“Webtilgængelighed er en af de største opgaver, vi har haft”
“Webtilgængelighed er en af de største opgaver, vi har haft”
Den danske lov om webtilgængelighed satte kommunerne under tidspres for at gøre hjemmesider tilgængelige for blandt andet synshandicappede og personer med kognitive handicaps.
I Ringkøbing-Skjern måtte webmaster Anette Stokholm navigere kommunen sikkert gennem lovkrav om korrekte kildekoder, kontrastforhold og en kolossal mængde pdf’er, der skulle gøres tilgængelige.
- Jeg tror, at det er en af de største tværgående opgaver, administrationen har haft. GDPR har fået meget opmærksomhed. Men skal man kigge på arbejdsopgaven, så tror jeg ikke, at opgaven med webtilgængelighed har været mindre, siger hun.
Ingen hjælp at hente
Anette Stokholm konstaterede tilbage i 2018, da loven trådte i kraft, at der manglede viden om webtilgængelighed. Der var hverken færdige løsninger eller guides til, hvordan en kommune kunne komme i mål.
- Det virkede som et uoverstigeligt bjerg. Der fandtes ikke nogen hjælp til, hvor eller hvordan vi skulle starte. Det var en utrolig stor og diffus opgave, vi pludselig selv skulle løse, siger hun.
At sikre webtilgængeligheden i de it-løsninger, der var implementeret på hjemmesiden, var en af de opgaver, der fyldte en del, forklarer Anette Stokholm.
- Det er et sej træk at få private leverandører til at forstå, at de skal sikre, at deres løsninger lever op til loven webtilgængelighed. Der hvor dialogen var længst, kom leverandørerne bagud i processen, siger hun.
Hvad er webtilgængelighed?
Webtilgængelighed handler om at gøre hjemmesider tilgængelige for alle. Omkring 15-20 pct. af danskerne skønnes at have svært ved at tilgå hjemmesider.
Loven om webtilgængelighed har til formål at opdatere hjemmesider, så blandt andre blinde, svagtseende og fysisk handicappede på lige fod med alle andre kan tilgå hjemmesider med brug af blandt andet skærmlæser eller andre redskaber.
“Webtilgængelighed er kommet for at blive”
Siden da er der kommet langt mere fokus på webtilgængelighed hos leverandørerne af værktøjer. Desuden har kommunen også rykket sig ledelsesmæssigt, mener Anette Stokholm.
Det var en utrolig stor og diffus opgave, vi pludselig selv skulle løse
Kommunens arbejde med tilgængelighed har givet gevinst. For nylig fik Ringkøbing-Skjern udarbejdet en rapport om kommunens webtilgængelighed hos virksomheden Inklusio.
- Vi fik at vide, at det var noget af det bedste kodearbejde, som de havde set i forbindelse med webtilgængelighed, siger hun.
Men Ringkøbing-Skjern overholder endnu ikke alle lovkravene. Arbejdet fortsætter, og webtilgængelighed skal tænkes ind i alt vedrørende hjemmesiden. Kommunen har på eget initiativ igangsat et projekt, hvor handicappede skal teste hjemmesidens tilgængelighed. På grund af corona har kommunen ikke fået afsluttet projektet, men de første testsvar er lovende.
- Vores øverste ledelse meldte ud fra start af, at vi ikke kan være andet bekendt end at gøre hjemmesiden tilgængelig for alle. Webtilgængelighed er kommet for at blive, siger hun.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.