Vi lever i sandhed i sære tider. Alle er tilsyneladende blevet ‘data-etiske’ og ikke mindst ‘ansvarlige’. Hvilket får eders elektropedel til at spekulere over, hvad de så var FØR? 

Dansk Industris digitaliseringpolitiske chef Christian Hannibal skriver for eksempel på twitter, at ‘vores mål er klart’, at ‘Data made in Denmark’ skal være ensbetydende med høj digital ansvarlighed og sikkerhed’.

Jamen dog. Vil det sige, at vi, før det mål blev defineret, var både uansvarlige og usikre?

Hannibals chef, Lars Frelle Petersen, som tidligere har været direktør i Digitaliseringsstyrelsen, taler nu også om ‘digital ansvarlighed’. Det er nye toner må man sige, og de skærer en smule i ørerne, især når man relaterer dem til den amerikanske professor Shoshana Zuboff og hendes storværk ‘Overvågningskapitalismens tidsalder’.

Den afgørende pointe i Zuboffs bog er, at moderne forbrugere ikke længere kan nøjes med at være forbrugere uden samtidig at blive forbrugt; at være råstof, der bruges til at træne kunstig intelligens, hvis formål er at manipulere os. 

De kender os allerede
Det sker på nettet, hvor alt registreres og gemmes og overvåges ned til mindste museklik og det betyder, at vores inderste tanker og følelser og natur simpelthen er blevet et råstof i det, Zuboff kalder ‘overvågningskapitalisme’. Vi mennesker  ræses igennem kunstig intelligens og algoritmer, der ender som automatiserede forudsigelser om vores handlinger.

Vi gennemsnitligøres og står nu i et gigantisk feedbackloop, der påvirker og ændrer os, for det at kunne forudsige, hvad vi vil gøre, giver systemerne bag mulighed for at at automatisere og kontrollere vores adfærd; diskret, maskinelt og uden vi lægger mærke til det. 

Først den dag, vi skal tegne en sundhedsforsikring, sælge et hus eller søge et job, opdager vi, at det er maskiner, der har sat prisen eller afvist vores jobansøgning. Og det sker på baggrund af de data, vi selv har gået og drysset omkring os, mens vi skændtes om Gretha Thunberg på Facebook og skrev gmails til kæresten om at trænge til ferie og bagefter undrede os over tilbuddene om bæredygtige rejser i indbakken. Aflytter de os, spørger vi. LYTTER de til, hvad vi siger? 

Men nej nej, det gør de ikke. 

Det behøver de ikke. 

For de kender os allerede ud og ind! 

Som Zuboff gjorde opmærksom på i et interview i Deadline på DR2, så er privatliv ikke længere noget meget privat, som ingen kan se. I dag lader vi os allesammen kigge over skulderen af kunstig intelligens, som kan forudsige vores opførsel og bruge den viden til at manipulere os.
Og manipuleret bliver vi. 

Snak om tryghed
I samme Deadline sidder så Lars Frelle Petersen fra DI-digital så og siger, at Zuboff ‘har en pointe’, og at vi her i Danmark skal se på data som vi i sin tid så på fødevaresikkerhed og miljø. Vi skal sørge for, borgerne er ‘trygge’ ved det, der sker med vores data, siger han. Med andre ord ser han tilsyneladende ingen problemer i dataopsamling og manipulation. Det skal bare forgå mere ‘ansvarligt’, så borgerne kan slappe af, imens de stadig bliver manipuleret og brugt som råstoffer i en overvågningsmaskine, hvis formål er at automatisere og ensrette os alle sammen, så vi kan bidrage til profitmaksimering.

Ret skal være ret. Lars Frelle talte også om, at markedet bør tilbyde produkter uden dataopsamling, så borgerne får et valg.

Har du penge, skal du altså kunne købe dig fri af datafængslet.

Men da det herhjemme er Staten, der pusher den største mængde data om os, kan det blive svært.
Disse ‘åbne data’ skal ud og ‘arbejde’ i det private, men så sandelig også for staten. Børn skal reddes fra misrøgt og de vokse skal holdes til ilden med at søge jobs. Algoritmer og kunstig intelligens fodres med oplysninger om borgernes elforbrug, Netflix-abonnementer, skoletandlægebesøg og alt det andet, der skovles sammen om os, systematiseres og gemmes.

