Det har altid været god latin at notere sig forskellen på landspolitik og lokalpolitik. Folketinget repræsenterer det mere ideologiske, i byråd og regionsråd handler det først om fremmest om at få tingene til at fungere.

Politikere der har skiftet fra det ene forum til det andet, har slået sig slemt, hvis de ikke har taget tilstrækkeligt bestik af de uens vilkår. Det gælder både den ene og den anden vej. Man kunne godt nævne navne og tvære lidt i deres vanskæbne, men man kunne også vælge at anskue det lidt mere fremadrettet, for spillereglerne i landspolitik har ændret sig med SVM-regeringen.

Lige fra starten, endda.

Venstres ultimative løfte om aldrig i livet at pege på Mette Frederiksen som statsminister blev pakket væk i en handel, som stadig giver genlyd både på Christiansborgs gange og i partiernes baglande. I den kommunale verden ville man blot kalde det at tage bestik af valgets udfald, hvis man da overhovedet ville kalde det noget. I stedet ville man bare gøre det, tage bestik, spille sine kort bedst muligt i valgnattens konstitueringsforhandlinger og så indkassere baglandets anerkendelse for det resultat, man fik ud af det.

I SVM-sammenhæng lader anerkendelsen vente lidt på sig, men det er for tidligt at udelukke, at den kan komme. Meget kan ske, før kalenderen siger FV26.

Arbejdsmetoden, den mere praktiske og mindre ideologiske tilgang, har der været flere eksempler på. Et af dem er, i princippet i hvert fald, sagen om forbud mod koranafbrændinger. Den løsning man er kommet op med, virker ganske vist noget forkludret, men i udgangspunktet var det bare et praktisk problem og et helt ulidenskabeligt bud på en løsning.

Et andet eksempel er lønløftet til sosuer, pædagoger, sygeplejersker og fængselspersonale, der henviser den ellers højt besungne danske model til netop kun at blive besunget ved særligt festlige lejligheder. Med konsekvent få ansøgere til stillinger i de fag er det uanset principper også bare et problem, der skal løses. Man vil formentlig se flere eksempler på det praktiske og ulidenskabelige undervejs i trepartsforhandlingerne om samme.

Løsninger der bliver til på den måde, kan skabe andre problemer, men her synes rationalet at være, at det må man tage sig af, efterhånden som det måtte blive nødvendigt. I det kommunale ville man sige, at man alligevel aldrig kan vide, hvad staten kommer rendende med næste gang, så et muligt udestående fra eller til holder ikke nogen vågne om natten.

Christiansborg er kort sagt ved at blive kommunaliseret.

Spørgsmålet om skattelettelser er kun delvis et emne i samme boldgade, for her er der ikke tale om, at nogen gør noget andet efter valget, end de sagde før valget. Ja, hvis man går langt nok tilbage, finder man ligefrem i tredje vers af Internationale sætningen “vi flås af skattens skarpe klo”.

Men det var i 1911. Siden 1990’erne eller deromkring har et andet omkvæd bidt sig fast, nemlig “velfærd eller skattelettelser”, og opgøret med det bliver en indre-socialdemokratisk øvelse, som partiet ikke skal vente sig hjælp til udefra. Den ene side har hele tiden afvist modstillingen, og den anden synes ikke, Socialdemokratiet skal opgive den.

Men igen, det er et praktisk problem, som partiet nok skal finde en ulidenskabelig løsning på. Baglandet vil muligvis ikke synes om det, men skattelettelser er nu engang ligesom skattestigninger en af de handelsvarer, der er almindeligt forekommende i politik, både lands- og lokal-. Man behøver ikke synes om dem, bare de virker (som handelsvare).