i 2024, end jeg nogensinde før har haft. Det har godt nok været lidt voldsomt, siger hun. 

Hun holder en kort pause, før hun tilføjer:

- Det har heldigvis været i den mildere afdeling. Man skal altid huske, at vi alle sammen har brug for sundhedsvæsenet. Fra fødsel til død.

Men hendes mange møder med sundhedsvæsenet det forgangne år, har gjort hende opmærksom på endnu en vigtig mærkesag:

Maden.

- Det kan lyde banalt, men det er det ikke. Hvis man er syg og skal samle kræfter, så betyder det altså noget, at man får ordentlig mad, siger hun.

Hun har selv mærket, hvordan det kan gøres godt. Tidligere i år var hun indlagt på Herlev Hospital og blev positivt overrasket.

- De fortjener ros for deres mad. Det var vildt lækkert. Jeg sad jo på en computer og valgte mellem retterne til morgen, middag og aften. Det var rigtig godt, og jeg kan ikke forstå, hvorfor alle hospitaler ikke gør det samme, fortæller hun begejstret.                                                                                                                              

Hun griner lidt, mens hun røber, at systemet endda registrerede, at hun havde valgt for mange retter i forhold til sit kaloriebehov.

- Så blev jeg målt og vejet, og pludselig sagde systemet stop – fordi jeg havde valgt for meget. Det var ret imponerende.

- Så måtte jeg desværre drosle lidt ned.

Ud over bedre mad til patienterne, vil Pia Kjærsgaard kæmpe for at øge antallet af ambulancer og sikre en god og ordentlig rengøring på hospitalerne.  

- Der er desværre meget beskidt på flere hospitaler. Det går ikke, siger hun og fortsætter.

- Jeg har selv været indlagt på sårafdelingen, og der var slet ikke gjort rent. Det synes jeg ikke, vi kan være bekendt, fastslår hun.   

Ny rolle med gammel erfaring

Selv for en politiker med 42 år på bagen bliver det en omvæltning at forlade Folketinget. Pia Kjærsgaard lægger ikke skjul på, at det bliver noget andet at skulle træde ind i regionspolitik.

Pia Kjærsgaard indrømmer, at hun får svært ved at give slip på Christiansborg. 

- Jeg har tænkt mig at beholde mit kontor herinde, siger hun med et glimt i øjet. 

- Så må jeg blive ansat på en eller anden måde. For mig handler det om, at jeg gerne vil bidrage, hvis jeg kan, fortsætter hun. 

Overgangen fra landspolitik til regionspolitik bliver et nyt, men ikke ukendt land.

- Det bliver da en ny rolle. Jeg har været vant til de store linjer i Folketinget. Nu skal jeg arbejde mere med det nære, med driften. Men det tiltaler mig faktisk, fortæller hun. 

Og hun ved godt, hvad hun bringer til bordet. 

- Jeg tror i al beskedenhed, at jeg med min erfaring – selvom den er fra Folketinget – kan være med til at overskue og holde lidt styr på det hele og overskue det. For det tror jeg altså, der er behov for.

Hvad hendes rolle i regionsrådet bliver, ved hun endnu ikke.

- Det kommer helt an på, hvordan valget falder ud. Jeg har aldrig besluttet noget på forhånd. Så det kommer helt an på, hvor mange mandater vi får, og hvordan udfaldet bliver.

Historien kort

  • Efter årtier i Folketinget melder Pia Kjærsgaard (DF) sig på banen som spidskandidat for den nye Region Østdanmark. 
  • Dansk Folkeparti var det eneste borgerlige parti, der sagde klart nej til sammenlægningen af regionerne. 
  • Pia Kjærsgaard er bekymret for, at nærheden forsvinder i den store region, og derfor er hendes mærkesager danskhed, tryghed og nærhed. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR