Borgmester ignorerede bekymringsmail om Fensmarkgade i månedsvis
Borgmester ignorerede bekymringsmail om Fensmarkgade i månedsvis
Døgninstitutionen Fensmarkgade i København er under massiv kritik for en række alvorlige forhold om vold, våben og stoffer. Tidligere medarbejdere har i årevis råbt op om svigt af de unge, og flere eksperter peger på, at håndteringen ikke har været tilstrækkelig.
Kommunen.dk og Politiken kan nu fortælle, at socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) allerede i maj 2023 blev gjort bekendt med de alvorlige forhold på Fensmarkgade.
Advarslen til borgmesteren kom halvt år inden, at institutionen blev sanktioneret med et skærpet tilsyn på grund af "alvorlig bekymring" for kvaliteten og ledelsens kompetencer.
“Opråb: Grotesk dårlig ledelse giver syge medarbejdere på Døgninstitutionen Fensmarkgade,” lyder det i mailen sendt direkte til borgmesteren dengang.
Den tidligere medarbejder på Fensmarkgade Lise Schjellerup, der sendte opråbet, står i dag tilbage med følelsen af, at kommunen har svigtet de anbragte unge ved ikke at tage advarslen alvorligt.
- Jeg er ikke blevet bedt om at fremlægge noget som helst. Hun ved godt, hvordan hun (red. socialborgmesteren) kan få fat i mig og bede om materiale, men det er ikke sket.
- Den fornemmelse, jeg nogle gange kunne have, var, at børnene bare var til opbevaring. Fornemmelsen blev bekræftet, da myndighederne ikke reagerede, siger hun om forløbet.
Socialborgmester Karina Vestergård Madsen har ikke ønsket at blive interviewet om sagen. Hun skriver, at der er en redegørelse på vej til Socialudvalget, at hun vil følge udviklingen på Fensmarkgade, og at alle henvendelser er blevet taget alvorligt.
“Der er blevet handlet på alle henvendelser, og jeg har også takket for det opråb, jeg modtog,” skriver hun uden at forholde sig specifikt til mailen i maj.
“Fejet ind under gulvtæppet”
Brevet til socialborgmesteren blev desuden sendt til centerchef Klaus Scheibye og administrerende direktør i Socialforvaltningen Mikkel Boje.
I brevet, som Kommunen.dk og Politiken er i besiddelse af, berettes der blandt andet om et giftigt arbejdsmiljø med manglende politianmeldelser af vold mod ansatte og manglende rumundersøgelser trods et stort forbrug af stoffer blandt de unge.
Ledelsen får desuden kraftig kritik.
“Du modtager dette brev, fordi jeg frygter for mit og mine kollegaers fysiske og psykiske helbred på grund af vores aktuelle arbejdsmiljø. Jeg har flere gange, og på flere forskellige måder, oplyst min nærmeste ledelse om problemerne. Ingenting sker. Det håber jeg du vil lave om på,” står der i brevet til borgmesteren.
Lise Schjellerup oplevede dog ikke handling. Hun fik kun en kvittering på modtagelse og en besked om oplysningen ville blive undersøgt. Borgmesteren svarede ikke tilbage. Hun blev i stedet henvist til kommunens whistleblowerenhed.
30. november skrev Lise Schjellerup igen til borgmesteren.
“Nu kontakter jeg dig igen. Denne gang med et indtrængende ønske om, at du aktivt forholder dig til den forråede kultur, der er normen for det personale, der er tilbage på Fensmarkgade.”
“Os som ikke længere er på institutionen er ikke drevet af hævngerrighed. Vi er dybt bekymrede for børnene på Fensmarkgade. [...] Den fysiske forråelse håber jeg, at vi efterhånden er blevet kvit i Københavns Kommune. Til gengæld lever den passive forråelse frit og godt. Den efterlader nemlig ingen ar - kun på sjælen,” skriver hun i henvendelsen.
Forhold på Fensmarkgade møder kritik
Den kommunale døgninstitution Fensmarkgade skal tage sig af nogle af samfundets mest udsatte børn.
Men forholdene på døgninstitutionen lever ikke op til, hvad man skal forvente af et højt specialiseret tilbud. Sådan lyder det nu fra både Socialtilsynet, flere eksperter og tidligere medarbejdere, der i årevis har forsøgt at råbe op om forholdene.
Aktindsigter i tilsynsrapporter, whistleblowerhenvendelser, samtaler med tidligere medarbejdere og forældre til anbragte børn samt interne dokumenter fra institutionen, som Kommunen.dk og Politiken har gennemgået, viser, at der har været en stribe problemer på institutionen.
Bekymret borgmester
Denne gang svarede borgmesteren. Men først mere end to uger senere. Den 18. december. Samme dag som Socialtilsyn Hovedstaden havde afgjort, at forholdene var så alvorlige, at Fensmarkgade skulle sættes under skærpet tilsyn.
