Dårligt arbejdsmiljø og fraværende ledelse har sendt hjertemedicinsk afdeling i knæ i Region Syddanmark
Dårligt arbejdsmiljø og fraværende ledelse har sendt hjertemedicinsk afdeling i knæ i Region Syddanmark
I september modtog direktionen på Sydvestjysk Sygehus Esbjerg et bekymringsbrev fra hjertemedicinsk afdeling. Brevet var ikke til at tage fejl af.
“Vi har på afsnit D3 i det sidste ½ år har 14 opsigelser… Disse opsigelser har medført, at der er fire personale tilbage med ekspertviden indenfor kardiologien. Pga. manglende kompetencer er der kommet tiltagende medicinfejl,” lyder det blandt andet i brevet.
I brevet retter medarbejderne på afsnittet en hård kritik mod den ledende chefsygeplejerske, ligesom man kritiserer, at vagtplanerne ikke hænger sammen, hvilket resulterer i mange pålagte vagter og dobbeltvagter på op til 19 timer.
“Vi skriver dette bekymringsbrev, da vi er bange for, at hvis der ikke sker noget inden for den nærmeste fremtid, så rejser det sidste personale med erfaring.”
Det resulterer desuden i underbemanding, at der bliver begået flere fejl og at flere og flere af de ansatte bryder grædende sammen, sygemelder sig eller siger op.
Det kan Kommunen.dk og JydskeVestkysten afdække på baggrund af aktindsigter, indsigt i interne dokumenter og samtaler med både nuværende og tidligere ansatte.
Jeg har aldrig oplevet en ledelse, der var så usynlig og ligeglad med sine ansatte og patienter
Midt i sommerferien står de ansatte alene med en vagtplan, som ikke går op, hvorfor der ofte er vagter med for få hænder til at tilse de op mod 32 patienter, som afdelingen har ansvaret for, når der er overbelægning.
- Det var et helvede, siger en erfaren sygeplejerske.
- Dér brister tilliden til [chefsygeplejersken, red.]. Der er enormt mange huller, og der bliver derfor tilladt helt ekstreme normeringer, tilføjer en anden sygeplejerske.
I løbet af sommeren kommer en ny oversygeplejerske til, men det løser ikke problemerne. Tværtimod.
- Jeg har aldrig oplevet en ledelse, der var så usynlig og ligeglad med sine ansatte og patienter, siger en sygeplejerske, der har været på afsnittet i to år.
Bekymring på afdeling for patientsikkerhed
Kommunen.dk og JydskeVestkysten har talt med en en lang række nuværende og tidligere ansatte på det uro-ramte sygehusafsnit samt både personer med lang og kort erfaring på afdelingen.
Ingen ønsker at stå frem med navn af frygt for deres fremtidige jobmuligheder, men de kan alle i bredt omfang fortælle om mistillid mod chef- og oversygeplejersken, en “stikkerkultur” fremmet af ledelsen, dårligt arbejdsmiljø og kaotiske arbejdsforhold.
- Uvisheden, om man er nok mennesker på arbejde, fylder så meget. Jeg begyndte slet ikke at kunne slippe arbejdet, når jeg kom hjem og ringede tit ind til afdelingen, fordi jeg var bange for, at jeg havde glemt at dokumentere et eller andet.
- I en weekend har der været tilfælde, hvor vi har været en sygeplejerske og to assistenter der skulle gå med medicin til 32 patienter. Det er jo helt ekstremt, og man mister overblikket.
- Jeg har opfordret patienter og deres pårørende til at klage over behandlingen her. Udover selv at indberette fejl, er det den eneste måde, det kan komme frem, hvad der faktisk foregår.
- Ledelsen har lukket øjnene for problemerne, og man accepterer, at hver sygeplejerske måske har 15 patienter på en gang.
- Jeg vil ikke håbe, at nogen i min familie skal indlægges på hjerteafdelingen i Esbjerg lige nu.
Trods den skarpe kritik i brevet oplevede de ansatte ingen reaktion fra direktionen. Efterfølgende er udfordringerne på afdelingen bare vokset.
Ifølge ansatte på afdelingen har yderligere otte netop forladt afdelingen ved udgangen af november. Dermed har 32 sygeplejersker og plejeassistenter forladt afdelingen siden foråret – heraf 25 på grund af ledelsen, fortæller en af de ansatte.
Det fik i midten af november ledelsen til at besøge afdelingen. Her var man tilsyneladende overrasket over situationen på afdelingen.
- Det er tydeligt, at de bliver chokerede over det, vi fortæller. De taber nærmest kæben. Vi havde skrevet op på en tavle, hvem der havde sagt op, så de kunne se, hvor mange kompetencer vi havde mistet, fortæller en sygeplejerske.
Afviser at have ignoreret bekymring
Direktionen afviser, at de ikke har reageret på de ansattes opråb, da de i sommer modtog bekymringsbrevet. De fortæller, at de 14. september indkaldte til et møde med afdelingens tillidsmand og arbejdsmiljørepræsentant, sygehusets fællestillidsmænd fra DSR og FOA samt afdelingsledelsen, hvor sagen blev drøftet.
- Der blev givet udtryk for, at der var enighed om, at ansatte og ledelsen i fællesskab kunne finde løsninger på udfordringerne, siger Per Busk, administrerende sygehusdirektør.
Direktionen fortæller, at der på mødet blev fremlagt en plan fra afdelingsledelsen. Planen indebar initiativer omkring fastholdelse, rekruttering og kompetenceudvikling, der skulle få afsnittet tilbage på sporet.
