Med indgåelsen af en velfærdsaftale blev Rebild Kommune i 2021 med få undtagelser sat fri fra statslig regulering på dagtilbudsområdet og forpligtede sig samtidig til at skære dybt i egne regler og krav. 

Men da den første begejstring havde lagt sig, meldte der sig en bekymring, fortæller børne- og ungechef Lene Hvilsom Larsen. 

Ville dagtilbuddene komme til at stå mere alene og ikke have behov for at have en forvaltning og et fællesskab?

Overhovedet ikke, har det vist sig. Tværtimod har frisættelsen bidraget til at styrke samarbejdet og fællesskabet på tværs af forvaltning, dagtilbud og medarbejdergrupper, og det har banet vejen for, at man tør være åben om de ting, der er svære og fælles om at konfrontere de store problemer.

Fællesskab øger fortrolighed 

Med velfærdsaftalen blev dagtilbuddene sat fri fra at lave pædagogiske læreplaner og kvalitetsrapporter. Forvaltningen måtte derfor finde en ny måde at følge med i, hvad der foregik. Det begyndte med besøgsrunder, hvor Lene Hvilsom Larsen sammen med to medarbejdere fra forvaltningen inviterede sig selv på besøg i dagtilbuddene og lod det være op til dem, hvad dagsordenen skulle være. 

Det blev intuitivt til coachende samtaler, hvor de stillede nysgerrige spørgsmål, der inddrog perspektiverne fra velfærdsaftalen. Siden er besøgene blevet til mere forpligtende kvalitets- og udviklingssamtaler, som peger fremad mod næste skridt i den rejse, som arbejdet med frisættelsen er, fortæller Lene Hvilsom Larsen.

I forvejen var der en høj grad af samarbejde mellem forvaltning og dagtilbudsledere, men frisættelsen har alligevel påvirket forholdet mellem dem.

- Jo bedre man kender hinanden, jo mere fortrolig kan man blive i fællesskabet, siger Lene Hvilsom Larsen.

Det indebærer fx at være sårbare og også fortælle om det, der er svært. 

- For det bliver ikke en kvalitetssamtale, hvis vi kun fortæller glansbilleder. Vi skal også ind røre der, hvor det gør lidt ondt, siger hun.

Gør hinanden gode

Når man er sat fri, har man et kæmpestort ansvar, fortæller Lene Hvilsom Larsen. Og skal man lykkes med at skabe bedre kvalitet, må man opsøge inspiration og viden. 

- Man er nødt til at være nysgerrig og se ud over dem, man altid taler med, siger hun.

Det gælder også hende selv.

- Jeg er nødt til at få udfordret mine egne perspektiver. 

- Jeg skal også ændre på min praksis og være nysgerrig og eksperimenterende. Det gælder hele ledelseskæden. 

Og det er afgørende, at det ikke bare er forvaltningen eller nogle få ledere, der kommer med de gode idéer, påpeger hun. Nogle gange er de gode løsninger lige foran næsen på en, og ved at involvere dagtilbuddene og medarbejderne på en anden måde, end man plejer, kan de være med til at bringe dem frem. 

Derfor har forvaltningen faciliteret forskellige arbejdsmetoder til at hjælpe dagtilbuddene på vej i arbejdet med velfærdsaftalen. Fx ved at etablere tværgående netværk og afholde inspirationsbazar for alle medarbejdere i daginstitutionerne, hvor de har delt erfaringer og eksempler på prøvehandlinger med hinanden. 

- Man skal ikke konkurrere, men være nysgerrige, dele viden og bakke hinanden op og på den måde gøre hinanden gode. 

- Vores næste skridt bliver, at prøve at sætte nogle af dagtilbuddene sammen sådan, at når vi taler med et dagtilbud, så er der nogle andre med, enten som reflekterende team eller med et andet setup, siger Lene Hvilsom Larsen. 

Har hinandens ryg

Jo mere frihed, man har, jo mere er man afhængige af hinanden, konstaterer Lene Hvilsom Larsen. De fleste medarbejdere har en forventning om, at deres leder bakker dem op og har deres ryg, som Lene Hvilsom Larsen kalder det, hvis nogen eksempelvis klager.

Men i frisættelsen er det vigtigt, at medarbejderne også har hendes ryg. 

- Hvis jeg går ud og siger: Jeg har aftalt med dagtilbudslederne, at de gør sådan og sådan, og jeg så bagefter får at vide, at det skete ikke, så kommer jeg til at se fjollet ud - for har du ikke styr på din butik?

At det med at have hinandens ryg skal gælde begge veje kræver, at man har afstemt tingene med hinanden. Og det kræver rigtig meget dialog, påpeger hun. 

Sparring i højsædet

I Børnehuset 100 meter Skoven har frisættelsen betydet, at sparring er kommet i højsædet, fortæller pædagogisk leder Gitte Markussen.

- Jeg oplever en personalegruppe, som i høj grad sparrer med hinanden og spørger refleksivt ind til hinandens arbejdsopgaver: Hvordan kan det være, at du lige gjorde sådan i denne her situation?, siger hun

- Det har man ikke gjort så meget tidligere.

En af de første ting, man valgte at droppe i 100 meter Skoven, var det kommunale krav om at sprogvurdere alle børn, når de fylder 3 år og fire måneder - en praksis som kommunen har holdt fast i, selvom reglen om at sprogvurdere alle børn fra centralt hold blev ophævet i 2010.

Hvor sprogpædagogerne tidligere havde kontortid og måtte gå fra med hvert enkelt barn for at lave sprogvurderinger efter et skema, bruger de nu mere tid på gulvet sammen med børnene og det øvrige personale. 

Det betyder, at sprogpædagogerne og de øvrige medarbejdere i langt højere grad hjælper hinanden med at få øje på, hvilke børn det er relevant at sprogvurdere, og hvilke det ikke er. Og som følge af det, har de medarbejdere, der ikke er sprogpædagoger, fået et fagligt løft.

- De har fået en anden viden om, hvad det er, de skal kigge efter, når vi har børn, der måske er lidt udfordret sprogligt, siger Gitte Markussen.

Det giver kvalitet, når man skaber et fællesskab, hvor man hjælper hinanden, mener Gitte Markussen. Og så styrker det kollegaskabet. 

De vilde problemer

Fordi fællesskabet er blevet så meget stærkere, er der åbnet op for, at dagtilbudsledere og forvaltning sammen tager hul på de såkaldt vilde problemer, der eksempelvis handler om rekruttering og trivsel, fortæller Lene Hvilsom Larsen.

- De store problemer, vi står med - dilemmaer eller vilde problemer - hvordan kan vi lægge dem ind på midten af vores bord og i fællesskab forpligte os til at finde løsninger?, siger børne- og ungechef Lene Hvilsom Larsen. 

- Hvis vi skal kunne føre vores frihed og vores faglighed endnu længere, så bliver vi nødt til sammen at løse nogle af de store dilemmaer, vi også står med.