I Hammerum øst for Herning ligger en tilsyneladende fredelig rød murstensvilla på byens hovedgade.

Det første, der fra gaden fanger øjet, er de skriggule vægge og vindueskarme – et farvevalg, der ikke udtrykker en æstetisk beslutning, men som markerer tilhørsforholdet til bandegruppen Comanches MC – tidligere kendt som Satudarah MC. 

Flere medier rapporterer om stigende utryghed i lokalområdet, siden villaen fik nye beboere.

Så i april forbød Herning Kommune rockerklubben Comanches i at opholde sig i Hammerum, og nu står huset tomt.

Ifølge rygterne har de gule farver fundet vej videre til nabokommunen Ikast-Brande. 

Siden indførelsen af bandepakke III i 2018 har politiet og Skattestyrelsen skærpet deres fokus på organiseret kriminalitet. Et samarbejde, som kommunerne også er involveret i med Al Capone-samarbejdet.

Her kan kommuner blive udvalgt og inviteret ind i et samarbejde med politiet, hvor kommunen bl.a. modtager en liste over borgere, som lever i bandekriminalitet. 

Hvis borgerne modtager offentlige ydelser, kan kommunerne fratage dem. Sidste uge skærpede en politisk aftale handlemulighederne i Al Capone-samarbejdet, så kommuner fremover også kan blokere bl.a. førtidspension fra personer, som er dømt for grov kriminalitet. 

Men midt i optrapningen af den kommunale indsats mod kriminalitet rejser sig en central udfordring: Kan et stærkt samarbejde med politi og Skattestyrelsen på én gang være effektivt og retssikkerhedsmæssigt forsvarligt – uden at underminere den tillidsbaserede velfærd, kommunerne også skal stå for?

Det er ikke sikkert, vurderer ekspert. 

– Hvis kommunen primært opfattes som en kontrolinstans, kan det øge frygten blandt udsatte familier, siger Mette-Louise Eskildsen Johansen, seniorforsker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive), hvis forskningsområder bl.a. er forebyggelse, kriminalitet og udsatte. 

Markant stigning i vestjysk kommune

I en rundspørge foretaget af Kommunen.dk og DK Nyt, som 50 kommuner er vendt tilbage på, svarer størstedelen, at de ikke har været inviteret ind i Al Capone-samarbejdet, eller at det er flere år siden. Flere kommuner har ikke ønsket at dele oplysningerne.

Kun fem kommuner oplyser, hvor mange borgere, de har registreret på en såkaldt Al Capone-liste. Heriblandt Ikast-Brande Kommune, som har oplevet en stigning fra 11 personer i 2018 til 29 personer i 2025. Også Kerteminde Kommune har oplevet en stigning. Her er kommunen gået fra tre borgere på dens Al Capone-liste i 2021 til 17 borgere i 2025.

I Ikast-Brande Kommune har man et konkret bud på, hvorfor man har oplevet næsten en tredobling i antallet af borgere på kommunens Al Capone-liste. 

– Det er en voldsom stigning, men hvis man følger lidt med i hvad der sker i Midt- og Vestjylland, ved man nok også hvad forklaringen er, siger Ole Nielsen, som arbejder i Ikast-Brandes kontrolgruppe under kommunens borgerservice.

– Uden at sige for meget, skydes stigningen formentlig at rockergruppen Comanches MC har slået sig ned og etableret et klubhus i en lille by der hedder Hammerum, som godt nok ligger i Herning Kommune, men som kun er en spytklat fra vores kommunegrænse. 

 

 

Det er netop denne rockergruppe, som der i øjeblikket verserer spekulationer om, har flyttet deres aktiviteter til en lejlighed i den østlige del af Ikast. Det skriver lokalmediet Dit Ikast-Brande. Oplysningerne er dog ikke officielt bekræftet.

Ifølge Ole Nielsen holder man i kommunen øje med specifikke tegn, når man skal spotte de kriminelle, der måske begår økonomisk bedrageri.  

– Vi kigger efter, om noget ikke giver mening. Fx at et bandemedlem, der er på overførselsindkomst kører rundt i store biler eller på dyre motorcykler, selvom den her person ikke burde have økonomi til det. Det er i den slags situationer vi typisk sætter ind, forklarer han. 

