Bag opslåede computerskærme sidder 17 kvinder og to mænd med ansigterne vendt mod et oplyst whiteboard. “Rehabilitering” står der på et slide. 

De studerende er i gang med anden del af hovedforløbet på social- og sundhedshjælperuddannelsen på Sosu Østjylland i Aarhus, og der er hårdt brug for dem. Men alt for mange falder fra, inden de når dimissionen. 

Spørgsmålet er, hvad der skal til, for at flere kommer i mål med deres uddannelse, når en “mere udfordret elevgruppe skal håndtere stigende faglige krav,” som det hedder i en rapport udarbejdet af Rambøll Management Consulting om indsatser, der kan øge gennemførelsen på social- og sundhedsuddannelserne. 

Ifølge formand for Danske Sosu-skoler, Lisbeth Nørgaard, kræver det et forpligtende partnerskab med kommunerne.

- Får man ikke skabt et tillidsfuldt, trygt læringsmiljø både i skolen og i oplæringen, er der en risiko for, at eleverne siger farvel og tak, siger hun.

Opgaveglidning og stadigt mere komplekse sygdomsbilleder hos borgerne stiller større krav til både social- og sundhedshjælpernes og social- og sundhedsassistenternes kompetencer.  Foto: Stina Fink Elsing.

Socialpædagogisk støtte virker

Efter to år er næsten hver fjerde elev på social- og sundhedshjælperuddannelsen frafaldet, og tre år inde i assistentuddannelsen er omkring hver tredje droppet ud, fremgår det af Rambølls rapport.  

Når der i mange år har været et stort frafald på sosu-uddannelserne, skyldes det blandt andet, at gruppen af elever med særlige behov og sårbare elever, som mistrives, har dårligt selvværd, sociale eller psykiske problemer, er vokset. Det fremgår af en Vive-analyse fra 2022 om støtte til fastholdelse af sårbare sosu-elever i København. 

Det mærker man også på Sosu Østjylland. Her modtager op mod 35 pct. af eleverne specialpædagogisk støtte (SPS), en statslig støtteordning, som skal hjælpe studerende med funktionsnedsættelse til at tage en uddannelse på lige fod med andre, fortæller chef for rekruttering og trivsel Pernille Mortensen.

- Hvis ikke vi havde SPS, så var der rigtig mange af vores elever, som var ildestedt, siger hun, for det hjælper, at der er én støttegiver, som følger eleven gennem hele forløbet, fra start til slut.  

- Alternativet kan jeg næsten ikke overskue, siger hun. 

Også Vives analyse viser gode erfaringer med ordningen, ligesom en frafaldsanalyse for social- og sundhedsassistentuddannelsen i Region Nordjylland fra 2021 peger på, at SPS forebygger frafald.

For 24-årige Aline Kiza er støtteordningen en god hjælp i hverdagen. Hun kom til Danmark fra Congo for ni år siden og er ordblind, og selvom computerprogrammet AppWriter kan læse tekster højt for hende, kan det være svært at læse og forstå alle fagudtryk. 

De 40 timer, hun har fået tildelt til det igangværende semester på social- og sundhedshjælperuddannelsen, kan hun sammen med sin studiestøtte tilrettelægge på tværs af skoleforløb, oplæring og eksamen. 

Hun kan løbende tale med sin studiestøtte om, hvilke ord og begreber der er vigtige at uddrage af en tekst, og hvordan de hænger sammen med det, hun lærer i oplæringen. Samtidig hjælper studiestøtten hende med at holde struktur på tingene - noget der kan være svært, når man er ordblind.

Men da støtte kræver en dokumenteret funktionsnedsættelse, er det ikke alle, der kan få hjælp via ordningen, selvom der, som Pernille Mortensen siger, nok vil være flere af skolens elever, som godt kunne have brug for en voksen hånd i ryggen.

Sammensat gruppe kræver forskelligartede indsatser

Ifølge Lisbeth Nørgaard har skolerne mange “velfungerende, dygtige, målrettede, motiverede og engagerede elever, som bare synes, det er det fedeste,” men spændet er ekstremt stort og elevgruppen meget sammensat. 

Selvom den gennemsnitlige alder for opstart på social- og sundhedsassistentuddannelsen (33,8 år) og social- og sundhedshjælperuddannelsen (36,3 år) er betragteligt højere end på andre erhvervsuddannelser (25-28 år), kan der være stor aldersforskel, så elevernes erfaringer og forudsætninger kan være tilsvarende meget forskellige.

Samtidig er andelen af andetsprogede støt stigende, fortæller Lisbeth Nørgaard. Ifølge tal fra Børne- og Undervisningsministeriets uddannelsesstatistik steg andelen af elever med indvandrerbaggrund på social- og sundhedshjælper-uddannelsens andet grundforløb i perioden 2019 til 2023 fra 36 pct. til 47 pct., mens den tilsvarende andel på social- og sundhedsassistentuddannelsen steg fra 23 pct. til 25 pct. 

