Vicky Holst Rasmussen - professionelt 

Du er uddannet tjener, en servicebranche, hvor kunden altid har ret. Er det også sådan at være borgmester?

Der er mange ligheder. Det handler om at være imødekommende og åben – også selvom man ikke er enige om bøffen eller lovgivningen. At kunden altid har ret, har jeg aldrig rigtig praktiseret, fordi min mester lærte mig, at det ikke altid er sådan. Men dialogen er vigtig. Hvorfor vi handler og beslutter, som vi gør. Kommunikation var en stor del af mit job som tjener, og jeg har mødt mange forskellige gæster. Lige fra kroen, hvor jeg blev uddannet, over fine steder ved Rungsted til konferencecenteret KolleKolle i Værløse, hvor jeg sluttede min professionelle karriere. Alle skulle mødes med et åbent og positivt sind. Ligesom de forskellige borgere i kommunen skal.  

Udover et åbent sind, hvordan tackler du så utilfredse borgere?

Jeg er ikke bange for at møde borgere, der er uenige med mig. Det er jo det smukke ved demokratiet, at vi kan være uenige. Og ofte bunder borgeres vrede i, at de er kede af det, og så må man finde ud af, hvad der er gået galt, og så må man lytte. Men det er klart, at det er nemmere at udskifte en bøf end at lave om på lovgivningen, det kan og skal jeg jo ikke som borgmester. Derudover synes jeg, at jeg er god til at indrømme, hvis jeg laver fejl, jeg siger undskyld og får rettet op. Svesken på disken. Man skal ikke putte med sine fejl og trække problemer i langdrag.

Hvad brænder du allermest for?

At vi skal være trygge i vores hverdag. At vi har tillid til systemet. At vi har nogle konstruktioner i vores system, som gør, at når man rækker ud som borger, så bliver man også grebet og får hjælp.

I 2021 blev Egedal Kommune, på baggrund af en stor undersøgelse foretaget af boligportalen Findboliger, udråbt som den bedste kommune i Danmark i forhold til bl.a. tryghed, lav kriminalitet, høj beskæftigelse, høj indkomst, sunde og vel-uddannede borgere. Så er trygheden ikke allerede på plads?

Jo, det er ikke bandegrupperinger og vold, der tynger Egedal Kommune. Selvfølgelig oplever vi noget vold, men den største forseelse i vores kommune er borgere, der har en for tung højre fod. Der bliver simpelthen kørt for stærkt. Men vi har også udfordringer med børn med særlige behov, rekrutteringsproblemer på pædagog- og på sosu-området især. Og det skaber utryghed hos forældre til børn i daginstitutioner og hos børn, der har forældre på plejehjem. Det er den nære velfærd, som vi hele tiden skal arbejde på.

Din far var viceborgmester frem til 2021. Nu er han gået på pension. Holder han øje med dig fra sidelinjen?

Min far har altid sagt, at eks-politikere skal holde sig væk. Når man er ude af gamet, er man ude af gamet. Og det lever han selv op til. Jeg kan sagtens spørge ham om råd, men han kommer ikke selv og trænger sig på. Han har altid været en kærlig hånd i ryggen, der har sagt: Du kan godt selv. Jeg har også mest brugt ham til spørgsmål omkring den politiske historik. Faktisk bruger jeg mere min mor som sparringspartner. Hun kender min verden, dels fordi min far og jeg har været i den så længe, dels fordi hun selv er aktiv i partiet og er uddannet i forhandling og mediering, så hun er god at spille bold op ad. Og hun er dygtig til at lade mig selv finde ud af, hvilken vej jeg skal gå. Derudover sparrer jeg med min byrådsgruppe, og så var jeg jo heller ikke ny i politik, da jeg blev borgmester.

Du havde besøg af statsminister Mette Frederiksen (S) i april. Hun udtalte, at hun har tillid til, at du er den rigtige til også fremover at stå i spidsen for en positiv udvikling i Egedal Kommune. Hvad betyder det for dig?