Set med Ole Nielsens øjne styrker Al Capone-samarbejdet indsatsen mod organiserede kriminelle – et samarbejde, som en kommune som Ikast-Brande, der har oplevet så markant en stigning, har gavn af. 

– Det er absolut nødvendigt, at myndighederne har et godt samarbejde på tværs, hvis vi vil komme den her type sager til livs, siger han.  

– Det er en glæde at deltage i sådan et samarbejde på tværs af myndigheder, og jeg synes det er et godt eksempel på, at det fungerer, når man giver myndighederne det rette rum, tiden og midlerne til at løse opgaverne.

“Frygter kommunen mere end politiet”

For nylig har Rigspolitiet for første gang udarbejdet et nationalt overblik, der identificerer 35 kriminelle familier på tværs af landets politikredse.

Kortlægningen blev iværksat på initiativ fra justitsminister Peter Hummelgaard (S) efter et forslag fra Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), om at ligestille kriminelle familier med bander.

Baggrunden for forslaget var en opgørelse, som viser, at otte kriminelle familier har kostet Odense Kommune 226,8 millioner kroner siden 2009. Forslaget har desuden fået opbakning fra Aarhus’ borgmester, Anders Winnerskjold (S).

Men trods den lokale opbakning til myndighedssamarbejdet i Ikast-Brande advarer seniorforsker Mette-Louise Eskildsen Johansen om, at kommunerne risikerer at lægge for stor vægt på kontrol frem for støtte.

Selvom formålet med Al Capone-samarbejdet er at forhindre misbrug af offentlige ydelser, kan selve samarbejdsformen have en negativ indvirkning på forholdet mellem de udsatte familier og kommunen.

– Mange af de familier, der lever i udsathed, frygter faktisk kommunen mere end politiet. De frygter fx at få fjernet deres børn, og det kan få dem til at trække sig fra samarbejde – også når de har brug for hjælp. Så det skaber en ambivalent relation: kommunen ses både som hjælper og som trussel, siger Mette-Louise Eskildsen Johansen, seniorforsker ved Vive.

– Så det skaber en ambivalent relation: kommunen ses både som hjælper og som trussel, bemærker hun. 

Hun har som en del af sin forskning blandt andet boet i udsatte boligområder og fulgt familier i risiko og nærpolitiets arbejde. 

De rocker- og bandemedlemmer, hun har interviewet til hendes forskning, har  peget på en opvækst med social udsathed. 

Og netop koblingen mellem politi og kommunale indsatser opleves som uigennemskuelig for borgerne, forklarer hun. 

– Min forskning viser, at borgere ofte har svært ved at skelne mellem kommune og politi, fordi der er så stor vidensdeling. Det kan gøre, at familier trækker sig fra samarbejde – selv når de har brug for hjælp, siger hun.

Derfor advarer hun mod utilsigtede konsekvenser, når kommunernes rolle i stigende grad minder om politiarbejde. Man bør i højere grad være opmærksom på de begreber, man arbejder med, pointerer hun.

– Her skal man være varsom, især med begreber som "slægtskabsbaseret kriminalitet", fordi det antager, at kriminalitet er forankret i familien på tværs af generationer. Det er ikke nødvendigvis tilfældet. 

– Risikoen er, at man stempler hele familier og dermed fryser en kategori fast, så det næste barn allerede fra fødslen er mærket som kriminel. Det er en utilsigtet, men alvorlig konsekvens.

Mette-Louise Eskildsen Johansen fremhæver, at en stor del af de familier, som kommunen har kontakt med i disse sager, typisk kæmper med en bred vifte af sociale og sundhedsmæssige udfordringer.

– Vi ved, at det, der virker, er at nedbryde frygt og distance – og opbygge tillid. Familier med børn i risikozonen kæmper ofte med komplekse problemer: psykisk sygdom, traumer, fattigdom, diagnoser, misbrug og manglende overskud. De har brug for hjælp i deres hverdag – ikke nødvendigvis kun strukturelle løsninger som job og uddannelse, siger hun.

Hun understreger, at det ikke er selve myndighedssamarbejdet – men måden det bruges på, og hvilke signaler, det sender til borgerne, hun er skeptisk overfor.