Omend der fortsat er en stor overvægt af kvinder på begge uddannelser, faldt elevoptaget af kvinder fra 2021 til 2022, mens det steg for mænd, så de i 2022 udgjorde 14 pct. af elevoptaget.

- Jeg tror næsten ikke, at man kan komme på nogen andre uddannelsesinstitutioner, hvor det er så diverst, som det er her, siger Pernille Mortensen, og den store diversitet kalder på et meget bredt arsenal af indsatser og tiltag i forhold til at få eleverne til at blive. 

I januar indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om 13 initiativer, som bl.a. skal bidrage til at reducere frafaldet på uddannelserne. Blandt dem er et permanent årligt taxameterløft på 89,8 mio. kr., som fra næste år eksempelvis kan bruges til initiativer, der understøtter øget gennemførelse. 

Allerede fra i år er der afsat 13,4 mio. kr. årligt til sprog-screening og sprogstøtte i skole og oplæring, og fra 2025-2028 afsættes 34,8 mio. kr. årligt til professionalisering af oplæringsvejledere. Og med ældrereformen blev der yderligere afsat syv mio. kr. årligt i perioden 2024-2027 til skræddersyede forløb på SOSU-skolerne. Men penge gør det ikke alene. 

- Penge er én ting, men så handler det også om at have øget gennemførelse som en målrettet strategisk indsats, hvor der hele tiden bliver sat noget i søen og fulgt op på, om det virker, siger Pernille Mortensen.

Skolerne tager ansvar for, at tilrettelægge fagrækken og indholdet i uddannelserne, men at sikre sammenhæng på tværs af overgangene mellem skoleforløb og oplæring er en fælles opgave, som de deler med kommunerne, mener formand for Danske sosu-skoler Lisbeth Nørgaard. Foto: Stina Fink Elsing

Mentorstøtte

I Aarhus har man i en årrække arbejdet med individuelle støttetilbud, fx frivillig mentorstøtte, til dem, der ikke kan få SPS. To medarbejdere bruger en halv dag om ugen på at matche frivillige og elever, og erfaringerne er gode. 

Et nyere forebyggende tiltag består af såkaldte mikrotrivselsmålinger, hvor eleverne en gang om måneden svarer på spørgsmål om deres trivsel. Afhængigt af deres svar får de tilbudt at tale med en vejleder på skolen eller at få et online samtaleforløb med en ekstern partner. 

Det sociale investeringsprojekt startede i marts sidste år som et samarbejde mellem Sosu Østjylland, Aarhus Kommune og virksomheden Elevaid by CompanYoung med Rådet for Sociale Investeringer som investor. Ideen er at øge triv-slen og gennemførelsen på uddannelserne og dermed sikre kommunen adgang til den højt efterspurgte arbejdskraft. 

Samtidig arbejder man med at skabe en fast struktur for, hvordan man tidligt sætter ind ved bekymrende fravær. 

- Vi siger nogle gange, at fravær er lig med frafald, så vi har spurgt os selv, hvordan vi kan arbejde med det, når vi ser, at en elev begynder at have fravær, siger Pernille Mortensen. 

Det er blevet til en fast samtalestruktur, hvor den hold-ansvarlige, uddannelsesvejlederen og eventuelt uddannelseslederen hver især ved, hvad de skal gøre, så de kan handle, inden det er for sent, og eleven aldrig kommer igen.

Der er behov for at dreje på mange håndtag, og grundlæggende handler meget om at skabe en skole, som eleverne trives i, hvor der er dygtige undervisere, der brænder for deres fag, og som gerne vil eleverne, mener Pernille Mortensen. 

- Når de er her hos os, føler de sig set, mødt og godt tilpas. Og langt hen ad vejen, møder de måske en måde at gå i skole på, som de lykkes i, og det er vigtigt, siger hun.

Må rykke tættere sammen

Men uanset hvad sosu-skolerne foretager sig, er der meget større tandhjul i bevægelse end dem, som skolerne udgør, påpeger Lisbeth Nørgaard. 

Med faldende ungdoms-årgange og høj beskæftigelse er motivationen for at uddanne sig lavere, end hvis ledigheden havde været højere, bemærker hun. 

- Vi uddanner alle dem, der overhovedet er i målgruppen og viser interesse i at arbejde inden for velfærdsområdet, siger hun og bedyrer, at skolerne både er optaget af og gearet til at skalere deres aktiviteter.

Selv tvivler hun på, at det er realistisk at nå at uddanne de 11.100 social- og sundhedshjælpere og 3.400 social- og sundhedsassistenter, der ifølge fremskrivninger fra Finans-ministeriet vil være brug for i 2035 til at tage sig af den kraftigt voksende ældre befolkning med tiltagende komplekse plejebehov.