“Kære tidligere ansat på Fensmarkgade. Mange tak for din henvendelse. Det, du beskriver, bekymrer mig meget. Derfor har jeg bedt Socialforvaltningen om at undersøge, det du beskriver i din henvendelse og vende tilbage til mig med svar.”
“Mange tak fordi du har taget dig tid til at skrive til mig. Det sætter jeg stor pris på,” lød borgmesterens svar.
Dagen efter skrev Lise Schjellerup tilbage til borgmesteren.
“Det er meget betydningsfuldt at få en tilbagemelding, der er mere end et autosvar, når det er det, vi ellers er blevet mødt med i vores vej gennem organisationsdiagrammet.”
“Jeg tror ikke, at denne sag var havnet hos dig, hvis ikke vi konsekvent var blevet mødt med tavshed og uvilje til at undersøge og tage imod vores meget omfattende dokumentation for vores påstande.”
Hun er skuffet over, at hendes opråb ikke blev taget alvorligt. Hun havde tidligere selv tilbudt at fremlægge sin kritik for forvaltningen. Det skete i forbindelse med, at hun og tre andre tidligere ansatte på Fensmarkgade havde sendt et whistleblow til kommunen i august.
Siden opråbene har Lise Schjellerup dog ikke hørt videre.
- En ting er, at man ikke er interesseret i advarslerne, men at man er så ligeglade med os som medarbejdere, forstår jeg ikke. Hvordan skal man så få gode medarbejdere, som kender de unge rigtig godt, og som er i stand til at tage sig af dem?
- Jeg forstår ikke, at hun (red. socialborgmesteren) ikke har gjort mere for at forsikre mig om, at de gør noget. Hun har bare skrevet ‘jeg kigger på det’, siger hun.
Også Christina Larsen, der tidligere arbejdede på Fensmarkgade, har forsøgt at råbe systemet op. Hun mener heller ikke, at kommunen har handlet på de mange advarsler.
- Der er ikke nogen, der på noget som helst tidspunkt er vendt tilbage til os og sagt, at det er dybt bekymrende, vi vil gerne snakke noget mere med jer.
- Jeg synes, det er under al kritik, det må jeg bare sige. Jeg er dybt rystet over Socialforvaltningen i Københavns Kommune. Jeg får en fornemmelse af, at tingene bare bliver fejet ind under gulvtæppet, siger hun.
Døgninstitutionen Fensmarkgade
Fensmarksgade er en åben døgninstitution, der bliver drevet af Københavns Kommune.
Målgruppen er udsatte og kriminalitetstruede unge i alderen 12-18 år.
Ifølge Københavns Kommune er institutionen eksperter i følgende problematikker:
- Reducering af bekymrende forbrug af rusmidler
- Botræning for unge på vej mod at blive 18. år
- Socialpædagogiske familieindsatser i hjemmet
- Anbringelser med særlige vilkår, fx dom
- Korte anbringelser med klare mål og gode overgange
- Fleksible løsninger i forhold til anbringelse og indhold
Kilde: Københavns Kommune
Manglende reaktion
Kommunen.dk og Politiken er desuden i besiddelse af en stribe opråb og whistleblowerhenvendelser. Flere af dem blev sendt til Socialtilsynet i løbet af 2023. Tilsynet endte med i “vid udstrækning” at bekræfte forholdene i opråbene.
Ann-Karina Eske Henriksen, der er docent ved Københavns Professionshøjskole og ekspert i udsatte børn og unge, mener, at det er tydeligt, at Københavns Kommune ikke har gjort nok.
- Hvis kommunen havde løftet sit ansvar godt nok, havde der ikke været et skærpet tilsyn. Så det indlysende svar er et nej.”
Socialborgmester Karina Vestergård Madsen mener, at der er reageret på alle henvendelser, og oplyser, at man på Fensmarkgade er i fuld gang med at følge op på handleplanen fra i sommer.
”Jeg ved, at forvaltningen har haft fokus på at undersøge alle henvendelser, og det er sket, samtidig med at forvaltningen og Fensmarksgade har udarbejdet den handleplan, som skal sikre et løft af den faglige kvalitet, bedre medarbejdertrivsel og bedre trivsel hos de unge,” skriver hun.
Line Ervolder (K), medlem af Socialudvalget, mener, at afsløringerne af de problematiske forhold er meget alvorlige.
- Det har kørt af sporet. Det ser, ud som at det har sejlet rundt. Der har ikke været nogen tydelige rammer på institutionen.
- Vi skal have gjort op med den måde, pædagogikken bliver udøvet på. For det minder om et levn fra gamle institutioner, siger hun.
Hun mener, at Københavns Kommune og socialborgmesterens håndtering af sagen er problematisk.
