3F vil et faglært kommunalt arbejdsmarked, men også gøre op med analogien om, at faggruppers værdiskabelse og ret til gode vilkår altid er proportional med uddannelsesniveauet.

I takt med de stadigt stigende arbejdskraftudfordringer, vi ser på det kommunale arbejdsmarked, jo mere relevant er det at sætte spot på uddannelsesdagsordenen – for alle!

Særligt for 3F's faggrupper er behovet for uddannelse og opkvalificering en nødvendighed, hvis disse grupper skal kunne opnå en anerkendelse af både deres faglighed, den værdi de skaber i samfundet og ikke mindst, hvis de skal kunne konkurrere med andre mere synlige faggrupper om både de centrale og lokale lønkroner. 

Men hvorfor er det så, at nogle af 3F’s grupper har det så svært med uddannelse og opkvalificering? For nogle er det den træge skolegang i barndomsårene, hvor hver dag har været en kamp, som stadig spiller en stor rolle i troen på at kunne gennemføre en uddannelse. For andre handler det om, at hverdagens opgaver fint løses på det nuværende kompetenceniveau eller – og mere ærgerligt – manglende anerkendelse fra arbejdsgiver af, at opgaveløsningen i særligt de driftsmæssige opgavefunktioner, rent faktisk kræver et vist uddannelsesniveau og løbende opkvalificering.

Barriererne kommer tydeligt til udtryk i den seneste analyse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). Analysen viser således, at knapt hver fjerde ufaglært drømmer om en erhvervsuddannelse, men at det kun er en meget lille procentdel, der rent faktisk gennemfører en.

Motivationsfaktorerne hos den enkelte for at starte på en uddannelse er forskellige. Analysen peger på, at især direkte opfordringer fra arbejdsgiver og kollegaer er en stor drivkraft for at starte på uddannelse.

Ser man på andelen der i nuværende job gerne vil påbegynde anden erhvervsrettet uddannelse, svarer hele 52 pct.  af de adspurgte, som er blevet opfordret af deres leder, at de gerne vil påbegynde en uddannelse. Tilsvarende er det kun 23 pct. af de adspurgte, der ikke aktivt er blevet opfordret af deres leder, som er motiveret for opkvalificering. Undersøgelsen tydeliggør altså, hvor stor en påvirkning arbejdsgiverens tilskyndelse til efter- og videreuddannelse har på den enkeltes motivation for at komme i gang.

Arbejdsgiveropbakning mangler

Men hvis arbejdsgiverens tilskyndelse til uddannelse kan øge motivationen i en sådan grad, at den procentvise andel mere end fordobles, hvorfor kommer flere af de kommunalt ansatte 3F’ere, så ikke i uddannelse? Når vi, i Den Offentlige Gruppe i 3F, spørger ud i vores bagland, så handler det ofte netop om arbejdsgivers opbakning til uddannelse – eller man fristes til at sige ’mangel på samme’.

Begrundelsen for et afslag er ofte, at den ansatte er uundværlig i opgaveløsningen, planlægningen af arbejdet for de tilbageværende medarbejdere bliver besværliggjort, eller at arbejdsgiver ikke ser et egentligt behov for opkvalificering af lavtlønnede faggrupper. I en netop gennemført medlemsundersøgelse blandt 3F’s offentligt ansatte medlemmer, svarer hele 75 pct. af de kommunalt ansatte nej til, at de inden for de sidste to år har lavet en uddannelsesplan sammen deres leder, og kun 12 pct. svarer, at de har rigtig gode muligheder for at tage den uddannelse, der er nødvendig for at løse nuværende arbejdsopgaver kompetent.

Når arbejdsgivere ikke ser værdien af at investere i efter- og videreuddannelse for lavtlønnede grupper, skaber det en ond cirkel, der fører til endnu lavere lønninger og øger løngabet mellem faggrupperne. Arbejdsgiverne er også, med denne tendens, med til at underbygge den opfattelse, at værdien af en opgaveløsning stiger i takt med den enkeltes uddannelsesniveau.

3F vil fremme uddannelsesdagsorden

Denne opfattelse har vi, i 3F, gennem mange år forsøgt at gøre op med, og med jævne mellemrum dukker der samfundsmæssige situationer op, som giver os lidt tiltrængt medvind. Således så vi under corona-pandemien, hvor tydeligt behovet for - og værdien af eksempelvis en velkvalificeret offentlig rengøringssektor blev – men også hvor hurtigt værdien glemmes igen.

Netop de ansatte i rengøringssektoren er et godt eksempel på en faggruppe, som ofte ikke anerkendes i deres faglighed, og hvor uddannelse ikke anses for værende en nødvendighed for at løse den stillede opgave.

3F arbejder hårdt på at fremme uddannelsesdagsordenen for alle vores faggrupper på det offentlige arbejdsmarked. Og når vi har et stort fokus på nogle af de strukturelle barrierer, der er, så må vi også vende brillerne og se indad. For ansvaret for at sætte spot på uddannelsesdagsordenen for alle er et fælles ansvar.

3F vil et offentligt arbejdsmarked med faglært arbejdskraft – det gavner alle – både lønmodtageren, arbejdsgiveren og samfundet. Vi må sammen skabe en kultur, hvor uddannelse og opkvalificering ikke blot er muligt, men også ønskeligt og i noget grad også en pligt. Det er ikke bare et spørgsmål om at tage dyrekøbte beslutninger om uddannelse. Det handler om at sikre, at hver enkelt arbejdstager har mulighed for livslang læring, mulighed for at opnå faglig stolthed og anerkendelse samt sikring af lige forudsætninger for et lønniveau, der afspejler den faktiske samfundsværdi den enkelte skaber – kort eller lang uddannelse.