Skolerne kan tage ansvar for at tilrettelægge fagrækken og indholdet i uddannelserne, så der løber en rød tråd gennem dem, men hvordan der i højere grad bliver skabt sammenhæng på tværs af de mange overgange mellem skoleforløb og oplæring må løses i fællesskab med kommunerne, mener Lisbeth Nørgaard. 

- Vi skal rykke lidt tættere sammen om eleven, siger hun.

Det indebærer blandt andet at få skabt fælles strukturer for introduktion både på skolen og i kommunerne og med en vis grad af overlap sørge for, at der altid er en, der tager over mellem skole og kommune.

Derudover skal de oplæringsansvarlige ude i praksis kunne skabe trygge læringsforhold med forudsigelighed og systematisk feedback. Selvom det kan virke overraskende, er det ikke alle steder nogen selvfølge, at en elev bliver betragtet som en, der har brug for støtte og vejledning, når eleven begynder i oplæring i hjemmepleje eller på et plejehjem, fortæller Lisbeth Nørgaard.

- Manglen på arbejdskraft har været så stor, at en del af vores elever meget hurtigt er blevet sat til opgaver, som har givet ansvarschok, så elever har mistet lysten, interessen og modet til at fortsætte, siger hun.

Og det er afgørende, at eleverne bliver mødt af gode, kompetente kollegaer, der møder eleverne professionelt, og som ikke pålægger dem et for stort ansvar for tidligt, men nænsomt tager dem i hånden ind i en læringsproces, understreger hun. 

“Det kan jeg simpelthen ikke”

Aline Kiza sidder forrest i klassen. Hun er kommet hjemmefra uden nøglen til det skab, hvor hendes computer er låst inde, så hun må klare sig uden i dag. 

Hun er en af dem, der har overvejet at stoppe på uddannelsen. Efter tre dages praktik på grundforløbet tænkte hun: “Denne her uddannelse er ikke noget for mig, det kan jeg simpelthen ikke.” 

Mødet med demente og syge borgere gjorde hende trist.

-  Jeg syntes, det var synd for dem, og jeg kunne ikke holde ud at kigge på dem. Jeg blev ked af det indeni, siger hun. 

Alligevel fortsatte hun på skoleforløbet, og efter nogle uger kom hun igen i praktik det samme sted. Det var først, da hun endnu engang var tilbage på skolen, at hun efter grundige overvejelser besluttede sig for at fortsætte. Hvorfor hun gjorde det, vender vi tilbage til. 

Mødet med praksis

I Aarhus Kommune har man valgt at arbejde med professionelle oplæringsvejledere, der har vejledning som deres primære opgave, mens vejlederne i Sosu Østjyllands øvrige samarbejdskommuner indgår i plejen, fortæller Pernille Mortensen.

- De skal nogle gange også lige slukke en ildebrand og vikariere for sygdom, så der er forskellige forudsætninger for at kunne lykkes med det, siger hun.

- Jeg har hørt argumenter for og imod, men når det er eleven og elevens uddannelse, der er i fokus, og der er nogle fuldtids oplæringsvejledere, der er godt klædt på til opgaven og helt med på, hvilke trivselsudfordringer eleverne kommer med, så tænker jeg unægteligt, at det gør en forskel for dem, siger hun.

Rambølls kortlægning peger på en øget risiko for frafald i overgangen fra skole til oplæring, blandt andet fordi eleverne føler sig uforberedte på det, de oplever under deres oplæring. I den nordjyske frafaldsanalyse fandt man, at størstedelen (to tredjedele) af elevfrafaldet på assistentuddannelsens hovedforløb fandt sted, mens eleverne var i praktik. 

Samtidig har skolerne en vigtig opgave i at klæde eleverne på til mødet med praksis, erkender Lisbeth Nørgaard. 

- Vi må have mere praksislæring ind og indrette mere simulationsundervisning og snusepraktik, så vores elever får lov til at komme ud og prøve af undervejs, siger hun.

“Jeg vil det her”

Da Aline Kiza valgte at begynde på social- og sundhedshjælperuddannelsen, havde hun ikke regnet med, at det ville blive nemt.

- Jeg troede ikke på mig selv. Jeg troede, at det danske ville blive meget svært, men da jeg kom herhen og sad i klassen og fik venner og søde lærere, som var gode til at forklare de ord, som jeg ikke forstår, fik jeg en bedre forståelse, end jeg havde troet, siger hun.

Efter hendes første, afskrækkende møde med praksis fik hun talt med sine vejledere om, hvad det vil sige at være dement, og hun mindede sig selv om de gode ting, hun havde lavet med borgerne.

- Jeg sagde til mig selv: Du kan godt, selvom det er svært, siger hun.

Når hun trods sin tvivl besluttede sig for at fortsætte på uddannelsen, var det især, fordi hun tænkte på de borgere, der har brug for hjælp.

- Jeg forestiller mig, at det er min mor, der ligger der og har brug for min hjælp, og at jeg ikke er der. Det er svært at forklare, men jeg kunne mærke, at jeg gerne vil det her, siger hun.