Det betyder meget, det ville jo have været ærgerligt, hvis hun havde sagt, at hun ikke havde tillid til mig, ha ha. Det gjorde mig glad, at hun besøgte mig i min funktion som borgmester, og at vi fik en lang snak. Det er et skulderklap, når formanden har tillid til én. Vi er også et rigtig godt sted i Egedal Kommune, det kan man se både på vores budgetter og regnskab. Og så synes jeg, at Mette gør det rigtig godt som statsminister og som vores formand.

Hvad synes du, hun gør rigtig godt? Noget, du strækker dig efter?

Jeg synes, hun taler danskernes sprog. I den grad. Som indfødt og kender af Egedal Kommune vil jeg også gerne tale Egedal-borgernes sprog. Altså have en forståelse for, hvordan deres verden ser ud.

Du modtog Dannebrogordenen i 2023. Hvad betyder den for dig? Justitsminister Peter Hummelgaard (S) takkede nej …

Man kan få Dannebrogordenen, når man har siddet i byrådet i minimum fire perioder, og det har altid undret mig, at vi i vores byråd ikke har brugt at indstille vores medlemmer til den orden. Hvorfor ikke anerkende det lange, seje træk? Hvorfor ikke hædre hinanden for, at vi rent faktisk i mange timer hver evig eneste uge er væk hjemme fra familien for at gøre noget for fællesskabet og demokratiet? Så da jeg blev borgmester, bad jeg vores sekretariat om at indstille alle de medlemmer, som havde siddet i rigtig mange år, inklusiv min far. Og jeg takkede selv ja til Dannebrogordenen, fordi jeg går ind for, at man anerkender vores arbejde. At Peter Hummelgaard vælger at takke nej, er en individuel sag. Det er noget, man må gøre op med sig selv.

Udover at indrømme fejl og svesken på disken, hvad er du så god til?

Jeg er god til at åbne op for den politiske gennemsigtighed og for samarbejdet i byrådet. Men jeg kan blive hurtigere til at agere, hvis der er nogle i byrådet, der ikke føler sig helt i sync med det, der sker. Det vil jeg gerne arbejde på. Jeg agerer ikke enevælde, selvom jeg godt ved, at der findes artikler, hvor der bliver skrevet det modsatte.

Hvad er drikkepengene i borgmesterøjemed?

Drikkepengene er, når vi allesammen kan se os selv i det, der bliver besluttet. Og når jeg får ros af borgerne for at gøre det godt og være mig selv. Der er ikke noget bedre end at få ros for at være sig selv. Jeg kan jo kun finde ud af at være mig, Vicky.

Vicky Holst Rasmussen - privat

På din Insta-profil kan man læse, at du er mor til to fantastiske drenge og gift med manden i dit liv. Det lyder, som om dit bagland spiller?

Ja, det gør det – også selvom det nogle gange kan føles lidt ensomt at være ene høne i kurven, omgivet af tre drenge og en hanhund, ha ha. Jeg mødte min mand Axel på KolleKolle, hvor han var kok, da jeg var 22 år. Jeg havde lige købt en lejlighed, og han kom forbi en weekend for at hjælpe med at flytte noget. Han havde en sportstaske med. Han og sportstasken forlod aldrig min lejlighed igen. Vi har stadig tasken, den står på loftet.

Hvad betyder familielivet for dig?

Jeg er et kæmpestort familiemenneske. Jeg kan godt lide, at der er ro på min familie. Men mine børn har også haft en mor, der har været rigtig meget væk hjemmefra. En mor, der, siden de var helt små, har haft fuldtidsarbejde og politikken ved siden af. De sidste 12 år, inden jeg blev borgmester, var jeg også udvalgsformand. Jeg har talt med mine drenge om mit fravær, og heldigvis siger de, at de ikke har manglet noget. At jeg var nærværende, når jeg var hjemme. Det er jeg selvfølgelig glad for at høre, når nu det var, som det var. På et tidspunkt fik vi ny vaskemaskine, og da den begyndte at bippe, troede jeg, det var fjernsynet, og blev ved at slukke for det, indtil min mand sagde: Det er, fordi du ikke vasker tøj, det er vores nye vaskemaskine.

