Det her er en klumme skrevet med hjertet. For ærligt talt – jeg er bekymret.

Som bestyrelsesmedlem i Balance Danmark har jeg brugt tid på at lytte til dygtige eksperter, borgmestre og analyser, der alle peger i samme retning: Danmark brækker midt over. Vi skaber lige nu et land, hvor postnummeret i højere og højere grad afgør, hvilken service borgerne kan få.

Og tallene taler deres eget tydelige sprog. Tænk bare over det her:

Ud af 17.700 nye statslige arbejdspladser, er 12.000 oprettet i hovedstaden. Det vil sige, at to ud af tre af alle nye statslige jobs går til København – direkte i modstrid med regeringens egen strategi om at skabe balance mellem land og by.

Samtidig ser vi i kommuner som Tønder, at der om få år vil være flere borgere over 60 end under 60. Hvem skal så køre hjemmeplejen? Hvordan skal man finansiere børnebiblioteker, idrætshaller og vedligeholdelsen af kilometerlange veje, når de unge flytter til de store byer, og skatteindtægterne smuldrer?

Det her er ikke bare en teknisk debat om udligning. Det er en debat om retfærdighed.

Jeg er bekymret, fordi vi ser en stigende centralisering, mens provinskommunerne må hæve skatten og alligevel ikke kan komme i nærheden af det serviceniveau på blandt andet kulturområdet, som borgere i velhavende kommuner tager for givet.

Det handler ikke længere om udgiftsbehov, men om hvad der er råd til. Og ofte langt under, hvad der reelt er behov for.

Men den enkelte borger ser det jo ikke. For vi bor jo kun et sted ad gangen – og lever med de skoler, veje, plejehjem og biblioteker, der er råd til. Vi finder os i, at børn i udkantskommuner er ringere til at læse og skrive, og flere dumper afgangseksamen – og vi finder os i, at skatten er højere og husene billigere.

Hvorfor taler vi ikke om konsekvenser

At vild og berusende friværdi er for dem i de store byer. Imens liggepest og afslag er begreber, provinsen slås med ved hussalg.

Og jeg er frustreret over, at vi ofte ikke taler ærligt om konsekvenserne. Vi kan godt sige, at vi “frisætter” kommunerne, men hvis vi ikke samtidig giver dem finansieringen til at løfte opgaven, er det kun frisættelse på papiret. Vi kan godt lave ét-årige aftaler, men det skaber utryghed og mistillid. Vi kan godt tale om stordriftsfordele i byerne, men hvordan hjælper det lige på Mors, i Holstebro, Guldborgsund eller på Lolland?

Jeg ved godt, at der ikke findes hurtige løsninger. Og at udligning er super kompliceret. Men jeg ved også, at vi skal turde tage den store samtale: Hvad betyder det at være ét Danmark? Og hvad vil vi gøre ved det faktum, at rigdommen i København skabes af os alle, men alt for sjældent kommer alle til gode?

For hvis vi ikke gør noget nu, så står vi om få år og kigger på et Danmark, hvor nogle børn leger bedst – og andre slet ikke kan komme ind i legen. Og så står vi i Tønder og spørger: Hvem skal egentlig køre hjemmeplejen?

Det er på tide, at vi står sammen. Ikke som enkeltkommuner, men som et samlet Danmark uden for storbyerne. Det er på tide, vi sikrer at et lille land som Danmark forbliver et – samlet og lige land.