Det bliver en ‘igenforening’
Det bliver en ‘igenforening’
Det var meningen, at Danmark og i særdeleshed Sønderjylland skulle fyldes med fest og farver denne sommer i forbindelse med Genforeningen 2020, men sådan bliver det ikke.
Hvad der skulle have været en magtdemonstration udi historisk tilbageblik og nationalfejring hen over et halvt år - fra starten af 2020 og indtil juni - er blevet tvunget ud i et langstrakt forløb på halvandet år.
Manden, der muligvis har haft flest rynker i panden på den konto, er Simon Faber. Han er tidligere overborgmester i Flensborg og i dag projektleder for Genforeningen 2020.
- Der har været mange drøftelser om, hvorvidt og hvordan det overhovedet skulle gennemføres. Vi risikerer, at folk simpelthen bliver trætte af os. Men på samme tid, bliver vi også nødt til at holde momentum, så folk stadig holder interessen. Det er lidt en knivsæg, vi skal balancere på, siger han.
Få af de i alt 1.100 planlagte arrangementer nåede at blive afholdt inden covid-19 meldte sin ankomst. Nogle arrangementer er blevet aflyst helt, mens de fleste er blevet udskudt.
Vi mister det historiske vingesus. Det bliver en mere afmålt og mindre autentisk fejring i 2021.
Det største og sidste svirp med halen i form af kongefamiliens rejse gennem de syv syd- og sønderjyske kommuner er udskudt til juni 2021.
Og når smørret pludselig skal pensles tre gange så tyndt ud, skaber det nogle udfordringer i forhold til at nå de mål, man har sat sig for Genforeningen 2020.
- Det kommer til at have betydning for den oplevelse, som hele landet skulle have haft. Vores mening har jo været, at Genforeningen 2020 skulle give genklang og skabe bølger gennem hele landet i en sådan grad, at det ville kunne måles i danskernes viden om, hvad der rent faktisk skete dengang i 1920. Det er ikke sikkert, vi når helt i mål med det, medgiver borgmester i Aabenraa, Thomas Andresen (V), der også er formand for Det Sønderjyske Præsidium, der fungerer som styregruppe for Genforeningen.
- Det historiske vingesus mister vi. Symbolikken i at vi kunne stå og forestille os Kong Christian X ride over grænsen den dag, det skete - det får vi desværre ikke. Det synes jeg selvfølgelig er ærgerligt. Det bliver nok en mere afmålt og mindre autentisk fejring i 2021, for noget af glansen går da af det hele.
Hvis det nu skal være
Den samme bekymring sidder formanden for det tyske mindretal i Danmark, Hinrich Jürgensen, også med. Det tyske mindretal fejrer selvsagt ikke en genforening som resten af Danmark, men i stedet mindretallets 100-års fødselsdag, og der er lysene allerede pustet ud, inden de blev tændt.
- Det er jo skide ærgerligt, at det bliver aflyst og udskudt. Vi taber momentum. Det er et spørgsmål om, hvorvidt man kan trække det med helt ind i næste år. Det er lidt en fesen forestilling. Nu skal jeg til at sige ‘for over 100 år siden’, når jeg skal holde taler. Jeg ville da meget hellere sige, at ‘for præcis 100 år siden der skete dit og dat’.
Vi lider jo nok alle sammen lidt i år, så jeg håber på, at der er noget ophobet festlighed derude.
Men når det nu ikke kan være anderledes, så glæder projektleder Simon Faber sig faktisk over tidspunktet, det er sket på.
- Hvis der endelig skulle komme en pandemi, så var det faktisk ikke et helt tosset tidspunkt, den kom på. Mange af arrangementerne var færdigplanlagt, og vi nåede rigtig meget af det vidensformidlende arbejde i løbet af foråret, siger han og henviser til diverse bogudgivelser, aviskronikker og DR's tv-satsninger, der nåede at udkomme i løbet af årets første måneder.