– Det risikerer at underminere det forebyggende arbejde, som er helt centralt og foregår i skoler, klubber og institutioner tæt på børnene. Jo mere kommunen forbindes med kontrol, jo større afstand skabes der – og det er præcis den afstand, vi ved, man skal bryde ned for at lykkes med forebyggelse.

 

“Det falder mellem to stole”

Hos repræsentant for KL vækker samarbejdet mellem politiet, Skattestyrelsen og kommunerne en vis undren. Ikke over intentionen – men over den manglende systematik. 

Søren Friis Trebbien (K), der repræsenterer KL i forretningsudvalget i Det Kriminalpræventive Råd og derudover er viceborgmester i Hvidovre Kommune, beskriver området som underbelyst.

– Det er faktisk lidt svært at svare entydigt på, hvordan kommunerne arbejder med Al Capone-samarbejdet. Jeg har spurgt internt i KL, og meldingen har været, at vi først lige er begyndt at undersøge det nærmere, siger han.

- Jeg ved ikke, om KL gør nok, men jeg synes, det er et område, der fortjener mere opmærksomhed. Alene det, at vi taler om det nu, viser, at det er noget, vi burde diskutere mere systematisk.

Samarbejdet, som ifølge Søren Friis Trebbien “falder mellem to stole”, placerer sig i krydsfeltet mellem kriminalitetsforebyggelse og myndighedsopfølgning – men uden klart ejerskab.

– På den ene side har vi det kriminalpræventive arbejde, som fokuserer meget på unge og på at forhindre, at de overhovedet kommer ind i kriminalitet. På den anden side har vi Al Capone-tilgangen, hvor man prøver at ramme organiseret kriminalitet økonomisk – altså dér, hvor kriminaliteten allerede er sket, siger han og fastslår:

– Det er ikke optimalt. 

KL har endnu ikke udarbejdet vejledninger eller konkrete strategier for kommunernes deltagelse i Al Capone-samarbejdet. 

Men det bør ændre sig, mener Søren Friis Trebbien. Især fordi problematikken i stigende grad fylder ude i kommunerne – om end meget forskelligt.

Han ønsker fokus på aktuelle tendenser: 

– Frem for kun at diskutere de faste dagsordener som klima, miljø og børn og unge. Organiseret kriminalitet burde være et her-og-nu-tema, som vi ser nærmere på i fællesskab og tager op på relevante topmøder, siger han og fortsætter: 

– Organiseret kriminalitet kan tage mange former alt efter, hvor man er i landet. Derfor er det kommunale samarbejde afgørende. Vi kan ikke nødvendigvis bruge den samme tilgang overalt. Men – og det er vigtigt – staten skal anerkende problemets omfang og være klar til at støtte, hvis det bliver nødvendigt, siger han,

Hertil foreslår Søren Friis Trebbien støtteordninger til mindre kommuner, som oplever en stigning i kriminelle borgere, fx pga. tilflytning.

– Især de mindre kommuner mangler ressourcer til at håndtere den slags problematikker. Man kunne godt forestille sig, at nogle af de ekstra støtteordninger, som findes i andre sammenhænge, kunne bruges her også – altså at økonomisk udsatte kommuner kunne søge om ekstra midler, så de bedre kan håndtere opgaven.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) hilser forslaget om en støtteordning velkommen.

- Jeg har stor forståelse for, at bandekriminelle er en stor udfordring for nogle kommuner at håndtere, og derfor har jeg selv været i Kerteminde og en række andre byer for at høre om deres udfordringer med bandekriminelle og det arbejde, som kommunerne og politiet har sat i gang. Vi skal slå hårdt og kontant ned på bandekriminalitet, uanset hvor de kriminelle befinder sig. Bander er en pestilens for samfundet, og de skal bekæmpes i hele landet, siger ministeren.

Peter Hummelgaard henviser til Al Capone-samarbejdet som Folketinget senest med bandepakke 4 fra sidste år gav flere værktøjer til bekæmpelsen af bandekriminelle.

- Derudover er Justitsministeriet i gang med at se på, hvordan vi kan sætte ind over for kriminelle familier, hvor kriminaliteten går i arv fra generation til generation, og jeg forventer, at vi kan præsentere flere initiativer senere på året. I den forbindelse vil jeg gerne understrege, at vi i regeringen hilser alle input velkommen, siger Peter Hummelgaard.