- Struktur tryller ikke ressourcer frem.

Der er ingen magiske løsninger eller teknologiske quick fixes, konstaterer han. 

- Ydelser skal prioriteres hårdere, så de tilgodeser dem, der har mest brug for dem, og ikke dem, der råber højest. Det er ikke noget, vi løser med struktur, siger han. 

Mangel på kernetropper

Sundhedsstrukturkommissionens opgave lød på at opstille modeller for et sammenhængende sundhedssystem, der understøtter omstillingen til det nære sundhedsvæsen. Men hele øvelsen med at trække opgaver fra de omkostningstunge, højtspecialiserede sygehuse tættere på borgerne forudsætter, at der er nogen til at tage imod. 

- Vi har lavet et sundhedssystem, som sammen med USA har verdens korteste indlæggelsestider. Det kan kun lykkes, hvis nogen tager fra, siger Jakob Kjellberg.

I dag er det sosu-assistenter og -hjælpere, der varetager hovedparten af den kommunale sygepleje, personlige pleje og forebyggende og rehabiliterende indsatser.  

- De udgør kernetropperne i den kommunale hjemmepleje, siger han. 

Mens personaleregnestykket frem mod 2035 ser ud til at balancere, hvad angår læger og sygeplejersker, ser situationen væsentligt mere dyster ud, når det kommer til social- og sundhedspersonale. 

Ifølge en fremskrivning fra Finansministeriet vil der mangle op mod 14.500 social- og sundhedsassistenter og -hjælpere. Skal stigningen i efterspørgsel efter ufaglært arbejdskraft inden for ældreplejen imidlertid også dækkes af uddannet sosu-personale, kan man lægge yderligere 12.400 personer til.

- Med så store mangler får det prioriteringsmæssige konsekvenser. Det vil være naivt at forestille sig noget anderledes. Vi har allerede set det i kommuner, hvor serviceniveauer ændrer sig. Det er allerede i gang, siger Jakob Kjellberg, der forudser yderligere forskydninger i, hvad det bliver muligt at levere offentligt. 

Sundhedsstrukturkommissionen gør sig da heller ingen forestillinger om, at nogen af dens tre modeller - eller en hvilken som helst alternativ model - kommer til at løse problemerne. 

Nok er bæredygtig organisering en central præmis for fremtidens sundhedsvæsen, men ændrede strukturer alene vil ikke løse sundhedsvæsenets udfordringer, skriver kommissionen i sin rapport.

En fremtidssikring af sundhedsvæsenet forudsætter en skarpere prioritering af, hvilke behandlinger der tilbydes i det offentlige sundhedsvæsen, og at der er folk med de rette kompetencer til at løse opgaverne, lyder det videre.

Sidste år fremlagde Robusthedskommissionen sine anbefalinger til, hvordan der kan sikres mere personale med mere tid til kerneopgaven. Overordnet lød kommissionens konklusion, at opgavemængden skal nedbringes, opgaverne løses smartere, og at personalet skal finde arbejdet på sundheds- og ældreområdet attraktivt. 

Politikere må sætte rammer

Paradoksalt nok hænger sundhedsvæsenets udfordringer sammen med dets succes. Den teknologiske og faglige udvikling kombineret med stigende velstand har øget forventningerne til den offentlige velfærd på tværs af befolkning, medarbejdere og beslutningstagere. Derfor bliver samtalen om prioritering heller ikke nogen rar diskussion, men ifølge Jakob Kjellberg er der ingen vej udenom.

Det kan fx være, at det offentlige ikke længere skal yde praktisk bistand som fx rengøring, men i stedet bruge det uddannede social- og sundhedspersonale til personlig pleje, foreslår han og erkender, at jo mere man skærer, jo mere ondt gør det. Derfor er det vigtigt, at det bliver gjort på en rimelig og balanceret måde, og det er i sidste ende en politisk opgave, påpeger han.

Tilsvarende efterlyser han større refleksion over, hvorfor man på sygehusene gør de ting, som man gør.

- Det vil være sundt at få kigget meget igennem, siger han og nævner, hvad han kalder et klassisk eksempel: Faste kontrolbesøg, som der ikke er evidens for effekten af. 

Eller brugen af den såkaldte Hipec-behandling, der sidste år var med til at hvirvle Aarhus Universitetshospital ind i en kræftskandale; en avanceret behandling, som i mange år har været standard for mave- og tarmkræftpatienter på Aarhus Universitetshospital, men som ikke længere er det, da der ifølge Sundhedsstyrelsen ikke er tilstrækkelig solid dokumentation for effekten af den.  

- Det, at vi har rammestyring, er også en prioritering, siger Jakob Kjellberg. 

Med rammestyring tildeles offentlige institutioner en økonomisk ramme, som de skal løse deres opgaver indenfor. Dermed er styringen i stor udstrækning lagt ud til de enkelte enheder, og de penge, der bliver sat af, bliver brugt. Men som styringsredskab kan modellen ikke nødvendigvis stå alene. 

Som Jakob Kjellberg ser det, har der været et vakuum, hvor fagpersoner har haft et frirum til at implementere ting ud fra faglige hensyn, men der er nødt til at være en struktur omkring det, mener han. 

- Det er politikernes ansvar at sætte rammerne for, hvordan man introducerer og udfaser behandlinger, siger han og rejser et aktuelt spørgsmål:

- Med de stigende udfordringer, vi ser, er det så rimeligt at forvente, at afdelingerne kan lave de prioriteringer?

Prioriteringsråd

Regeringen har allerede taget en række skridt til at imødegå personalemanglen. Blandt andet har den indgået politiske aftaler om rekruttering af udenlandsk arbejdskraft, lønløft til sygeplejersker og social- og sundhedspersonale og styrkelse af sosu-uddannelserne. 

Til gengæld har den endnu ikke nedsat det nationale prioriteringsråd, som den varslede i sit regeringsgrundlag, og som Robusthedskommissionen mener kan blive en hjørnesten i at sikre et bæredygtigt sundhedsvæsen. 

Med markante tiltag er det ifølge kommissionen muligt at sikre et bæredygtigt sundheds- og ældreområde. “Men det kræver modige beslutninger og vilje til forandring hos både borgere, politikere og fagpersoner.”

Hvornår prioriteringsrådet ser dagens lys er endnu uvist. Fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet lyder det, at “en konkret model for prioriterings-rådet forventes at have relation til aftalen om en sundheds-reform (...)”. Regeringens udspil til den forventes præsenteret i løbet af august eller september.