Sådan ser formand og borgmester Thomas Andresen også på det.
- For mig at se har vi lykkedes med 70 pct. De sidste 30 pct. er uforløste. Vi mangler festlighederne, der skulle præge hele Sønderjylland her til sommer. Noget af det bliver selvfølgelig indhentet, men det bliver jo ikke det samme, siger han.
- Jeg er begyndt at markedsføre 2020 som ‘Det forsømte (for)år’. Vi må bruge udskydelsen bedst muligt, for 2020 kommer til at være et fortabt år. Det bliver en ‘Igenforening’ i stedet for.
Den nye fejring af Genforeningen
- Fejringen af Genforeningen er i år udvidet til og med november. Fra 1. maj til midten af juni 2021 er der desuden planlagt et nyt kompakt sommerprogram.
- Sommerprogrammet bliver afsluttet med dronningens rundrejse i Sønderjylland, hvor hun, som det var planlagt i år, rejser i sin farfars fodspor. Besøget vil vare tre til fire dage, og ifølge kongehusets hjemmeside vil det finde sted omkring genforeningsdagen den 15. juni, hvor den formelle overdragelse af Nordslesvig til Danmark skete i 1920.
- Genforeningens hovedbegivenheder såsom Royal Run er flyttet til september 2020, mens folkefesten ved Dybbøl Banke, folkemødet i Ribe og kommunernes fyrtårnsprojekter alle er flyttet til sommeren 2021.
Millionerne bliver, hvor de er
På trods af coronakrisens bombe, der ikke blot har sprængt fundamentet under Genforeningen, men også skabt økonomisk usikkerhed i resten af samfundet, er der dog ingen grund til at frygte, at Genforeningsfejringen forsvinder i en spareøvelse. Det tør Thomas Andresen godt lægge hovedet på blokken for.
- Vi har i Aabenraa Kommune valgt at holde hånden under alle de arrangementer, som har fået støtte. Jeg har ikke hørt om nogle af de andre seks kommuner, der ikke planlægger at gøre det. Jeg tør godt garantere, at det økonomiske fundament for Genforeningen holder, siger han.
De syv syd- og sønderjyske kommuner, der er en del af Genforeningen har tilsammen postet ca. 35 mio. kr. i projektet. Og med pengene på plads, så gælder det som sagt ‘bare’ om at få folk til at engagere sig.
- Vi håber på, at folk har et behov og ønske om at indhente forsømte oplevelser. Vi lider jo nok alle sammen lidt i år, så jeg håber på, at der er noget ophobet festlighed derude, siger Simon Faber.
Hans dansk-tyske samarbejdspartner Hinrich Jürgensen har samme håb - omend med en lille knivspids skepsis.
- Jeg er spændt på at se, om vi kan få befolkningen til at holde interessen og være med til at fejre i 2021. Vi skal jo huske på, at vi også skal konkurrere med både Tour de France og EM i fodbold i Danmark den sommer.
De syv syd- og sønderjyske kommuners fyrtårnsprojekter til Genforeningen 2020:
Esbjerg: Grænsestien - en genetableret vandresti langs den gamle grænse syd for Ribe.
Kolding: Sangerfest på Skamlingsbanken med kor fra hele landet.
Vejen: Folkefest i Skibelund Krat, der siden 1865 og godt 100 år frem dannede ramme om grundlovsmøder.
Tønder: Folkefest i den historiske flyhangar, der også blev brugt til folkefest i 1920.
Aabenraa: Genforeningsparken ved Folkehjemmet i Aabenraa bliver etableret - det var her politikeren H.P. Hanssen fra balkonen erklærede, at Sønderjylland igen blev en del af Danmark.
Sønderborg: Sønderborg Spejlinger 2020 - et kunstprojekt.
Haderslev: Teatret Møllen opsætter teaterstykket Romeo og Julie med et dansk-tysk twist, hvor de to familier, der i det oprindelige stykke var fra Verona i denne version er fra Danmark og Tyskland.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.