- Jeg kan ikke forstå, at hun ikke har gået ind i det med det samme. Det virker underligt og uheldigt. Det kan godt være, vi skal snakke om arbejdsgangene. Man skal selvfølgelig tage det alvorligt og få det undersøgt.
- I en stor organisation som Københavns Kommune kan informationer ofte blive sorteret fra, når det bliver bragt op til den øverste ledelse. Men når man direkte får en mail, så er det en hel anden snak. Vi må erkende, at kommunen ikke har været god nok til at reagere, siger hun.
Annika Smith (SF), medlem af Socialudvalget, mener også, at det er problematisk, at opråbene ikke er blevet taget mere alvorligt. Hun vil spørge til både ledelsens, forvaltningens og borgmesterens rolle.
- Det er en stærkt foruroligende sag, som tyder på et ledelsessvigt af rang. Kommunen skulle selvfølgelig have reageret længe, før det kom så vidt. Det virker som om, at der er kommet gentagne advarsler og lejligheder til at få rettet op på tingene
- Det her skal på dagsordenen på næste møde i Socialudvalget. Det kan ikke vente. Jeg har brug for mere information for forvaltningens side, så jeg kan sige præcis hvem, der er ansvarlig i den her sag. Men lige nu ligger min tillid på et ret lille sted, siger hun.
Politikere vil have svar
Flere af politikerne peger på, at det er nødvendigt at holde øje med udviklingen på Fensmarkgade og få afklaret flere forløb i sagen.
Yildiz Akdogan (S), medlem af Socialudvalget, mener ligeledes, at sagen er bekymrende. Hun vil stille spørgsmål til en række forhold i sagen. Det gælder både forvaltningens og borgmesterens håndtering af sagen.
- Ud fra hvad jeg læser, virker det, som om det hele sejler lidt. Der er ikke styr på rammer og regler. Der bliver fundet stoffer rundtomkring. Forholdene virker ekstremt kritisable, og det kan vi ikke være bekendt. De skal have trygge rammer, det skal ikke være det vilde vesten, siger hun.
- Hvis en medarbejder råber forvaltningen og borgmesteren op om dybt kritisable forhold, og der ikke sker noget, så bliver jeg bekymret. Vi har at gøre med sårbare børn og med medarbejdere, der skal føle sig trygge i at gå på arbejde.
Katrine Kildgaard (RV), medlem af Socialudvalget, mener ligeledes, at Kommunen.dk og Politikens dækning vidner om problematiske forhold. Hun vil følge handleplanerne tæt.
- For mig er det samlede billede bekymrende. Vi har et kæmpestort ansvar for de meget udsatte unge, og hvis medarbejderne ikke har følt, at der var den nødvendige ledelse og pædagogiske retning for børnene, så er det virkelig, virkelig bekymrende.
- Vi skal finde ud af, om stedet har de nødvendige ressourcer i forhold til medarbejderne, og om de har ressourcer til at vende op og ned på de ting, der er blevet kritiseret, siger Katrine Kildgaard.
Line Ervolder mener, at det skal undersøges, om Fensmarkgade har den rette ledelse. Hun er på nuværende tidspunkt usikker på, om det er tilfældet.
- Jeg er fristet til at sige nej. Men jeg har heller ikke al information endnu. Ud fra det tilsynet skriver, lyder det ikke, som om at alt er på rette vej. Det bliver vi nødt til at handle på.
Socialborgmester Karina Vestergård Madsen mener, at der er flere opfattelser af Fensmarkgade end dem, som Kommunen.dk og Politiken har kunnet bringe.
Hun besøgte selv Fensmarkgade i efteråret, og mener, at det var et positivt møde med de unge og medarbejderne.
“Men det gør bestemt indtryk på mig, at der er unge og pårørende, som har haft dårlige oplevelser med Fensmarksgade, og derfor er der også sat en række tiltag i gang, som netop skal sikre, at den faglige kvalitet bliver styrket, og at der bliver skabt bedre trivsel blandt medarbejderne og de unge. Og det er mit klare indtryk, at der det sidste halve års tid er sket fremskridt på Fensmarksgade,” oplyser hun i et skriftligt svar.
Adspurgt om hvordan hun forholder sig til kritikken af ledelsen, og at eksperter mener, at der er sket et ledelsessvigt, siger hun, at hun ikke kan gå ind i konkrete personalemæssige spørgsmål, men at hun tager alle henvendelser alvorligt og får dem undersøgt.
“Vi skal ikke have en nulfejlskultur i Socialforvaltningen, og derfor skal vores medarbejdere også have mulighed for at rette op på fejl, og det skal altid være en konkret vurdering, om der er vilje og fagligt potentiale til at skabe de nødvendige forandringer for at sikre den nødvendige kvalitet og skabe et godt arbejdsmiljø. På Fensmarksgade sker det blandt andet med bistand fra eksterne konsulenter og faglig hjælp fra forvaltningens Borgercenter for Børn og Unge,” skriver hun.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.