Vi kan kun beklage, hvis det har føltes som om, at de ikke har fået en tilbagemelding, men vi har taget det alvorlig
- Afdelingen har arbejdet hårdt for at fastholde medarbejderne og for at rekruttere nye. Men midt i november har vi så måtte konstatere, at det ikke var nok. Derfor har vi lavet en ny handleplan, siger Anna-Marie Bloch Münster, lægelig direktør på Sydvestjysk Sygehus Esbjerg.
Hvordan kan det så være, at de ansatte selv har en opfattelse af, at der ikke bliver gjort noget, og at intet ændrer sig?
- Vi kan kun beklage, hvis det har føltes som om, at de ikke har fået en tilbagemelding, men vi har taget det alvorligt, siger Charlotte Mose Hansen, sygeplejefaglig dirketør.
Kommer det bag på jer, hvor galt det står til, da I i november mødes med de ansatte?
- Vi kan konstatere, at de hidtidige initiativer ikke rækker, og det giver vi også udtryk for på det møde, siger Per Busk.
Igangsætter handleplan
Direktionen igangsætter nu en handleplan, som Kommunen.dk og JydskeVestkysten har set. Handleplanen indebærer blandt andet, at antallet af sengepladser bliver reduceret fra 28 til 18 pr. 1. december. Derudover bliver der som et nyt tiltag åbnet et daghospital på hjerteafsnittet, hvor patienter, der ikke kræver indlæggelse kan få ambulant behandling.
Direktionen anerkender, at personaleomsætningen har været stor, og at der fortsat mangler hænder. Konkret skal der findes tre sygeplejersker inden 1. Januar 2023, for at afsnittet kan passe de 18 senge.
- Det er en vanskelig situation for vores kardiologiske afdeling, som vi tager meget alvorligt, og det er også derfor, vi har sat en handleplan i værk, som blandt andet indebærer, at vi skærer ned på antallet af sengepladser for at mindske arbejdspresset, siger Per Busk.
Derudover igangsætter ledelsen også en ledelsesmæssig handleplan. I samme ombæring stopper chefsygeplejersken, som ikke har ønsket at kommentere på sagen.
Når der ikke er nok medarbejdere på et afsnit, kan man ikke bare bede dem om at løbe endnu hurtigere, hvilket kunne gå ud over patientsikkerheden. Vi ønsker ikke at se vores medlemmer i en situation, hvor de er utrygge for den behandling, de giver patienterne
Direktionen fortæller, at der ikke er tale om en fyring, men at der er efter gensidig aftale, at chefsygeplejersken stopper. Direktionen ønsker derudover ikke at kommentere, da de henviser til, at det er en personalesag.
De ansatte på afdelingen retter en hård kritik mod oversygeplejersken på afdelingen, som de betragter som en del af problemet. Direktionen ønsker ikke at kommentere de ansattes ønske om, at hele afdelingsledelsen udskiftes.
- Vi har tillid til de ledere, der er ansat. Det er dem, som vi tror på, kan gennemføre handleplanen, siger Charlotte Mose Hansen.
Charlotte Mose Hansen fortæller, at en del af handleplanen også er, at der skal arbejdes tættere med alle ledelseslag samt tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter, så direktionen sikrer, at handleplan har effekt fremadrettet.
Regionsformand bekendt med sag
Hos den lokale DSR-afdeling har man været bekendt med situationen, fortæller kredsnæstforperson Louise Gjervig Lehn. Her har man løbende været i dialog med de lokale tillidsrepræsentanter.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at sygeplejerskernes hverdag generelt er presset, men det er en særligt udfordrende situation på afdelingen her. Det gør ondt, når personaleomsætningen er så stor. Det rammer de kompetencer, der er til rådighed og det går ud over arbejdsmiljøet og patientsikkerheden. Det skal man tage meget seriøst, siger hun.
Derfor er det positivt, at ledelsen nu lukker sengepladser, og at man har erkendt, at man er nødt til at gøre noget ved situationen:
- Når der ikke er nok medarbejdere på et afsnit, kan man ikke bare bede dem om at løbe endnu hurtigere, hvilket kunne gå ud over patientsikkerheden. Vi ønsker ikke at se vores medlemmer i en situation, hvor de er utrygge for den behandling, de giver patienterne, siger Louise Gjervig Lehn.
Hun er bekymret over de beretninger fra ansatte og tidligere ansatte, som Kommunen.dk og JydskeVestkysten har præsenteret for hende.
- Det er foruroligende, at de ansatte ikke har haft en oplevelse af at være lyttet til, og at patientsikkerheden har været sat i spil. Dialog er en forudsætning for løsning på udfordringer, og det er derfor vigtigt, at grundlaget er til stede. Vores lokale tillidsrepræsentanter er inddragede og har øjne på udfordringerne, siger Louise Gjervig Lehn og tilføjer:
- I sidste ende er det ledelsen, der har både ret og pligt til at lede og fordele arbejdet og sikre arbejdsmiljøet.
Ifølge Kommunen.dk og JydskeVestkystens oplysninger har formand for Region Syddanmark Stephanie Lose (V) været orienteret om sagen på afdelingen. Det bekræfter Stephanie Lose selv, men hun ønsker ikke at gå yderligere ind i sagen.
- Jeg er bekendt med, at der er udfordringer med arbejdsmiljøet på den omtalte afdeling på Sydvestjysk Sygehus, og at direktionen nu har iværksat en handleplan for at løse det. Når den slags problemer opstår på det enkelte sygehus, er det sygehusdirektionens ansvar at tage hånd om det, og derfor er jeg også tilfreds med, at der med handleplan sættes ind overfor de udfordringer, der er, siger hun i en skriftlig kommentar.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.