Er du politiker eller embedsmand? Så har du måske stiftet bekendtskab med de vilde problemer. Og hvis du ikke allerede har stiftet bekendtskab med de vilde problemer som begreb, så bare rolig. Det sker nemlig lige om lidt.

De vilde problemer defineres ved at være komplekse og uhåndgribelige problemer, som ikke kan løses med traditionelle politiske løsninger. De er ofte kendetegnet ved, at de har mange årsager og konsekvenser, og at de er forbundet med hinanden på komplekse måder.

Som du sikkert allerede kan fornemme, så er vi her oppe på den helt store klinge.

De vilde problemer bliver aktuelt udfoldet af DJØF-udbryderen Sigge Winther Nielsen, som har stiftet sin egen tænketank, dedikeret til at bekæmpe de vilde problemer. I den forbindelse er der naturligvis også produceret en bog.

I Aarhus har vi i byrådet beskæftiget os med de vilde problemer i knap to år. Før det havde vi bare almindelige problemer at forholde os til. Men nu er de altså blevet vilde.

Nye projekter at rive i

Arbejdet med de vilde problemer står på skuldrene af Aarhuskompasset, Samarbejdskompasset, Fortællingen om Aarhus for ikke at glemme Aarhusmålene, ledetrådene, og hvad der ellers er blevet fundet på hen ad vejen, når kommunens gode udviklingsfolk skulle have nye projekter at rive i.

De første to år med de vilde problemer i Aarhus er gået med at få defineret problemforståelsen for hvert af de seks udvalgte vilde problemer. Ved seneste byrådsmøde skulle byrådet godkende problemforståelsen for det vilde problem, som vi kalder for Den demokratiske samtale. 

Her var der tale om en problemforståelse på intet mindre end 26 sider. Da jeg tyggede mig igennem den, fik jeg mindelser til den gode studietid på Statskundskab på Aarhus Universitet. Problemforståelsen mindede nemlig om de lange og snørklede teoretiske studietekster fjernt fra virkeligheden, som vi beskæftigede os med.

Jeg prøvede derfor at køre problemforståelsen for den demokratiske samtale gennem en lixtalberegner. Resultatet var et lixtal på 46. Det er sværhedsgrad svær og svarer til en akademisk udgivelse. 

Smag lige på den. Udgangspunktet for arbejdet med Den demokratiske samtale som vildt problem i Aarhus svarer til en akademisk udgivelse. Så er scenen ligesom sat.

75 ansatte med over 1 mio. kr. i løn

Derfor er min påstand også, at de vilde problemer er ved at udvikle sig til en moderne myte, som reelt dækker over et embedsmandseldorado. 

En evighedsmaskine for DJØF’ere og andet godtfolk, som kan bruge tid og ressourcer på at tænke store tanker om, hvordan vi løser det uløselige i vores samfund. 

Store tanker er naturligvis ikke gratis. Og det er nok også derfor, at der i kommunerne nu er over 1.600 ansatte, som har en årsindtægt på mere end en mio. kr. 75 af disse er ansat i Aarhus Kommune, og på bare fem år er der tale om en fordobling. 

Men har aarhusianerne oplevet en bedre service og lokal velfærd? Har danskerne? Det er ikke mit indtryk. 

Jeg synes det er tydeligt, at de vilde problemer bare er endnu et højtflyvende projekt langt væk fra virkelighedens verden. Giver det værdi for sosuassistent Dorte eller plejehjemsbeboer Grethe på 93 år? Jeg har svært ved at se det.

Et selvudviklende bureaukrati

Mon ikke vi finder løsningerne, hvis vi bare bliver lidt bedre til at lytte. Til medarbejderne og til dem, som det hele handler om? Borgerne. 

De fleste medarbejdere i vores velfærdssamfund går jo på arbejde, fordi de er glade for det de laver. Skaber vi politikere de rette rammer for ordentlige arbejdsvilkår og gode muligheder for, at idérigdom kan vokse, så kommer løsningerne helt af sig selv. 

Det kræver politisk mod og ejerskab at sætte en fod ned over for det selvudviklende bureaukrati og i stedet sikre, at løsningerne vokser nedefra og op, i stedet for at det kommer oppefra og ned.

Og lige netop derfor skal vi bekæmpe de vilde problemer som begreb og i stedet se dem som det, de i virkeligheden er: Et embedsmandseldorado.