I landets kommuner og regioner bliver der gjort meget for at integrere flygtninge og indvandrere, og det er der heldigvis kommet en masse succeshistorier ud af. 

Men vi har også en del, der desværre ikke er blevet til succeshistorier.

At ikke alle profiterer af integrationsindsatserne, skyldes langt hen ad vejen et manglende fokus på flygtninges kultur og religion samt de metoder og tiltag, vi fagfolk benytter.

Indsatserne tager nemlig afsæt i best practise. Altså de indsatser, der har vist sig at virke for dem, vi har haft succes med. 

Og ingen tvivl om, at de metoder og indsatser, vi har udviklet ud fra best practise, virker. De virker bare ikke på alle. 

De fleksible og de ufleksible
En væsentlig årsag til, at vores integrationsindsatser ikke virker på alle, er, at der er afgørende forskelle på de flygtninge og indvandrere, vi møder i vores arbejde.

For at forklare disse forskelle, vil jeg dele gruppen af flygtninge og indvandrere op i to hovedgrupper: Den fleksible og den ufleksible gruppe.

Den fleksible gruppe er kendetegnet ved en vilje til at tilpasse sig kulturelt og religiøst. I den fleksible gruppe er man klar over, at det er nødvendigt for at kunne fungere og bidrage til det danske samfund. Ikke at de smider deres kultur og religion væk. Men de tilpasser den. 

Den ufleksible gruppe er kendetegnet ved, at den ikke er indstillet på at tilpasse kultur og religion til danske forhold. I stedet er der blandt de ufleksible flygtninge og indvandrere en forventning om, at samfundet kan og skal rumme deres kulturelle og religiøse normer og værdier. 

De to grupper i praksis
I arbejdet med den fleksible gruppe, vil man oftest opleve at de er modtagelige for vejledning, åbne for ny viden og så videre. Denne gruppe ved, at det er vigtigt at komme ud blandt danskere. Disse flygtninge og indvandrere gør brug af foreningslivet og indsatser som for eksempel Venligboerne og Bydelsmødre. De undgår at bosætte sig i parallelsamfund eller flytter ud af dem, så snart lejlighed byder sig. Det er blandt de fleksible, vi finder dem, der integrerer sig, og dermed bliver de vores succeshistorier.

Det er også den fleksible gruppe, der oftest danner vidensgrundlag for, hvad der virker i forhold til integrationsindsatserne. 

Men her bliver det problematisk, da de metoder og indsatser, der bliver udviklet ud fra erfaringerne med den fleksible gruppe, har ringe effekt på den ufleksible gruppe. De to grupper ligner ikke hinanden og kræver vidt forskellige tilgange, indsatser og metoder.

Hvis vi skal blive bedre til at løfte vores integrationsudfordringer, må fokus rettes mod den ufleksible gruppe.

Det er nemlig i den ufleksible gruppe, integrationsudfordringerne opstår. Det er her, man finder dem, vi har sværest ved at hjælpe i beskæftigelse og dem, der har svært ved at opdrage deres børn til danske forhold. Det er i denne gruppe, vi ser æresrelaterede konflikter, genopdragelsesrejser, tvangsægteskaber, negativ social kontrol, radikalisering, ekstremisme, bander og så videre.

Ufleksible isolerer sig
Den ufleksible gruppe isolerer sig ofte fra det omgivende samfund i lukkede parallellesamfund styret af massiv negativ social kontrol. 

Det er ikke den ufleksible gruppe, der benytter sig af de frivillige tilbud eller bliver aktive i for eksempel deres børns skole og fritidsliv.

Personer fra den ufleksible gruppe bliver også ofte sorteret fra, når vi skal udvælge deltagere til integrationsprojekter. De er ikke de lavest hængende frugter. 

Når integrationsprojekterne bygger på frivillighed, møder fagfolkene sjældent den ufleksible gruppe, fordi den ufleksible gruppe vælger sådanne tiltag fra. På den måde vil mange fagfolk få den opfattelse, at alle flygtninge og indvandrere er som den fleksible gruppe. Men det er langt fra tilfældet.

Det betyder, at de, der arbejder med evaluering, udvikling af metoder og indsatser, har vanskeligt ved at indsamle en nuanceret og bred viden. Både fordi mange fagfolk ikke er opmærksomme på, at der findes en ufleksibel gruppe, og fordi den ufleksible gruppe er svær at komme i kontakt med.

Den ufleksible gruppe er fagligt set tung at arbejde med. Den suger ofte energien ud af de praksisnære fagfolk. Derfor kommer mange fagfolk ubevidst til at investere mest energi i den fleksible gruppe frem for den ufleksible.

Dertil kommer, at vi også har meget nemmere ved at samarbejde og tale om, hvad vi er gode til, end ved at trække det frem, vi ikke er så gode til. Derfor retter de fleste integrationsprojekter fokus mod de gode resultater, frem for at dykke ned i det, der ikke lykkes.

Hvis man ikke forholder sig til den ufleksible gruppe blandt flygtninge og indvandrere, vil vi også fremover få rigtig svært ved at forbedre integrationsindsatserne. For de to grupper kræver forskellige metoder og indsatser. 

Behov for mere viden
I arbejdet med den ufleksible gruppe, er det ofte kulturen og religionen, der udgør den primære barriere for en vellykket integration. Derfor skal indsatserne for denne gruppe, arbejde aktivt med de kulturelle og religiøse forskelle, men det kræver faglig viden og indsigt hos de praksisnære fagfolk for at lykkes. 

Derfor vil jeg slå et slag for at indhente viden om dem, vi ikke er kommet i mål med – altså den ufleksible gruppe. Kun derved kan vi udvikle nye målrettede metoder og indsatser, som passer til denne gruppe.

Dette vil kræve, at også beslutningstagere tør at sætte fokus på kulturen og religionens betydning i forhold til integrationsindsatserne, selv om det kun gælder for en gruppe af vores flygtninge og indvandrere. 

Beslutningstagerne skal turde satse og investere i nogle indsatser, der har fokus på lidt længerevarende processer, der måske ikke kaster resultater af sig her og nu.

Der er heller ingen tvivl om, at det vil gavne den offentlige debat at bruge opdelingen fleksibel/ufleksibel, når vi italesætter udfordringerne med integration. I dag bruger vi generaliserende udtryk som 'flygtninge', 'ikke-vestlige indvandrere' og 'muslimer', når vi taler om integrationsudfordringer. På den måde skærer vi alle over én kam. 

Det vil i stedet være hensigtsmæssigt at debattere integrationsudfordringerne med en opdeling i fleksible og ufleksible. På den måde bliver det også mere tydeligt, at ikke alle flygtninge udgør et integrationsproblem.