Så din mand har været meget på banen?

Han har ikke været hjemmegående husfar. Men han har fortjent en medalje for at få alting til at hænge sammen. Med drengene og fodboldtræning samtidig med et krævende arbejde som køkkenchef.

Hvad er vigtigt for dig at lære dine sønner?

At de skal være tro overfor sig selv. Det prøver jeg selv at være, og det kan godt være svært. Og at de skal opføre sig ordentligt. Min mand har altid sagt til dem: Husk at behandle pigerne ordentligt. Vi har også lært dem, at de skal komme til os, til voksne i det hele taget, hvis de har problemer. Og det synes jeg, at de har været gode til. Den store har også lært den lille, at han ikke skal lyve over for mor, for hun bliver bare så sur. Tillid og ærlighed i familien er vigtigt for mig. I mit barndomshjem havde vi troen på, at vi kunne noget ved hjælp af sammenhold og fællesskab.

Hvad er dine mest tydelige kendetegn?

Jeg griner meget i løbet af en dag, så jeg lukker altid døren, når jeg taler i telefon eller har folk på kontoret, for ikke at forstyrre andre. Og så er jeg et konkurrencemenneske, det kommer fra min tid som springrytter. Jeg havde heste og red på højt niveau som barn. Min far turnerede Danmark rundt med mig og mine springponyer i weekenden. Og så er jeg super optimist, jeg tror på det positive og gode i mennesker. 

Bliver du aldrig skuffet?

Jo, det gør jeg. Jeg bliver skuffet, hvis folk går bag min ryg eller går efter mig som person. Jeg kan stå i alt muligt tordenvejr og få kritik for, hvad jeg tænker og gør politisk, men når jeg får høvl for, hvem jeg er som menneske, så rammer det mig. For jeg ved jo selv, hvem jeg er, og hvordan jeg er. Det er sjældent, jeg ser, hvad der bliver skrevet om mig på Facebook, men jeg ved jo, at der er nogle, der skriver dårlige ting om min person. Og det er hårdt.

Kan du huske, hvornår du blev voksen?

Ja, jeg blev voksen i juli 1995, da jeg startede i lære som tjener på Gerlev Kro. Jeg kom fra 10. klasse og et år på Levnedsmiddel på erhvervsskolen, trådte ind på kroen og skulle pludselig klare det meste selv. Jeg lærte, hvad det vil sige at arbejde hårdt. Være alene i restauranten efter kun få måneder, være alene om ansvaret og håndtere klamme gæster, der havde hånden oppe under ens nederdel. Dér fik jeg hår på brystet. Meget af min fandenivoldskhed har jeg med derfra. Det er et sindssygt hårdt job.

Med en hård tone?

Jeg kan godt tænke i dag, som 47-årig og mor til to, at tonen var hård, men det syntes jeg ikke dengang. Det var jo bare en del af jargonen, en måde at komme igennem en 12-14 timers vagt på. Kollegerne blev jo på en måde familie, fordi vi var så mange timer sammen, og der blev lavet en masse fis – især på Kollekolle, hvor gennemsnitsalderen var 30 år. Det var sgu bare en helt særlig tid.

Hvad ville du ønske, du turde, men ikke tør gøre?

Jeg har ikke den der store globetrotterdrøm om at sælge huset og tage ud at rejse i tre år, sådan er Vicky ikke. Det er jeg alt for grounded i mit lokalområde og i min kommune til at have lyst til. Men jeg kunne ønske, jeg turde sige mere pyt. Selvom jeg kommer fra nogle hårde brancher, så er jeg lidt for god til at bekymre mig – ikke kun på mine egne vegne, også på andres.

Hvad er din guilty pleasure?

Ikke nogen. Så skulle det da lige være, at min mand og jeg godt kan binge en hel serie sammen på en aften. Den seneste var Netflix’ Reservatet. Da kom vi lidt sent i seng.