Der er åbenbart bred enighed om, at data skal bruges ‘ansvarligt’ og sågar ‘etisk’ korrekt. Eneste sætning omkring ny teknologi i vores nuværende regerings fælles grundlag handler faktisk om at kunne kontrollere ‘TechGiganternes magt’.

Men Google og Facebook taler jo også om etik og ansvarlig brug af data hele tiden.

Man glemmer næsten, hvad det er, de lever af, og hvad der får deres maskiner til at køre i højeste gear: Os og hvad vi sandsynligvis vælger at gøre lige om lidt. 

Klamme stalkere 
Men vi glemmer een ting:
Data er ikke ‘etiske’, og bliver det aldrig. Data er data, og den måde internettet har fået stater og firmaer til at indsamle dem på, er syg og forkvaklet og minder mere og mere om den måde STASI samlede beviser mod borgerne på: Man gemte ALT, der kunne være af interesse senere hen, så man havde NOGET, når man fik brug for det.

Google og Amazon og Facebook er (stadigvæk) klamme stalkere, der altid går et skridt bag dig, skriver alt ned, tager billeder og opsamler hvert eneste stykke information, du er kommet til at tabe på din vej gennem dit stadig mere digitaliserede liv. 

Internettet lovede os meget. Vi kunne redde klimaet, kurere cancer og arbejde meget mindre. Istedet er vi er gået fra at være selvstændige, frie mennesker, til at være ‘likene’ dataobjekter, der kan nudges og sælges, beboere i et palads fyldt med værelser, hvor kun een dør står åben, og de andre er malet på. 
En udvikling, der kun vil forstærkes de kommende år, med mindre vi gør endegyldigt op med ideen om, at data er guld, og at det er lige meget, om det røvet eller lusket ud af andre. 

Zuboff har en hardcore løsning: Forbyd handel med data om vores adfærd. Forbyd det på linie med forbuddet mod at handle med organer og slaveri! Lav love. Det er det eneste sprog, tech-giganterne forstår. De er ligeglade med digital dannelse og etik, eller de elsker det, for så snakker vi bare videre uden at gøre noget, og de kan fortsætte med at grave den menneskelige natur ud af os, som var det guld. 
Det er det langt fra.

I dag er data snarere det nye CO2, et restprodukt, der skader vore samfund og truer vores eksistens som frie individer.

Data er også CO2 i helt konkret form. En enkelt Machine Learning beregning for at træne stemmegenkendelse udleder CO2 svarende til at flyve mellem New York og Beijing 125 gange. 

Råd mod digital ondskab
Men den værste udledning, den giftigste, er måden, firmaer og regeringer bruger data på: Hvem skal fyres, hvem skal anholdes, hvem skal have lov at tage en uddannelse, hvem bør ikke få børn, og hvem skal børnene tvangsfjernes fra?

Svarene pumpes ud af selvlærende algoritmer i lange, troværdigt udseende regneark, der emmer af påstået objektiv effektivitet og digital retfærdighed.

Det er luskebukseri og klamt med klamt på.

Data er ikke etiske. Data er informationer om folk, du ikke kender. 

Og hvis Lars Frelle og Christian Hannibal og alle de andre nyslåede dataetikere virkelig gerne vil have ‘Data made in Denmark’, så giver eders elektropedel gerne et par gratis råd: 

1. Gør ikke som Silicon Valley! Hold TechGiganterne ud i strakt arm; stop med at bruge Google og Cromebooks i skolerne, luk statens og kommunernes facebooksider og se nu for fanden at få fjernet cookies, der taler direkte med Google, fra offentlige hjemmesider. De er der endnu!

2. Tag en stor slurk medicin mod dataguldfeber og lad os finde måder at leve sammen på, analogt og digitalt. Måder, der ikke efterligner en syg forretningsmodel af snagen og spionage og manipulation.